Ugebladsfiktion er en genre, mange har en holdning til. Ikke alle er lige positive, men ikke desto mindre læser tusindvis af mennesker ugentligt novellerne i de danske ugeblade. Som alle andre genrer, har også ugebladsfiktion en del uskrevne regler, så hvad skal man være opmærksom på, hvis man ønsker at prøve kræfter med genren?

Et ugentligt pusterum

Da jeg var barn, holdt min mor Ude og Hjemme, og min farmor fik Hjemmet og Billedbladet. Jeg husker stadig nydelsen i at ligge og bladre formålsløst rundt i de glittede blade uden at behøve at læse det hele fra ende til anden. Et horoskop her, en madopskrift der. Det var hyggeligt, men blev ikke en vane, jeg tog med mig videre. Faktisk læste jeg i rigtig mange år ikke i et ugeblad – ikke engang hos frisøren.

Sidste år fik jeg så et deja-vu, da jeg besøgte min svigermor og under en bunke med reklamer opdagede en stak af Hendes Verden. Igen bladrede jeg lidt i dem på må og få, men denne gang med en lille, små-elitær rynke på næsen. For det er jo ikke rigtig litteratur. Slet ikke de noveller, der også fast optager spaltepladsen i netop Hendes Verden. Vel?

Mens svigermor var i sving i køkkenet (nej, hun ville ikke have hjælp), begyndte jeg at læse en af netop dem. Igen med sådan en lille følelse af at gøre noget forbudt. Som om min egen skrivepraksis ville blive smittet med dårlig karma af den underlødige historie. Novellen var fint illustreret med en akvarel, der understøttede emnet (kærlighed). Novellen endte lykkeligt og gjorde derudover ikke så meget væsen af sig.

Og så lidt alligevel. For den blev hængende i mig. Ikke fordi jeg var faldet på halen over oplevelsen som sådan, men mere fordi jeg var blevet nysgerrig. Ugeblade som Hendes Verden, Hjemmet og alle de andre blade lider under en målgruppe, der ikke bliver yngre. Faktisk er vi der, hvor en rapport udarbejdet af Kulturministeriet i 2021 slår fast, at ugebladene har mistet 970.000 læsere fra 2010 til 2020. Det svarer til et fald på 10%.

Alligevel udkommer de trofast en gang om ugen. Og selvom oplagene skrumper, så har ugebladene stadig læsere. Mange læsere. Jeg er forfatter. Og noget af det bedste ved det er i mine øjne, når folk gider læse det, jeg skriver. Så hvorfor ikke prøve kræfter med den genre? Om ikke andet så for at udfordre mine egne fordomme.

Respekter genren

Første step var at undersøge, hvad kravene var til en ugebladsnovelle. Det krævede lidt dybdegående research på google, for bladene skilter ikke med deres krav. Fx kæmpede jeg med at finde ud af, hvor lang sådan en størrelse egentlig skal være. Det krævede en tur på biblioteket, hvor jeg fandt et par blade frem, talte linjerne i en novelle og gangede med x antal ord. Muligvis lidt bøvlet, men det virkede. Jeg kan spare dig besværet og fortælle, at det i gennemsnit ligger på 2700 ord.

Men du slipper ikke for turen på biblioteket, for vil du være god til at skrive ugebladsnoveller, så kræver det, at du læser dem. Sæt dig godt til rette og dyk ned i en verden af kærlighed, venskaber, familier og elskede kæledyr, der på en eller anden måde kommer ud for et eller andet. Men bare rolig – det ender godt. For det skal det i en ugebladsnovelle. Nogle redaktører har faktisk en happy end som et erklæret mål, og du kan ligeså godt lade være med at udfordre det. En novelle i et ugeblad skal være et lille, hyggeligt pusterum for læseren, der måske ikke læser så meget andet. Den skal fange uden at være overdrevet. Realisme er et vigtigt nøgleord. Din læser skal helst kunne genkende situationerne og se sig selv i de karakterer, du benytter.

Bemærk også, at der i ugebladsgenren faktisk findes flere sub-genrer. Blød krimi er eksempelvis et begreb jeg ikke anede eksisterede, før jeg begyndte at dykke ned i den her verden.

Nå, men til sidst satte jeg mig ved tastaturet og skrev en novelle om en kvinde, der har mistet sin mand, men finder glæde i sin køkkenhave, der en dag bliver raseret af en hund. Desværre får hun senere ondt i lænden og må en tur til kiropraktor, der viser sig at være ejeren af hunden. Følelser spirer – you get the picture. Novellen blev sendt til Hendes Verden, der sagde ja tak.

