Et tidsbillede, en familiefortælling og en coming of age historie om evig betagelse og higen efter kærlighed. Et søskendeforhold strakt udover tid og geografisk afstand.

Du rejste. Hvordan så du ud, hvad havde du på, var du glad og fuld af håb, var du nyklippet? Hvordan havde mor det den dag? Var jeg med i lufthavnen? Atlanterhavet gjorde ikke den store forskel, for du var allerede fjern. 

Når vi fik morgenmad i køkkenet, læste du altid tegneserier, mens du spiste guldkorn og lavede en sjov lyd med læberne. Du anede ikke, jeg betragtede dig, jeg var fascineret af den lyd, og af hvor langt væk du var. Jeg prøvede at komme ind i din verden, men du overlod mig til mine egne guldkorn. Måske irriterede jeg dig, fordi du skulle hente og bringe mig i børnehaven, fordi mor skulle arbejde over. Når du hentede mig for sent, og jeg havde grædt, fordi jeg var bange for at være glemt, drillede du mig og fik mig til at bære din skoletaske eller trække din store cykel. Du syntes, jeg var et pattebarn, og det var jeg også. 

Du var en alvorlig dreng, og mor var meget seriøs, for hun havde travlt med at tjene penge til tre. Hun var et ordentligt menneske, der blev forladt af vores far, og vi skulle ikke lide nød. Det kunne godt blive meget alvorligt, så jeg var nødt til at være fjollet.

Lørdage var de bedste. Mor havde curlers i håret og gjorde rent hele dagen, det var meget humørforladt, og hun sendte os i gården, hvor vi legede med de andre børn, der også var sendt i gården. Alle mødre støvsugede og bankede tæpper i arbejderhjemmene. Vi legede skjul, kongeløber og blev sultne. Endelig måtte vi komme op igen, lejligheden var ryddelig og ren, og vi skulle have vores bad. 

Så kom vi til ugens højdepunkt. Med nyvasket hår og nattøj på, og mor i mellem os, fik vi læst højt af Vi på Krageøen eller andre Astrid Lindgren-bøger. Alle gjorde en indsats, vi drillede ikke hinanden, for mor havde pænt hår og havde gjort sig umage hele dagen, hele ugen, alle uger. Måske fik vi også noget sødt, men ikke meget, for mor gik ikke ind for frås. Det var en salig stund under lampen i den lille lejlighed på Nordre Fasanvej. Teaktræsmøblerne var venligt stemte, og stuen var harmonisk og fin. 

Du sov i øverste køje og var a-menneske, jeg lå i underen og var b. Jeg husker tapetet, det var gråmeleret, og sengen var armygrøn, jeg kunne ikke sove og blev drillesyg, så jeg sparkede på din køje. Først truede du verbalt, og det morede mig, så kaldte du på mor, som skældte ud inde fra stuen. Jeg drillede videre. Endelig truede du med at banke mig, og det var det mest spændende, fordi så havde jeg hele din opmærksomhed. Jeg skulle sparke en del gange, før du gjorde alvor af det, og du ville kravle ned ad stigen for at lappe mig en. Jeg hylede og kaldte på mor, som ikke gik ind for, at man slog.

Jeg så op til dig. Gjorde alt for at få din opmærksomhed og anerkendelse. Så meget, at jeg ville opgive mit køn for at ligne dig. Engang på Bornholm fik du en legekammerat, som spurgte dig, om jeg var din lillebror. Nej, hun er sgu da min lillesøster, sagde du. Jeg var både skuffet og stolt. På den ene side var dit aftryk anerkendt, men samtidig anerkendte du også, at jeg var en pige. Vi var begge plysset, gik i bar overkrop og praktiske shorts, du lærte mig at slås.

Der var altid afstanden, afstanden jeg altid prøvede at forkorte. Jeg sparkede på din seng, så du kunne komme ned ad stigen, jeg prøvede at sige det rigtige, klatre i træer som dig, forstå dine jokes, men jeg dumpede for det meste. Og så blev vi voksne, og så kom Atlanterhavet imellem os.

