En ydmyghed kommer snigende, når naturen med elegant fredsommelighed, i ly af et stille vinterlandskab i Norge, ruller den røde løber ud og serverer en naturoplevelse i særklasse.

Jeg er på skiferie med mine forældre i Trysil. Men her på tredjedagen mærker jeg hurtigt, at det er én af de dage. Sådan en dag, hvor mørket har fat i mig. Hvor jeg har svært ved at røre mig. Hvor jeg har lyst til at drikke mig væk til et andet sted. Hvor jeg ikke har brug for at snakke. Mit hoved står ikke stille, og alt er op til overvejelse og skal vurderes i lyset af mit mørke. Jeg tager ikke længere mine piller, for jeg er bange for at miste netop det mørke, der har været bosat i mig, så længe jeg kan huske. Det nager mig, gør mig ondt, trænger ind og ud i alle afkroge af kroppen og lokker mig mod frit fjeldfald. Men det sætter ild til hjernen.

Mine forældre tager på tur. Jeg bliver alene tilbage i hytten. Efter en times tid med tomt blik mod trævæggene og følelsen af, at de strækkes ud pr breddegrad og på den måde giver mig for meget plads at være alene på, finder jeg jakke, støvler, hue og notesblok frem og går ud. Alt er hvidt. Og stille. Intet kan være mere stille end sne. Jeg bevæger mig ned ad den ene løjpe og finder et sted, hvor jeg kan se i hvert fald ti kilometer ud i den klare luft. Jeg sætter mig i det ene skispor og tager mit headset på, så det mest intense mørke holdes ude, og kun en flig lukkes ind. Her skal jeg sidde og kigge på naturen og se, om der ikke skulle dukke noget op til min bog. Det ender med at blive et irritationsmoment for to hurtige norske langrendsløbere, der suser forbi mig uden for sporet, mens de råber et eller andet, jeg kun perifert får fat i.

Der kommer intet. Jeg åbner for en smule mere af mørket og lader det trænge ind i tanken. Nok til at skrive på. Som når man nøjes med at drikke tre genstande for bare lige at komme i stemning, inden det kammer over og bliver decideret pinligt. Mørket. Det ligger latent, men svinger i intensitet. En katalysator, en ven og en både kreativ og destruktiv fjende. At skrive i nedtrykt tilstand og opslugt af melankoli er lidt som at blive valgt som den sidste til fodbold i skolegården for så at score hattrick. Det er lettere ikke at deltage overhovedet, men på ren og skær trods lykkes noget alligevel. ’Jeg skal fandme vise dem’. Og selvom jeg forsøger at finde den rette mængde negative følelser frem, er det eneste, jeg får nedfældet en titel så absurd, at man mærker centrifugalkraften ved Kafkas hurtige underjordiske rotationer i fodsålerne. ’10 nye måder at bruge en peberkværn på’. Jeg synes selv, jeg er morsom. Især nummer ni er jeg tilfreds med. ’9. Ukomfortable lameller til en meget smal seng’. Jeg griner for mig selv og tænker, at jeg nok er den eneste både i Danmark og Norge, der kan få et smil frem over den vanvittige idé. Ikke desto mindre er det skrevet, og jeg beholder det.

Men inspirationen viser sig kun i alt for korte glimt, og ikke to sammenhængende idéer åbenbarer sig for mig. Jeg nøjes med at skrue op for musikken i mit headset og stirre ud over fjeldene. Jeg kan se en skihejs med mennesker mange kilometer væk på et andet fjeld. Bittesmå prikker, der suser op og ned. En myretue midt i et snedækket landskab. I sig selv et bizart visuelt udtryk. Det er ikke mennesker, bare prikker. Der måske har tykke jakker på. Det er umuligt at se. Måske er Norges kongefamilie derovre. Måske statsministeren. Måske Holger Bech Nielsen på et par partikelacceleratordrevne ski. Who knows?

Mens jeg sidder og forsøger at finde ud af, hvad sne egentlig lugter af, mærker jeg noget varmt i nakken. Jeg tænker med det samme, at det sikkert er mine forældre, der er vendt retur og nu kigger mig over skuldrene for at se, om jeg får udrettet noget. De går meget op i min skrivning. Når man har siddet længe i sne, tager det et par sekunder at få rejst kadaveret. Så jeg rejser mig langsomt, mens jeg flytter mit headset ned om halsen og vender mig rundt. Få centimeter fra mig står en enorm hanelg. Og på trods af adskillige timer i sneen og tocifrede minusgrader er det første gang, jeg mærker kulden. Jeg fryser. Dyret kigger på mig. Og jeg på ham. Intens øjenkontakt. Med en bevægelse så langsom, at kun en beruset person, der forsøger at spille sober, kan gøre det, træder jeg et skridt tilbage. Hele tiden med øjenkontakt. Jeg kan lugte dens ånde og mærke dampen fra dens enorme krop. For første gang i dag bruger jeg mit stemmebånd. ”H-hej elg,” siger jeg med en stemme, jeg kan genkende, fra da jeg var 6 år. Den tager et skridt henimod mig, snuser til min jakke, og så udstøder den et prust. Jeg synker den liter spyt, der efterhånden har ophobet sig i min mund. Jeg vil gerne tale, men lige nu er jeg absolut ikke væbnet med disse ordenes vinger. Den pruster igen, og så vender den sig om og går roligt væk. Forsvinder ind mellem de tilsneede grantræer. Jeg står fuldstændig forstenet, i hvad der føles som timer. Men da jeg finder mig selv igen, står solen stadig højt på himlen.

