Nogle forfattere søger isolationen. De sidder på deres loftsværelse og skriver bøger på en rusten skrivemaskine i stearinlysets skær. For dem er skabelse en ensom og ofte spirituel rejse, og når de forlader loftværelset med et manuskript i hånden, er de et nyt menneske. Andre forfattere beder deres venner læse manuskriptet ofte efterfulgt at frustrerende samtaler om manglende forståelse for litteratur og vennernes komplette misforståelse af forfatterens genialitet. Andre kobler sig ind i socialiteten gennem SoMe’s interface og allierer sig med en hær af betalæsere: Fremmede mennesker, der frivilligt læser deres manuskript og giver feedback på alt fra kedelige karakterer til plothuller.

Men hov, hvad er nu det? Et nyt subjekt træder ud af disen og gør sin entré på skriveprocessens scene. Det er alfalæseren – hvem er det?  

Hvem er jeg og hvorfor denne artikel?

Lad mig først lige præsentere mig selv, så du ved, om du skal tage resten af artiklen seriøst eller forkaste den som vrøvl. Jeg hedder Jannik Landt Fogt, er 43 år og kalder mig selv forfatter. Jeg har fået udgivet en enkelt roman på Forlaget Fjorden – et par digte hist og et par noveller her.

I dag skriver jeg på en novellesamling, der leger med historisk fiktion og steampunk. Jeg har fået betalæst manuskriptet på min kommende bog MANGE gange og af mange forskellige. Faktisk har jeg lige siddet og skrevet sidste afsnit i manuskriptet. Afsnittet hedder ”taksigelser”, og her lister jeg alle dem, jeg skylder en tak for arbejdet på manuskriptet. Da jeg skrev afsnittet, slog det mig, at der har været over 20 læsere inde over min kommende bog. Nogle betalæsere har været frivillige, ubetalte læsere, andre har været professionelle, der selv er enten skrivende eller redigerende mennesker – mennesker, som har en kærlighed til sprog og til fortællinger, og som har deres skrivetekniske kunnen i orden.

Jeg har også selv betalæst. Faktisk har jeg betalæst over 30 manuskripter. Lidt under halvdelen har jeg læst som frivillig ulønnet, og resten har jeg læst som lønnet betalæser. Jeg har læst alt fra romaner, novellesamlinger, sonetkranse, teaterstykker, digtsamlinger og på tværs af stort set alle genrer.

Jeg bilder derfor mig selv ind, at jeg ikke er helt grøn i feedback-feltet. Alligevel lærte jeg noget, da jeg skrev denne artikel, der bunder i nysgerrighed. Det er ikke mere end et par måneder siden, at jeg stødte på et nyt begreb på førnævnte facebookgruppe: Nemlig alfalæseren. Som det er med nye begreber, er der altid en masse, ofte divergerende, holdninger til begrebet. Nogle mener allerede selv at have anvendt alfalæsere i deres arbejde, andre mener, at alfalæseren slet ikke eksisterer. Har man forsøgt at google ”alfalæser”, vil man vide, at der ikke er mange hits på dansk. På engelsk derimod er der masser. Jeg linker til nogle af kilderne senere i artiklen. Her indledningsvis vil jeg blot fremhæve den amerikanske forfatter Brandon Sanderson, der er kendt for sin massive anvendelse af testlæsere. Brandon selv skelner mellem alfa, beta og gammalæsere, og han har ansatte til at koordinere input fra de mange forskellige typer af læsere. Du kan finde interviews med ham og hans koordinatorer på Youtube, hvis du vil vide mere om hans proces. For eksempel findes der en interessant video, hvor Brandon Sanderson kommer med sine bud på definitioner af de tre typer af læsere. Brandon Sanderson er også bevidst om, at begreberne ikke er fastlåste i branchen, så det er ikke så underligt, at alfalæserbegrebet ikke rigtigt har cementeret sig herhjemme endnu.

Jeg skriver altså denne artikel for at give dig og andre en chance for at kunne forholde sig kritisk til distinktionen mellem en beta- og en alfalæser. Jeg er ikke ude på at lave en urokkelig definition af hverken betaen eller alfaen eller for at gøre mig til dommer over andres skriveproces.
Som forfattere har vi (heldigvis) retten til selv at bestemme over vores arbejde, retten til at bestemme hvem vi ønsker at invitere indenfor i vores arbejde, og retten til selv at bestemme hvad vi kalder disse roller. For nogle er betalæsere og alfalæsere det samme, måske endda den samme person. Det er ok. For andre er de to roller vidt forskellige. Det er også ok. Og for andre igen er alfa og betalæsere slet ikke nok; de vil også have kritikpartnere, læsegrupper, sensitivity readers og testlæsere. Lad dem om det. Det er fint.