Du var min helt, og jeg vidste, at jeg altid kunne regne med dig, når det gjaldt. Jeg kunne tilkalde dig i skolegården, hvis nogen drillede eller truede mig. Du ville altid stille op med dig selv som tæskehold. Det gav mig en grundlæggende tryghed i verden. 

Du savnede nok far mere end jeg. Jeg havde aldrig haft ham derhjemme, han var fremmed og boede i et farvestrålende hus med den hvidhårede kone og to store schæfere. Han var distanceret, meget mere end dig, og han ville ikke komme, når jeg kaldte. 

Længtes du efter ham, både som et Atlanterhav og en oversvømmelse i kælderen? Han havde forladt dig efter at have været din far i fire år. Jeg var ikke til i verden i dine fire første år, men moster Astrid sagde, at jeg ikke skulle være ked af det, for det var bedre uden ham. Jeg savnede ikke noget, jeg aldrig havde haft, men senere længtes jeg efter ideen om en far. 

Han fik sat sit aftryk på dig. Det var smertefuldt, for det var ikke på grund af Atlanterhavet, det var den følelsesmæssige afstand han havde skabt i dig. Brugte du mange år på at forkorte den? 

Er det opskriften på opfindelsen af ensomhed? Aldrig at vide, hvor man skal rette sin kærlighed hen, aldrig at vide, om den bliver modtaget, aldrig at vide, om det er en tilfældighed, eller om du bare ikke synes, det er vigtigt at svare? Eller at din far ikke syntes, du var vigtig nok? Som gjorde, at du måtte bruge energien på at gøre dig synlig, gøre dig fortjent, og som du aldrig opnåede, så kærligheden for altid var hjemløs? Var det derfor, jeg heller ikke kunne gøre mig synlig, lige meget hvor meget jeg sparkede på din køje?

Alle sagde, at du lignede far og jeg mor, men jeg ved, at jeg lignede dig. Måske ikke direkte, men mere som et aftryk. Jeg gik som en dreng, talte som en dreng, var klippet som en dreng. Det var først omkring puberteten, jeg måtte smide håndklædet i ringen. Jeg var ikke en dreng. 

Mange år senere lå jeg på en sejlbåd i det Sydfynske Øhav og læste en roman om en bøsse. Jeg fik en åbenbaring om, at jeg måtte være bøsse og sagde det til Trine og hendes far. De slog det hen, for det kunne jeg jo ikke være. Jo, for jeg kunne godt lide drenge, og jeg følte mig som en dreng, ergo var jeg bøsse. 

Vi steg op ad den sociale rangstige og fik første parket til søerne. Du skiftede skole og fik nye venner. Nu flød det med en hel ny type mennesker i vores hjem, piger med farvestrålende tøj og peace-tegn om halsen. Mor var ikke vild med dit nye segment fra Nansensgade, og der gik ikke lang tid, før du blev sendt på efterskole. 

Jeg fik det største værelse i lejligheden med egen altan, det var lidt uretfærdigt, men du ville alligevel ikke have andet end en madras på gulvet og et kæmpe stereoanlæg. Du hørte rockmusik og læste stadig tegneserier, du havde langt lyst hår og gik i cowboytøj. Du var pigernes ven.

Jeg fik hjertetapet på mit værelse og købte tekrus i Skjalm P for mine lommepenge og havde overgivet mig til mine anatomiske betingelser.

Mor var gladere, far var i Afrika. Mor gik på aftenskoler og fik lønforhøjelser. Far sørgede for Mack Trucks til det afrikanske kontinent og drak GT med blondinen.

Opfindelsen af ensomhed fik dig til rejse efter far i Liberia. Jeg så billeder af dig og far og blondinen. I så glade og 70er-agtige ud. Du var en tur i fængsel og delte celle og toiletspand med en flok afrikanere. Far pralede af, hvordan han lod dig sidde så længe, at du kunne få en lærestreg, før han betalte dig ud. Fik du det, en lærestreg? Eller var det bare en måde at sætte sit aftryk på, jeg er din far, jeg har magten? 

