Kom med ind på det danske udgivermarked og find vej igennem de mange muligheder, der er for udgivelse. Du får indblik i den klassiske, gode, gamle udgivermodel, men også et overblik over selv- og medudgivermulighederne. I dag kan alle udgive en bog. På godt og ondt.
Der var engang i 2019
Tillad mig først at tage dig med på et personligt flashback til vinteren 2019. På det tidspunkt havde jeg brugt godt et år på at skrive en bog. Min allerførste roman, der var kommet snigende ind fra højre og havde på sin egen måde krævet at blive skrevet. Processen havde været alt det, andre forfattere sikkert kan nikke genkendende til. Lang, fantastisk, givende og til tider ekstremt frustrerende. Manuskriptet havde været ude hos flere betalæsere, og jeg kunne så småt se enden på redigeringsfasen. Helt naturligt begyndte tankerne derfor at røre på sig i forhold til udgivelse. Men reelt var jeg ikke i tvivl – bogen skulle udgives på et af de store, danske forlag. Vel vidende at nøglehullet var ganske snævert, men hey – det var en god historie, og mig bekendt var den også unik. Piece of cake, ik?
Jeg kan stadig huske følelsen, da jeg trykkede send på mailen til et af de allerstørste forlag i landet. Ambitionerne fejlede ikke noget. NU skulle verden endelig se og anerkende mit geni! Og samtidig nagede en lille, irriterende følelse, for måske var nøglehullet alligevel for snævert? Eller (gys) mit talent var for lille… Hvad nu hvis de sagde nej tak? Måske burde jeg have en plan B? De kommende dage og uger fik jeg et mindre hjerteanfald, hver gang telefonen ringede med ukendt nummer. Men forgæves. Efter at have passeret deadline for besvarelse tog jeg mig sammen og ringede. Om de måske vidste noget i forhold til svar og øh sådan? Det var lige på trapperne, blev jeg lovet. Fedt! Men selv efter at have rykket endnu engang, har jeg til dato aldrig fået svar. Det er selvfølgelig også en form for svar, kan man sige… Nå, men plan B blev iværksat og flere andre forlag blev kontaktet. Nu var jeg bedre rustet og langt, langt mere realistisk. Så mens ventetiden tikkede derudaf, og afslagene drypvis begyndte at lande, gik jeg i krig med ”operation få min bog ud i verden”.
Fast forward til i dag, hvor jeg nu sidder som ejer af et lille forlag. For ja, bogen kom ud og har i dag en solid plads på top fem over de ting, jeg er mest stolt over. Men vejen dertil blev ikke, som jeg naivt havde troet, og en af grundene var, at udgivelse af bøger i Danmark er blevet temmelig kompliceret de sidste år. Kombinationsmulighederne har multipliceret sig i næsten det uendelige, og står man som forfatterspire og løfter låget på den gryde, kan du godt have lyst til at smide det på igen.
Men lad os starte med en god nyhed. Alle kan udgive en bog i dag. Det behøver ikke engang at koste særlig meget. Det er faktisk så let, at der alene i 2021 udkom 18220 bøger i elektronisk eller fysisk form. Den lader vi lige stå et øjeblik.
Den gode, gamle
Bed en tilfældig dansker på gaden om at nævne et forlag, og jeg vil væde temmelig meget på, at de siger Gyldendal. Måske Politiken eller Lindhart & Ringhof, hvis man presser dem lidt. Og det er ganske naturligt, for de store forlag har domineret forlagsbranchen i rigtig mange år.
Får du din bog antaget på et klassisk forlag, påtager de sig alt omkring udgivelsen. Man indgår en kontrakt, hvor du får redaktion, korrekturlæsning, grafiker, tryk og markedsføring. Din bog udkommer både i fysisk form og som e- og lydbog. Alt det uden at du selv skal have penge op af lommen. Du overdrager rettighederne til dit værk til forlaget, og til gengæld modtager du royalties. Sådan en størrelse ændrer sig hele tiden i branchen og er ikke konstant. Lad os tage udgangspunkt i en, der ligger på 15% af nettoprisen. Lad os lige sætte det i perspektiv med et lille regnestykke.
- Vejledende udsalgspris på bogen: 249
- Så trækker vi lige momsen fra, så har vi 199,2
- Boghandleren skal også have lidt at leve af = minus 69,2 (almindelig boghandlerrabat på 35%)
- Nu er der 130 kr. tilbage, og det er dem, din royalty bliver beregnet ud fra. Resten af overskuddet er forlagets og skal blandt andet betale udgifterne til produktion af din bog, husleje, lønninger osv
- 15% svarer til 19,5 kr. pr. solgt fysisk bog. Tallet vil i øvrigt være markant lavere for de elektroniske formater
Lad os antage, at din bog udkommer i 500 fysiske eksemplarer i første oplag. Det er højt sat, men det går nok for eksemplets skyld. 19,5 x 500 = 9.750 kr. (som du også liiige skal trække b-skat fra). Så… Arbejdet bærer vist lønnen i sig selv her.