Og her kunne cirklen så være sluttet. Fluebenet ved min egen udfordring var sat, men jeg var solgt. Først og fremmest var det fedt rent faktisk at tjene på sine skriverier. Vi har hos Fiktioner tidligere berørt emnet ”forfatterøkonomi”, og mange bække små udgør grundlaget for, at det kan lade sig gøre at skrive som sin levevej. Du tjener mellem 2-4000 kr. på en ugebladsnovelle. Det bliver indbetalt som b-indtægt og direkte indmeldt til Skat. Det er en fin betaling – især når du begynder at få styr på genren, så du egentlig ”bare” skal få idéen til historien.

Så de tager alt, hvad du skriver? Nej, det gør de ikke. Ikke i første omgang i hvert fald. Nogle gange bliver der sagt ja tak uden forbehold. Andre gange siger de ja, hvis du vil omskrive historien, så den fx passer til en specifik årstid. Husk i den forbindelse at bladenes produktionsplaner er forberedt op til et halvt år ude i fremtiden, så det nytter ikke noget, at du afleverer en julenovelle, tre uger inden d. 24/12. En gang i mellem får jeg feedback, der siger noget i stil med, ”den er god og velskrevet, men den ender alt for forudsigeligt.” Faktisk er jeg super taknemmelig for den feedback. For det første fortæller det mig, at de rent faktisk læser det, jeg sender til dem. De tager det alvorligt, at det skal passe til bladet og deres læsere. Og for det andet er døren ikke lukket. Jeg har ofte fået antaget en novelle omskrevet med en ny slutning eller en anden hovedperson.

Kun en enkelt gang har jeg fået afvist en novelle uden mulighed for at skrive den om. Og når jeg læser den i dag, kan jeg godt forstå det. Den er godt skrevet, ja. Der er gode personer, ja. Der er et godt flow og masser af drama, ja. Men det er indlysende fra første linje, hvordan den ender, og det går ikke. Og selv i dag – en del noveller senere – har jeg ikke formået at finde på en god omskrivning.

Det med småt

Vær opmærksom på, at du sælger din novelle i ordets mest bogstavelige betydning. Det betyder, at når du får den antaget, så er den ikke længere din. Ja, dit navn står på som forfatter, men du får ikke royalties, og du kan ikke udgive novellen andre steder. Udgiver ugebladet den flere gange, får du ikke flere penge.

Du underskriver en freelancekontrakt, og i den kontrakt står der blandt andet, at de forbeholder sig ret til at ændre i din tekst. Personer kan ændre navne. Passager kan klippes ud eller ændres. Selv har jeg oplevet, at en novelle pludselig havde fået ny titel, da den blev udgivet. Det var lidt spøjst, men det er spillets regler, og kan du ikke leve med det, skal du holde dig fra ugebladsfiktion.

Som med alt muligt andet i denne branche er det en fordel at kunne væbne sig med tålmodighed. Jeg har fået antaget en novelle 2 timer efter, jeg sendte den – og en, hvor jeg ventede 1,5 måned. De fleste får jeg svar på indenfor max 3 uger. Så væbn dig med tålmodighed, og husk at redaktørerne laver tusind andre ting end at læse noveller. 

Dårligt ry

Som jeg antydede i starten af artiklen, så har ugebladsnoveller et ry som værende underlødig litteratur. Et ry, jeg personligt synes, er ufortjent. Nej, det er nok ikke her, den næste nobelpris i litteratur skal findes, men tusindvis af ugentlige læsere sætter en stor fed streg under genrens validitet. Du kan ikke bare sætte hjernen på automatpilot og skrive med den ene hånd på ryggen. Du skal være tro mod genretrækkene og evne at læse mellem din redaktørs linjer for at forstå, hvilke emner, der er okay, og hvad der er no go. Du må ikke skrive for kompliceret (eller højrøvet), men det betyder ikke, at du skal skrive simpelt og dårligt.

Jo flere noveller, jeg skriver, jo bedre bliver jeg til at afkode, hvad der passer godt til hvilket blad. Hver redaktør lægger nemlig vægt på forskellige ting. Nogle er meget konservative hvad angår emnevalg, mens andre er mere eventyrlystne. Nogle modtager kun noveller skrevet i tredje person datid, mens andre er mere åbne på det punkt.

Jeg hygger mig, hver gang jeg skriver en ugebladsnovelle. Det er en udfordring at finde nye hverdagsdramaer og interessante personer, der kan underholde bladets læsere. Faktisk vil jeg vove den påstand, at mit arbejde med at skrive ugebladsnoveller har gjort mig til en bedre forfatter, når jeg skriver bøger.

Du kan godt få lov til at udgive under pseudonym, hvis du ikke har lyst til at lægge dit rigtige navn til. Personligt står jeg ved mine noveller under eget navn og glæder mig ved tanken om de mange mennesker, der får et lille pusterum i hverdagen, når de læser mine historier.

---

HAR DU EN KOMMENTAR TIL ARTIKLEN,
SÅ HØRER VI RIGTIG GERNE FRA DIG PÅ KONTAKT@FIKTIONER.DK