En dag ringede du fra en bar i Kastrup og sagde, du var kommet hjem. Mor kørte straks derud i Folkevognen og fandt dig med en kæmpe cigar og nålestribet jakkesæt i en bar. Da du trådte ind ad døren i Vestersøhus, fyldte du hjemmet på en ny måde. Du var fløjet hjem på 1. klasse, fordi alle udlændinge blev smidt ud af landet på grund af borgerkrigen. Vi sad rundt om kakkelbordet og lyttede beundrende til dig. Vi havde en fransk udvekslingsstuderende boende, Thierry, som var i chok over dig. Du bankede ham i ryggen og prøvede at være jovial, mens mor og jeg grinede. Du åbnede dine kufferter og lagde spyd, masker, tøj, smykker ud på gulvet, som var gaver til os. I det øjeblik var jeg så lykkelig over, at du var kommet hjem og for alvor var blevet den mytologiske figur, du for altid skulle være.

Nu var vi næsten lige gamle og tilhørte samme ungdomsgeneration, mig og mine veninder festede sammen med dine venner. Vi kom med til festerne på Handelshøjskolen, på barerne, på weekendture, der blev kysset i hjørnesofaer og cykelskure. Det var en win-win for begge hold. Måske var pigerne og jeg en smule for unge, men ingen sagde noget, og det var en anden tid.  

En dag købte mor en lejlighed til os på Gråstensgade. Måske var det tid til at få os ud af huset. Det tænkte vi ikke over dengang. Du flyttede ind først, og jeg kom senere. Jeg var i Malawi for at lære far at kende. Malawi var som at flytte tilbage til Victoriatiden. Kvinder måtte ikke gå i bukser, og jeg havde ikke andet end bukser, så jeg gik på marked og købte afrikanske kjoler. Far havde ingen erfaring med at være far for en dansk teenagepige, blondinen var barnløs og havde ingen interesse i mig, så fars referencer til forældrerollen var teaktræs-agtige. Det gik ikke godt i spænd med en ung frigjort Københavnerpige som mig. Jeg var lykkelig for at komme hjem til Vesterbro.

Vi delte lejligheden, og jeg husker det som en god tid med gensidig respekt. Dit værelse var fyldt til randen med stigereoler, tunge møbler, en kæmpe hjemmebygget seng. Og din hund, Boss, fyldte med sin store sorte krop. Jeg prøvede at blive venner med den, men den knurrede af mig. Jeg kunne ikke lade være med at føle, at Boss var din underbevidsthed, som stadig syntes, jeg var irriterende. 

Jeg indrettede mit værelse i takt med 80ernes tidsånd, hvide vægge og gråmalet plankegulv, tøjstativ og futonseng. Jeg anede ikke, hvem jeg var på det tidspunkt, var droppet ud af gymnasiet og var begyndt på Statens HF. Det var noget rod. 

Du rejste igen en dag. Denne gang var det for altid. Gad vide, hvordan mor havde det den dag? Har du tænkt over det? Det tænkte vi ikke over dengang. Hun hjalp bare med at folde vores drømme ud. Hun havde slidt over 20 år, og det var landet meget godt det hele.

ANDEN AKT

Langt ude i Virginias skove, hvor bjørne lunter rundt, bor du nu, holder hunde og katte og endda frøer. Der holder en båd, en pick-up truck i garagen, ørne flyver over egnen, oaser med bænke, bålsted, stabler af træ og sten, der skal bruges til nye åndehuller. 

Jeg bevæger mig rundt på din grund i dit fravær, og du er allestedsnærværende. Det er som om, græsset er holdt op med at gro, som om kattene og hundene er i venteposition, selv frøerne sidder på lur og venter på lyden af din truck. Træerne suser stille, som om også de lytter. Jeg ved nu, at du for alvor hører til der, lige her i Virginia, og jeg savner dig mere end nogensinde. Og jeg ved, du er nødt til at komme hjem. For alt dette er intet uden dig. Din kone er intet uden dig, dine drenge er intet uden dig, din datter, din tapre og smukke datter er lavet af et helt særligt stof. 

