Fiktioner anbefaler: Politisk litteratur

Litteratur er så længe, nogen har skrevet, blevet brugt som politisk talerør. Med afsæt i Glen Bechs manifest får du her en lang række anbefalinger, der bør kunne få dig op af stolen.

Glenn Bech er her og der og alle vegne. Hans debutroman ”Farskibet” fra 2021 tog anmelderne med storm, og med manifest-bogen ”Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet” fra 2022 brød han igennem sendefladerne og har de sidste par måneder kunnet opleves i radioprogrammer, podcasts, TV og på litteraturfestivaller rundt omkring i landet. Manifestet har efterhånden solgt over 50.000 eksemplarer, og det har med sin indignerede og til tider vrede tone råbt folk op på begge sider af det politiske spektrum. I bogen er der debatstof nok til mange timers samtale om samfundsklasser, klassekamp, sprog, seksualitet, inklusion og ikke mindst fællesskab. Formmæssigt er bogen en bastard: Debatbog, dagbog, manifest, langdigt – den modsætter sig en genrebetegnelse og råber med Bechs egne ord:

”Undskyld mig, men
fuck den gode læseoplevelse
en gang i mellem”

Når Bech bryder formen og slår på tromme for at sige det, der ikke siges, så bliver det meget tydeligt for læseren, at også litteratur er politisk – og at bøger kan anvendes som forhammere, når der skal brydes døre, glaslofter og fordomme ned.  Og netop den reminder har vi måske brug for. For det er ikke mange bøger med politiske statements, der gør sig som bestsellere på de danske boghandleres salgslister. Men det burde det måske være?

I redaktionen på Fiktioner har vi strikket et par forslag sammen til dig, der har læst Glenn Bechs manifest og gerne vil have mere i samme ”genre”: Altså bøger af forfattere, der mener noget, og ikke er bange for at sige det.

Édouard Louis, En kvindes forvandling, Gyldendal 2022

”En kvindes forvandling” af franske Édouard Louis er nok den bog på listen, der kommer tættest på Glen Bechs manifest, både i sine temaer og form. Tematisk handler også Louis’ bog om relationen til hans mor, om klassesamfundet og om hvordan klassen også optræder i sproget. Formmæssigt er Louis’ bog mere tilgængelig end Glenns. Den har et mere sammenhængende fortællerforløb og er knap så eksperimenterende som manifestet. Derfor føles den også som et lettere læs.

Færdig med Eddy Bellegueule ( Gyldendal 2022)
Voldens historie (Et Cetera 2017)
Hvem slog min far ihjel (Gyldendal 2022)
En kvindes forvandling (Gyldendal 2022)
Forvandlingens metode (Gyldendal 2023)

Bechs litterære projekt er i øvrigt flere gange blevet sammenlignet med Louis’ – så den her anbefaling er ligetil. Hvis du ikke allerede har læst Edouard Louis så kom i gang. En ”Kvindes Forvandling” er hans fjerde bog i en række af fem, men de kan læses uafhængigt af hinanden.

Lone Aburas, Den frie verden (En first world-tragedie), Gyldendal 2022

Lone Aburas’ måske mest traditionelle roman med et tydeligt og spændende handlingsforløb, der ender i en tragedie. Der kan trækkes tydelige paralleller mellem Aburas’ frie verden og Fort Europa, hvor næstekærligheden strækker sig til den nærmeste familie, og de gode gerningers grænser sættes af nationalstaterne eller af ens egen pengepung. Det er meget svært som læser i den frie verden ikke at sidde med en dårlig smag i munden efter at have læst Aburas’ satiriske hudfletning af status quo. ”Den frie verden” er hendes seneste og syvende bog. Vil man have bøger med politiske under- og overtoner, så anbefaler vi i øvrigt Lones digtsamling ”Den sorte bog (B-sider)”, fra Gyldendal 2019 samt hendes tredje roman, der hedder noget så rammende som ”Politisk roman”. Den udkom på Gyldendal i 2013.  

Jonas Eika: Efter Solen, Forlaget Basilisk 2018

Eika vandt i 2020 Nordisk Råds litteraturpris for sin fabulerende novellesamling ”Efter solen”. Den er i sandhed vanskelig at komme ind under huden på, men sproget og de sci-fi-agtige settings sender læseoplevelsen (og tankerne) helt derud på overdrevet, hvor vi som en anden astronaut kan kigge tilbage på en verden og en virkelighed, der pludselig forekommer absurd. Meget god science fiction holder et spejl op for sine læsere, så de bliver klogere på de teknologier, som allerede er her eller måtte komme, men Eikas novellesamling er ikke sci-fi, selvom den låner elementer fra genren. Eikas værk er en fullblown vrangforestilling. Ikke af fremtiden eller af kommende teknologier, men af samtiden og de strukturer vi hver dag stiltiende accepterer. Her skydes mod aktiehandel såvel som mod charterturisme.

Asta Olivia Nordenhof: Djævlebogen – Scandinavian Star del 2, Gads Forlag 2023

I ”Djævlebogen”, der er anden del af Nordenhofs stort anlagte 7 bindsværk om mordbranden på Scandinavian Star, tager hun kærligheden under behandling og stiller spørgsmålet: Kan man overhovedet elske under kapitalismen? Bogen er i sin form eksperimenterende: Den består af en langnovelle, tre digte og en kortere novelle. Her er rammefortællinger, metalag og autofiktion, som man er lidt usikker på – for er det nu også autofiktion, eller er det noget andet? Bogen adskiller sig meget fra den første i serien, og den er i sit format mindst ligeså vild og uregerlig som Glenn Bechs manifest. Det er tydeligt, at for Nordenhof er det at skrive også et frigørelsesprojekt.

Vi anbefaler i øvrigt også første del af Scandinavian Star serien. Den hedder ”Penge på lommen”, og udkom på Forlaget Basilisk i 2019.     

Andre politiske bøger (namedropping)

På listen over andre skønlitterære bøger med politisk stillingtagen, som du kan overveje at læse, finder du:

Malthe Tellerup, Spræng fabrikken, Forlaget OVO Press 2023 – handler om modstand mod miljøsvineri.
Caroline Stadsbjerg, Carnivora, Forlaget Futurum 2022 – handler om kannibalisme og kødspiseriets hykleri.
Caspar Erik, Nye balancer – Handicapdigte, Gyldendal 2022 – handler om normalkroppen og om ikke at have én.

Samt bøger af Kaspar Colling Nielsen, Christina Hagen, Lars Skinnebach, Stine Askov, Peder Frederik Jensen, Theis Ørntoft, Peter Handke, Olga Tokarczuk og Michel Houllebecq.


Anbefalingen er skrevet af Jannik Landt Fogt, der udover at nørde igennem i alt fra sci-fi hørespil til tegneserier og digtsamlinger også er forfatter til bogen “Elektrisk blå som et 80’er digt.”

Følg ham på Instagram.

HVAD SKAL VI ANBEFALE NÆSTE GANG?
SKRIV TIL OS PÅ KONTAKT@FIKTIONER.DK