Jeg skriver denne artikel som et perspektiv – mit perspektiv på skriveprocesser og på alfalæseren som en feedbackpartner, vi kan anvende, hvis vi ønsker det. Artiklen er selvfølgelig subjektiv. Eller sagt på en anden måde: Tag det du kan bruge og forkast resten.  

Lad os lige se på betalæseren først

Ifølge wikipedia stammer udtrykket betalæser fra IT- og softwareindustriens ”betatestere”. Betatestere er erfarne brugere, der bringes ind for at teste et stykke software, inden det lanceres. I softwareindustrien skelner man mellem lukkede og åbne betatests. Lukkede betatest finder sted for en særlig udvalgt gruppe af testere, mens åbne betatests kan udføres af en langt større gruppe, der ofte inkluderer de kommende brugere. Især i spilindustrien har der de seneste 10 år været en heftig debat om, hvorfor spiludviklere er begyndt at lancere deres spil, før de er klar og gennemtestet, men det er en anden historie, som du bl.a. kan læse om i GameReactor.

En betalæser i bogindustrien minder om betatesteren fra IT-industrien. Betalæseren er en læser, der får adgang til en forfatters manuskript, inden det er redigeret færdigt. Det er betalæserens opgave at kritisere historien, at fortælle forfatteren om sin læsning og de tanker som personen har gjort sig under læsningen. Den læsning en betalæser laver, kan ofte blive overfladisk, men behøver ikke at være det. Pointen er, at betalæseren går til dit manuskript, som en læser ville gå til det. Hvis din tekst keder læseren undervejs, så afspejles denne kedsomhed i doven læsning, hvor der skimmes og hoppes over hist og her. Denne slatne tilgang vil også afspejle sig i den feedback, du får tilbage. Det er et af skismaerne ved betalæsning. Betalæseren bringes netop ind, før bogen er færdig for at justere og gøre bogen bedre, men netop bogens ufærdige tilstand kan ødelægge læseoplevelsen og bidrage til sløset feedback. En betalæsers feedback kan derfor ofte være diffus, og det kan være ret svært for dig som forfatter at pinpointe, hvad det er, der ikke virker. En god betalæser forstår dette skisma og er i stand til at levere engageret læsning af et ufærdigt manuskript.  

Og hvad er alfalæseren så for en størrelse?

Først og fremmest bringes alfalæseren ind i det kreative rum før betalæseren (Se i øvrigt figuren her i artiklen længere fremme).  Altså på et tidligere tidspunkt hvor teksten er mindre færdig. Hvor en betalæser går til teksten som læser, så går alfalæseren til teksten som ligeværdig skribent. Den tilgang til teksten er essentiel i distinktionen mellem de to begreber. Betalæserens refleksioner cirkulerer altså omkring læseoplevelsen, mens alfalæserens cirkulerer omkring manuskriptet og historiens komposition.

Alfalæseren anvendes tidligt i skriveprocessen for at fange strukturelle fejl, som eksempelvis plothuller, men også for tidligt at kunne lave justeringer i persongalleri, i plottet og eventuelle subplots, men også for at kunne give forfatteren en tydeligere forståelse af sit eget materiale. Måske er der temaer, som kan udfoldes bedre, måske er der hele passager eller kapitler, som skal skrives om eller helt forkastes. Alfalæseren er en kritisk sparringspartner, der træder ind i den kreative proces tidligt, og en person der altså har en form for redaktionelt og kompositorisk blik.  

Men hvornår skal man bruge den ene eller den anden?

Et spørgsmål, jeg ofte støder på, er: ”Hvornår i sin skriveproces skal man anvende en betalæser?” Og mit svar er altid provokerende, kryptisk og delt i to:

1. Det SKAL man ikke, hvis ikke man har lyst.
2.  Så tidligt som muligt.

Nu gentager jeg mig selv fra indledningen af artiklen, men der er altså en grund til det, så bær over med mig: ”Forfatter” er ikke en professionsuddannelse, hvor der venter et job for enden af uddannelsen. Erhvervet som forfatter er som oftest dårligt lønnet, og kampen for at få sit manuskript udgivet er ofte uoverkommelig. Sagt med andre ord: Det er sjældent ydre omstændigheder, der driver en forfatters arbejde. Derfor må drivkraften komme indefra, og den drivkraft er ”lyst”. Lysten til at skrive, lysten til selv at forme sin bog og sin proces. Den lyst kan afspores, hvis man lader andre definere, hvordan man skriver. Og det er derfor, at jeg igen og igen skriver, at man som forfatter skal værne omkring sin proces. Den er din og ingen andens. Derfor er det også dit ansvar og din beslutning, om du ønsker at lukke folk ind i dit kreative rum. Men hvis du træffer en beslutning om, at du vil have andre ind, så plejer jeg at sige, at du skal have dem ind så tidligt, som du overhovedet tør.