Jeg har glemt alt om mørket. Jeg har glemt alt om menneskerne på det andet fjeld, om lugten af sne, om vrisne langrendsløbere og om peberkværne. Jeg er for første gang i en tilstand af intet-analyserende. En slags ikke-humør. Det vurderende sind vender først tilbage nogle dage senere, hvor jeg har fået genoplevet og forsøgt at tegne begivenheden. Både for mit indre syn men også konkret på papir. Jeg forsøger at skrive det ned. Men hverken indre eller ydre billeder eller sprog kan indkapsle den oplevelse helt og rent. Det var skræmmende, fascinerende, smukt, uhyggeligt, kærligt, brutalt, nøgent. Jeg gennemgår nærmest hele mit forråd af adjektiver for at kunne gengive historien på en adækvat og troværdig måde for mine forældre. Men jeg kan ikke fange det ord, jeg leder efter. Måske findes det ikke.

Da vi er på skiferie året efter, har jeg endnu en af de dage. Kroppen vil intet, hovedet vil rigtig meget. Jeg bliver hjemme i hytten. Jeg har søgt efter tilstanden af ikke-humør i et år, men jeg har ikke kunnet genskabe den. Mit møde med naturen. Ikke engang så det ligner. Jeg har endda brugt så meget tid på det, at jeg nærmest intet har fået skrevet hele året. Det eneste ’brugbare’, jeg er kommet frem til, er en tekst med titlen ’Reportage fra en udramatisk oversvømmelse’. Og teksten lyder: ’Der er vand overalt’. Igen har jeg grinet og grinet over min egen genialitet. Igen må jeg konstatere, at jeg står ret alene med den form for humor. Måske er jeg bare ikke en naturlig forfatter. Til gengæld har jeg en oplevelse siddende i mig, som ingen kan tage fra mig. Og nu når jeg sidder alene ved brændeovnen og ser elgen for mig igen, så begynder jeg langsomt at se perspektivet. Som en slags overjordisk påmindelse. Ikke guddommelig. Men åndelig. Der var et moment mellem mig og den elg. Et moment, der måske var bestemt som en påmindelse om noget, jeg i virkeligheden nok har glemt for mange år tilbage. At der i selv de mest emotionelt overvældende øjeblikke altid ligger en undertone af desperation. For hvorfor ellers bliver en kvinde hos en mand, der giver hende bank? Hvordan kan vi holde til at have børn, der holder os vågne flere år i træk? Hvorfor går et normalt frygtsomt og fysisk overlegent dyr, der ellers i flere tilfælde rent faktisk har angrebet mennesker for at beskytte familien ikke til angreb på mig, der har indtaget dens naturlige territorium? Måske kan stærke følelser kun eksistere i kraft af en vis mængde desperation. En higen efter ikke at tabe noget på gulvet, selvom det driver én til vanvid. Måske forstod den, at jeg ingen onde intentioner havde, men at jeg faktisk bare følte mig som en ydmyg gæst, der selvfølgelig forstår, at jeg nu er blevet høfligt fortalt, at den faktisk gerne vil være alene. Og at jeg værdsætter mødet højt nok til selvfølgelig at følge anvisningen.

Der er muligvis en risiko for, at jeg tolker vel rigeligt på et enkelt øjeblik. Tilværelsen har det med at bringe mange af den slags med sig, og man kan hurtigt blive krøllet i kasketten, hvis man enten vil eller skal poetisere over dem alle. Og jeg er på ingen måder nogen Sebastian Klein, Søren Ryge eller Johannes Møllehave. Jeg ved i virkeligheden kun, at jeg er blevet rørt ved af en stor hanelg i den frie norske natur, og at det er en ret fed historie at have med til familiemiddage. Ja, det moment med elgen var måske bare et moment med en elg, og jeg går ikke ud fra, den gik hjem til sin familie og fortalte vidt og bredt om mig og om de refleksioner, det havde sat gang i hos den. Men for mig var det et vanvittigt øjeblik. Et øjeblik, hvor alt føltes parat til enten at krakelere eller lade sig forløse i en slags ængstelig eufori. Et øjeblik af respekt og gensidig frygt. Desperation, men kærlighed nok til ikke at lade desperationen vinde.

---

Novellen, du lige har læst, er en af tre vindere af Fiktioners short fiction konkurrence, der sluttede i januar 2025. Emnet for konkurrencen var “Aftryk”.

“Naturens helgen” af Jeppe Alling Jacobsen, har vundet fordi:

I uovertruffen og sikker stil fører Jeppe læseren igennem ikke bare sit fænomenale møde med en af naturens kæmper, men også jeg’ets krøllede sind. Et møde, der viser sig at sætte dybe og eksistentielle spor. Således viser aftrykket sig dobbelt på smukkeste vis og efterlader læseren i eftertænksom tilstand.

Sproget er uforceret, legende og let – og med afstikkere, der får smilet frem midt i al alvoren. For hvem ville ikke gerne læse om de ni andre måder at bruge en peberkværn på eller se Holger Bech Nielsen på et par scifi-ski?

Da vi første gang læste “Naturens helgen”, var vi ikke i tvivl. Her sad vi med en vindertekst, der i al sin fredsommelige naturpragt og uden stor ståhej, action, spændingskurve og andre skrivekneb alligevel ramte plet. Nogle gange skal der ikke mere til end at trække gardinerne til side, vise mørket inde bag ved, og give plads til at blot en enkelt solstråle – eller en elg – kan slippe igennem.