Også jeg venter, jeg går udenfor og venter, lytter, ligesom dyrene og planterne, jeg kan høre, at græsset synger efter dig og siger, at dette sted er intet uden dig. Jeg stiller mig forskellige steder og mærker, hvad det siger om dig. Jeg mærker nærhed og ikke Atlanterhavet, for første gang. 

Det var vinter, og der var sne på gaden, tusmørket havde lagt sig i kirken og ved skæret af levende lys, fulgte du mig op ad kirkegulvet, gav mig væk. Far var der også, og han forstod godt, det ikke var ham. Og mor, åh mor kunne ikke være i sig selv af bar lykke. Jeg var ved at sprænge brudekjolen af stolthed, af dig. Alt var, som det skulle være. Vi to. Mit bryllup, min anden akt.

Husker du Tortola? Alle nuancer af blåt, og vi kaster anker i en bugt og går barfodet i land. På stranden møder vi Quito, som har det eneste guesthouse på stranden, bygget af drivtømmer, han spiller guitar og synger om aftenen, vi drikker cocktails med rom, du og jeg og mor og dine venner fra Sankt Thomas. Vi har aldrig sko på, på Tortola, vand, sand, sang og frihed, og det blå, blå, blå. 

Strandet i mine tanker, under træerne i Virginia, kommer Frankie ud og kigger efter mig. Hun logrer, og hendes store sorte krop logrer med. Kom så, Frankie, siger jeg og løber ned ad den stejle indkørsel. Frankie stopper et øjeblik på toppen, venter på Bear, den lille overhund. Bear godkender, og vi løber alle tre ned ad bakken. De afstemmer territorium og hierarki, der er styr på det, følger mig, og giver mig ikke væk. De er mine nye venner, og vi venter sammen. På dig.  

Jeg har besøgt dig i Virginia, mens Atlanterhavet var imellem os. Vi var uvenner, du var vred og skuffet over mig, først efter mors død og senere efter fars. Især fars død skabte et verdenshav af afstand, måske fordi opfindelsen af ensomhed, der nu var lagret i os begge, ramte hinanden som tektoniske plader, der fører til et jordskælv. 

I første akt kaldte du mig tit dum, som jeg endte med at tro på, for jeg var loyal. Dengang. Nogle gange her i anden akt, har jeg tænkt, at jeg måske var dum, jeg foretog dumme valg. Jordskælvet var en realitet, og jeg troede, frygtede, at jeg havde mistet dig for evigt. Jeg skrev en novelle, som handlede om at nærme mig dig igen, for når du er kold, er du helt kold. Venlig, men det er koldere end kold.

Jeg skrev om det værst tænkelige scenarie, der kunne bringe os sammen. Jeg havde mistet alt i Danmark, og ingen ville have noget med mig at gøre, men du forbarmede dig over mig, ligesom i skolegården kom du over og lovede de andre bank, selv om du syntes, jeg var dum og irriterende. I installerede mig i stenhuset længere nede ad vejen. Jeg passede mig selv, undtagen når vi spiste aftensmad sammen oppe i jeres hus, jeg var accepteret, men ikke hyldet.

Nu ligger du der med slanger koblet til din krop, apparater bipper, selvlysende grafer kører hen over skærmene, poser af medicin hænger som døde frugter fra et træ, din krop er hævet, og vi står ved siden af din seng. Dine sønner, din datter, din kone, mig. De er alle fra dit nye liv, jeg er fra dit gamle liv, fra første akt. Du blev min mytologiske bror, eventyret, den uovervindelige, ukuelige, nødden, der aldrig knækkede, afstanden, Atlanterhavet, aftrykket. 

Det var en fejl, sådan her skulle du ikke se ud, der var nogen, der ikke havde forstået, at ideen med dig var, at du skulle være udødelig, det var det, der ramte mig, at du var dødelig. Du så forpint ud, din pande var rynket, og når man rørte ved dig, gjorde det ondt, som om et lille strejf på armen kunne mærkes ind i bunden af din anatomi. Dit ansigt var stadig pænt, du lignede Sting eller Bruce Willis, mine mytologier fortsatte, hvad kunne jeg ellers gøre, det her var ikke en del af planen med dig. 