Som nævnt er royalties ikke en konstant. Og det er udregningsmetoden heller ikke. I skrivende stund er flere forlag begyndt at lave kontrakter med royalties, der ikke beregnes af nettoprisen. I stedet giver de en højere procentdel, men tager udgangspunkt i den vejledende udsalgspris minus boghandlerrabat. Men uanset hvordan royalty bliver beregnet, er der to key takeaways her: For det første skal du være vågen. Bed om hjælp og vejledning, hvis du ikke er skarp i kontraktlæsning! For det andet bliver du ikke rig af det her – uanset hvordan din royalty bliver udregnet.
Men hvad er så fordelene? Det er let. Du har et forlag i ryggen, der klarer alt det praktiske. Du skal bare møde op og drikke bobler til din bogreception. I enden af den sætning er det dog værd at nævne, at selvom du har et stort forlag at læne dig op ad, så er der stadig en forventning om, at du selv løfter en stor del af markedsføringen. Gerne igennem dine egne sociale medier.
Bemærk, at jeg nævnte tidligere, at nøglehullet er snævert. Og det er det vitterligt. De klassiske forlag er pressede på økonomien. For dem, der engang var enerådige på markedet, skal nu pludselig konkurrere i et farvand, der bliver mere og mere elektronisk. De fleste ”læsere” i Danmark er faktisk ”lyttere”, og de store bogstreamingtjenester er benhårde prisforhandlere. Læg dertil stærkt stigende priser på papir og tryk, og du finder forklaringen på, at bøger er blevet dyrere nede hos din lokale boghandler. Måske har du også bemærket, at der udkommer mange bøger skrevet af kendte mennesker? Det er der en enkelt årsag til – deres kendisfaktor gør, at bogen kan udkomme i langt højere oplag end en stakkels ukendt debutant. Derudover kan forlaget piggybacke på den kendtes allerede eksisterende SoMe følgere og dermed højne muligheden for en markedsføringssucces.
Udover de store mastodonter, findes der her i landet også en stadigt voksende underskov af små- og mellemstore forlag, der for manges vedkommende har valgt at excellere på et snævert område. Måske udgiver de udelukkende fantasy eller bøger til børn. Måske er de gode til poesi eller satser på faglitteratur. Kontraktvilkårene er i store træk de samme som på de store forlag, men nøglehullet er muligvis en tand mindre snævert her, hvis du passer i deres profil. Der findes flere hjemmesider og bloggere, der har lavet lister over danske forlag, hvis du står og mangler sådan en. Google er som altid din bedste ven.
Betal og udgiv
Nå, men tilbage til den stædige debutant (aka mig), der ikke havde brugt et helt år på at skrive en bog for så bare at smide skidtet i skrivebordsskuffen. Det næste, jeg besluttede mig for at undersøge, var muligheden for medudgivelse.
Kort fortalt er et medudgiverforlag et helt almindeligt forlag, der mod betaling udgiver din bog. På bare de tre år, der er gået, siden jeg første gang undersøgte det marked, er det vokset betragteligt. Der kommer flere og flere spillere på banen, og det gælder om virkelig at se sig for her. De fleste medudgiverforlag er topprof og meget dygtige, men der findes et par rådne æbler på det danske marked, som du ikke har lyst til at lege med.
Priserne for udgivelse starter på ca. 15.000,- for det basale og så ellers derop af. I gennemsnit koster det ca. 25.000,- for en standardpakke med fysisk bog e-bog. Det er næsten umuligt at sammenligne de enkelte medudgiverforlags priser, da de alle opererer med forskellige pakkeløsninger med forskelligt indhold. Ligesom på et klassisk forlag, modtager du royalties efter udgivelse på et medudgiverforlag. Det er oftest en højere procentsats (jeg har set eksempler på 25-35%), men husk at der dæleme skal sælges nogle bøger for at tjene de 25.000, du lige selv har smidt i puljen.
Lad os lige lege med regnestykket fra før. Hvis vi beholder den vejledende udsalgspris på 249,- men i stedet siger, at du får 30% i royalty i stedet for 15%, så vil du tjene 39,- pr solgt fysisk bog. For at tjene 25.000 hjem skal du sælge 641 bøger (og så har jeg ikke engang fratrukket skatten…). Er det realistisk? Måske…
På engelsk hedder medugivelse vanity press (eller vanity publishing), og det er ikke helt skævt. For sat lidt på spidsen så tjener et medudgiverforlag ikke penge på salget af bøger, men på forfatteres forfængelighed og ønske om at få deres ord på tryk.
Medudgivelse er smart til dig, der ikke kom ind på et klassisk forlag, og hvor det er selve udgivelsen, der er i fokus. Eller med andre ord så er det vigtigere for dig at se din bog komme til live, end det er at tjene penge på den. Branchefolk holder dig i hånden hele vejen, og kvaliteten af bøger fra de fleste medudgiverforlag er faktisk udmærket.