Jeg ved, der er mange, der venter med at dele deres manuskript med andre, indtil de føler, at deres manuskript er helt klar til at se andre øjne. Som professionel alfa/betalæser har jeg læst en del manuskripter, som jeg ikke mente, var der, hvor forfatteren mente, at de var. Langt størstedelen af dem, jeg har betalæst for, har ment, at deres manuskript blot var en enkelt gennemskrivning fra at være færdig. Når jeg så har haft manuskriptet i hænderne og kasseret 10 kapitler, kørt en hovedperson ud på et sidespor og foreslået at manuskriptets tema tydeliggøres gennem flere gennemskrivninger og en omskrivning af de sidste 50 sider, så kan det ikke andet end at skuffe forfatteren. Men sådan er det, når man beder om grundig feedback. Derfor skal denne oplevelse ligge så tidligt som muligt, måske allerede når forfatteren har lavet sin første outline – hvis altså forfatteren arbejder med outlines. Hvis man vil have feedback, så få den hurtigt og gerne løbende, for det sparrer dig for en masse fejl og omveje, og det er med til at modne dit manuskript, så du kommer hurtigere og bedre i mål.

Jeg plejer også at sige, at anvendelsen af alfa- og betalæsere, har noget med erfaring at gøre. Hvis man er helt ny forfatter, og især hvis man ikke er særlig belæst og ikke kender synderligt meget til genretræk, så kan det være meget hjælpsomt at få en eller flere alfalæsere tidligt ind i sin proces. Hvis man har et par bøger bag sig og derfor har opbygget erfaringer med hele bogprocessen, så er alfalæseren måske lidt unødvendig, og så kan man måske nøjes med betalæsere. Jeg tror på, at sparringspartnere (uanset hvad vi kalder dem) er gode for alle bøger. Der er ingen bøger, der bliver dårligere af at have flere øjne på dem. 

Mine egne fejl og en note om forventningsafstemning

En af de fejl, jeg har begået med den bog, jeg skriver nu, er, at jeg gav et meget tidligt udkast af manuskriptet til betalæsere og troede, at jeg kunne få alfalæsningsfeedback tilbage. Jeg ønskede ”professionel” feedback til plot, karakterer og dialoger, men i stedet fik jeg bare betalæsernes oplevelse af historien. Og den var (selvsagt) ikke særlig positiv, for både manuskript og karakterer var umodne, og mine subplots lå og sejlede rundt.  

Derfor er det vigtigt, at du så vidt muligt forventningsafstemmer, når du bruger andre til at kritisere dit manuskript. Distinktionen mellem en alfalæser og betalæser kan netop anvendes til denne forventningsafstemning. Måske har du en skribent i dit netværk, som du stoler på. Den person kunne med fordel være din alfalæser. Lad dem få din tekst tidligt og tag så den helt store snak om din historie. Hvad er moralen? Hvilke temaer berører du? Er der en tidstypisk trend, der gør din bog særlig relevant lige nu? Hvem er din målgruppe? Hvordan strukturerer du bogen, hvilke fortælletekniske greb anvender du? Osv.

Senere, når din bog er tættere på at være færdig, kan du så hive betalæsere ind. De må gerne være i din målgruppe, så du får testet din bog af. Fanger de dine temaer? Forstår de, hvad din bogs pointe er? Er der passager, hvor læseren keder sig?

Hvis du er et sted, hvor du ikke har andre skribenter i dit netværk, men føler at du har behov for en alfalæser, så er det en ydelse, du kan købe dig til. Der er masser af freelancere og små forlag, som for små penge tilbyder betalæsning – i virkeligheden er det, mange af dem tilbyder, rent faktisk alfalæsning. Mange af dem nøjes nemlig ikke med kun at give feedback på læseoplevelsen, men går også i dybden med dit manuskript. Når jeg har betalæst professionelt for Forlaget Fjorden, så har det altid været alfafeedback jeg har givet tilbage – jeg har bare ikke haft ordet for det. Før nu.

Skal du have betalæsere, så kan du sikkert finde en i en af de to danske grupper på Facebook eller måske i dit eget netværk.

Hvor end du er derude, hvad end du skriver på, og hvem end du inviterer ind i dit skabende rum, så ønsker jeg dig held og lykke. Og husk det nu: Værn om processen!

---

HAR DU EN KOMMENTAR TIL ARTIKLEN, ELLER FIK DU IKKE SVAR PÅ ALLE DINE SPØRGSMÅL?
SÅ HØRER VI RIGTIG GERNE FRA DIG PÅ KONTAKT@FIKTIONER.DK