Jeg begyndte at gå op i, om der var for koldt eller for varmt i rummet, for lidt eller for meget lys, og sygeplejerskerne var flinke og skruede op og ned. Jeg havde kun set amerikanske hospitaler på film, og alt var ligesom på film. Det var bare ikke en film. Hver dag talte vi med læger med masker på, og ingen kunne fortælle os, hvad der var sket. De kiggede ned i jorden, mens de gned deres hænder bag ryggen. Lægerne havde ingen svar, ingen diagnose, men vi ville have en forklaring på det her rod. Du er udødelig, men det vidste lægerne jo ikke noget om, og det var det, der var fejlen. Det skulle de vide, og de skulle vide, hvem de havde med at gøre, mig, os, vi, der havde abonneret på din udødelighed. Sådan var det altså!  

Lisa og jeg kører frem og tilbage til hospitalet hver dag, to timer hver vej. Vi taler om det skrækkelige, vi græder, men taler også om musik, Lisa elsker musik og synger med på de fleste sange. Vi taler om film, politik og familie, mens Virginia suser forbi, det er efterår, og de grønne trætoppe er ved at skifte til gule og røde nuancer, farme på bakketoppe med indhegning til heste, Trump-skilte, Kamala Harris-skilte, flest Trump, huse med verandaer og gyngestole og amerikanske flag. 

Jeg ved, vi er tæt på dit hjem, når vi kommer til byen med skeletter og glæder mig til at se Frankie, Bear, frøerne, Hank, Starsky og Dexter, og undrer mig over, hvorfor man har skeletter på verandaerne og googler byen Flint Hill. Der må ligge en gyserhistorie gemt her, jeg læser en historie i en lokalavis om, at byens beboere bare synes, det er hyggeligt. Men ikke langt derfra i Winchester blev der fundet en indianergrav, så måske en hyldest til det amerikanske spøgelse.

Endelig er vi hjemme, Lisa lukker hunde og katte ud, hundene logrer og gør, kattene sonderer og sanser. Du er der ikke. Følelserne er flænsede af sorg, frygt, uvished, i tusmørket tænder Lisa en cigaret på terrassen, jeg går i køleskabet og skænker to kæmpe glas vin, cikaderne synger, frøernes kugleøjne glimter i mørket, Hank smyger sig, de venter stadig, dyrene, men vi er de næstbedste, det er vores pause. Dårlig samvittighed, fordi du ligger der, og vi sidder her, om lidt bliver vi småfulde, og følelserne vælter ud, der er ikke andet for.

Naboer og venner kommer forbi. Du har mange venner, som virkelig elsker dig. Kolleger kommer forbi med mad, mexicansk mad som en gestus af kærlighed. Ungerne kommer forbi, Luke har overtaget dit arbejde, han skal snart giftes med Haley, som taler om bryllup, brudepiger, kjoler og frisurer. Livet går videre, det er svært at forstå lige nu, men det hjælper. Vennerne siger, tjek lige hans truck, Lisa, der ligger måske en gun. Lisa er ikke overrasket, heller ikke bekymret. Måske også penge, siger de. Hun bunder et glas hvidvin og tænker på de andre ting, hun skal. 

Jeg er nysgerrig efter det med våbnet og pengene, joker om den lokale mafia. Det er kun mig, der synes, det er sjovt, så jeg fortsætter inde i mit hoved og bliver opløftet ved tanken om, at du er mafia. Du er min helt, og sådan bliver det ved med at være.

De ringer fra hospitalet. Du er vågnet, efter 11 dage uden bevidsthed, ude af intensiv. Øjne åbne, desorienteret, smiler, ved ikke helt, hvad der sker, stadig slanger forskellige steder, jeg er lykkelig, står på den ene side, Lisa på den anden, lægerne vimser rundt, du har mistet stemmen og taler som Godfather. Du spørger Lisa, hvilket firma hun kommer fra, hun svarer, hun er din kone og går væk og fælder en tåre, lægen siger, at det er normalt. Du beder om din mobil og holder den i hånden som en bibel, siger, du godt ved, hvordan du er endt her. Du har fået det i Kina, siger du, vi afstemmer vores reaktion og går med din version. Du fortæller, du kom til Kina med færgen og løfter mobilen og siger, du har det hele på telefonen. 