Gør-det-næsten-selv
Og nu skal du lige tage en dyb indånding og holde tungen lige i munden. For sidste sti i udgiverjunglen hedder selvudgivelse. Og det er en Pandoras æske af muligheder, der åbner sig for den, der bevæger sig ned ad den vej.
Nogle vælger selvudgivelse, fordi de ikke har andre muligheder. De klassiske forlag sagde nej tak, og der er ikke privatøkonomi til medudgivelse. Så finder de et af de firmaer, der tilbyder det absolutte minimum indenfor bogudgivelse. De stiller en platform til rådighed, men ellers kører du det hele selv. Det er vanvittigt fristende, at du for et par tusind kroner kan stå med en fysisk udgave af din bog i hånden og måske også en e-bog. Men den har ikke været igennem redaktørhænder… Den er måske heller ikke blevet korrekturlæst, for det er ikke en del af pakken, og en freelancer er dyr. Og måske er det også dig selv, der har leget grafiker og har lavet omslag og sat bogen op, for det er vel fint nok…? Men med fare for at lyde elitær, så er det ikke tit, det ender super fantastisk… Der findes nok undtagelser hist og pist, men selvudgivelse i den form er årsagen til, at nogen branchefolk (især anmeldere) ikke tager selvudgivere seriøst.
Har du skrevet en bog om din tante Odas forunderlige liv, som hun skal have i 75 års gave, så er den her løsning intet mindre end genial. Men drømmer du om at se din bog på hylden hos boghandleren og på biblioteket, så skal der mere til. Det KAN godt gøres ordentligt, men som alt andet kræver det grundighed, og ikke mindst at du kender dine begrænsninger. Det er for eksempel ikke helt tilfældigt, at det tager 4,5 år at uddanne sig til grafiker. Just saying…
Gør-det-hele-selv
Alternativet indenfor selvudgivelse hedder at gøre det hele selv. At google sine små pølsefingre blå for at finde svar på de alenlange lister, du får lavet med ting, du ikke ved eller forstår. Meld dig ind i alt, hvad du kan komme i nærheden af af facebookgrupper om udgivelse og skriveri, følg forlag og forfattere på Instagram, spørg trykkerier om hjælp og råd. Accepter, at du intet ved og gå til opgaven med den indstilling. Vær varsom med dine penge. Jeg har set firmaer tage penge for at oprette et ISBN nummer for folk. Det kan du helt selv gøre ganske gratis. Det kræver ikke engang et CVR nummer.
Måske fornemmer du, at jeg valgte sidste løsning? Korrekt. Det endte faktisk med at jeg lavede mit eget forlag, men mindre kan også gøre det. Når man som jeg er født i kontrolfreakens tegn, er det en kæmpe fordel at have en finger med i alle processer af alle formater. Det var en stejl læringskurve, hvor jeg ofte var glad for min projektlederbaggrund og værktøjskasse.
Så står du – som jeg gjorde i 2019 – på tærsklen til at være færdig med en bog, vil jeg anbefale dig at sætte dig grundigt ind i fordelene og ulemperne ved de forskellige måder at udgive på. Send endelig dit manuskript afsted til de store forlag, hvis den løsning virker mest tiltalende, men gør det med åbne øjne og en nysgerrig indstilling til alternativer, hvis det glipper. Hvad er vigtigst for dig? Kontrol, indtjening, nemhed? Hvor meget tid og energi kan og vil du smide i projektet? For det er et projekt at selvudgive en bog. Tag ikke fejl af det. Orker du ikke det, og skal det være så let som muligt (og har du ingen økonomiske kvababbelser) så find et godt medudgiverforlag med et godt ry og gå den vej. Vælger du selvudgivelse, så gør det det med åbne øjne og erkend, at du har en del research foran dig. Til gengæld har du også alle muligheder for at forme din udgivelse.
Var det det hele?
Og nu tror du, at du har fået overblik, men faktisk har jeg snydt dig for en helt anden jungle, som mange er begyndt at vælge. For hvorfor udgive sin bog fysisk, når det både er dyrt og besværligt? Hvorfor ikke bare udgive sin e-bog og sende den ud i verden på den måde? Amazon har ikke ramt Danmark endnu, men når det sker, står branchen overfor en kæmpe udfordring, som jeg ikke er helt sikker på, den er klar til. Du kan også vælge helt at droppe e-bogen og kun udgive som lydbog. Nogle forlag slår sig op på at påtage sig produktionsomkostningerne, så du blot skal indgå en royalty aftale.
Og måske er det netop humlen af det hele. Du har ALLE muligheder. Du kan i princippet gøre lige præcis det, der passer dig. Men husk, at din bog er i konkurrence med 18219 andre bøger, så gør din bog den tjeneste at gøre dig umage.
Artiklen er skrevet af Christina Lassen-Andersen, der er forfatter til bøgerne Mørkelagt og Tabte drømme. Derudover er hun ejer af Forlaget Fjorden, der blandt andet også tilbyder professionel betalæsning.
Følg hende på Instagram.