Realitetscheck. Vi siger til dig, du har været på hospitalet i 11 dage, og ingen ved, hvad du fejler. Du får dit gamle udtryk i ansigtet, at du ved bedre. Vi kigger på dig, på hinanden og ender med at glo på et tv med en fodboldkamp. Du taler i vildelse, mens du er helt rolig, og vi er vant til at tro på dig. Lægerne siger, det er normalt efter intensiv og massiv smertedækning. 

Der kommer en lille mexicaner på besøg, en stor beundrer af dig, vi er i samme klub, vi er nødt til at føre høflighedssamtale hen over din seng. Victorino spørger, om jeg er storesøsteren, og jeg bliver ramt af en latterlig forfængelighed, for er det ikke indlysende, at jeg er lillesøsteren? Du fanger den og løfter din højre hånd og highfiver Victorino. Vi griner alle sammen, ekstatisk, lettet, du er dig selv. Fræk og med humoren i behold.

Afsked. Jeg går op til dit hovedgærde, prøver at komme igennem slangerne, du tager min hånd, jeg prøver at være brav, vil allerhelst sige alt det, der står i denne novelle, men vi er på nyt territorium, du er storebror, redderen, helten, cowboyen, eventyreren, nu skal jeg være den store og sige, du klarede den, det er jeg glad for, total underdrivelse, der kommer lyde fra din mave, det afbryder højtideligheden, men mit fly går i aften, fortsætter afskeden, jeg siger, vi ses til brylluppet, sætter en pind i fremtiden, du presser mit hoved ind til dit bryst og siger, du elsker mig. Jeg går grædende ud ad stuen, Lisa ser mig, omfavner mig. Vi går, tager turen gennem Virginia. 

Far var fra Viborg, farfar døde tidligt, vi kender ikke rigtig farmor, hun virkede fjern, mor var fra Horsens, mormor og morfar var gode mennesker uden noget ondt eller suspekt, mor møder far på cykeltur på Bornholm, hun bliver gravid, far bor i København, mor flytter til København, far er ikke forelsket i mor, ved ikke, om mor er i far, men pligten kalder, og skammen lurer, far møder blondinen, bliver forelsket, mens han er sammen med mor, han kører to forhold, er grum og tarvelig, mor bliver gravid igen, med far, far har stadig blondinen, far forlader mor, skammen kommer. 

Var det det, der skabte Atlanterhavet inde i dig, i mig, mellem os alle, var det opfindelsen af ensomhed? Var det far? Der gjorde, at mor blev en skygge af sig selv, fordi hun skulle leve med krænkelserne og skammen, og du så det, noget af det, og et barn er et barn, så man lukker ned og overlever, enten med et Atlanterhav eller selv rejser over Atlanten for at slippe for det, afstanden, som savnet bagage.

---

Novellen, du lige har læst, er en af tre vindere af Fiktioners short fiction konkurrence, der sluttede i januar 2025. Emnet for konkurrencen var “Aftryk”.

“Bror” af Lotte Guld, har vundet fordi:

Det er umuligt at slippe “Bror”, når man først går igang. Den introspektive rejse fra barndom til voksenliv er skrevet i en selvudleverende, dog tilgivende tone, der aldrig slipper storebroderen af syne. Det evige fikspunkt. For hvem er de, vores søskende, vores livsvidner?

Fokus er hele tiden på relationen til broderen, men de familiære vilkår spøger i periferien og sætter gang i de store følelser: Beundringen over moderens arbejdsomhed, skammen over faderens utroskab, forundringen over broderens distance.

Lotte Guld mestrer til fulde at veksle mellem jeg’ets indre perspektivering og beretningen om opvæksten, som hæves fra det private til at blive et tidsbillede. Sproget flyder og bæres af en hypnotiserende rytme. Aftrykket på jeg’et står stærkt med familien i fokus på både godt og ondt, men også (heldigvis) fuld af både kærlighed og tilgivelse.