“Euphoria” af Sam Levinson (TV-serie, HBO)
Anbefalet af Jannik Landt Fogt

Tilbage i 2019 da den første sæson af Euphoria havde premiere på HBO, kunne jeg ikke få armene ned. High school-serien havde flydende køn og seksualitet, rigelige mængder af stoffer og alkohol og en rodløs ungdom, der syntes at fumle sig igennem dramaet uden nogen former for ballast andet end rå attitude og sårslikken via euforiserende stoffer. Siden da, er det blevet til sæson 2, og her i starten af 2026 (fra april) har man så kunnet streame sæson 3. Den springer et par år, og vi er nu i vores hovedpersoners unge voksenår. De er ved at etablere deres ”karriere”, men kæmper stadig med deres dysfunktionenelle relationer til hinanden. I sæson 3 er der skruet op for volden og gevaldigt op for det seksuelle indhold –  to af seriens arenaer er Only Fans og en snasket stripklub eget af den skræmmende Alamo Brown, der spilles af Adewale Akinnuoye-Agbaje.

Serien har mistet lidt af sin high school uskyld, og lydbilledet lider under, at det ikke længere er musikeren Labrinth, der styrer musikken. Han smækkede med døren inden premieren og tog al sin musik med sig. Men, men, men det er stadig en skide god, grænseoverskridende og virkelig velfortalt tv-serie. Hvis man vil læse mere om den, så anbefaler jeg Soundvenues meget omfattende dækning af det populærkulturelle fænomen. Den finder du her.  

“Dyrene i Afrika” af Erlend Loe (Roman)
Anbefalet af Jannik Landt Fogt

Jeg har efterhånden læst en del af den norske forfatter Erlend Loe. Romanen ”Helvede” (om en fraskilt kvinde der finder en trappe til helvede og indleder en affære med satan) og Doppler-trilogien (om manden Doppler, der befinder sig midt i livet og i lidt af en en eksistentiel krise), er blandt mine favoritter. Men Loes oprørsroman ”Dyrene i Afrika” fra 2019 er strøget lige ind på min Loe-liste og har taget førstepladsen. Den handler om fem norske velfærdsborgere, der render på hinanden og beslutter sig for, at det da også er for dårligt, sådan som vi behandler produktionsdyrene i vesten. I bedste absurde Loe-stil beslutter de sig for at drage til Afrika og skænde the big five. De vil simpelthen have sex med dyrene, mens de tager billeder af det og bruger det som en metafor for, hvordan vi fucker med alle verdens produktionsdyr. Bogen skal læses for dens helt fantastisk sjove personkarakteristikker og for dens bidende satire om savanneromantik, forbrugssamfundet og et noget fesent oprør, der fortaber sig i personligt fnidder om, hvem der må bolle løven først.

Efter det just overståede danske svinevalg, kan man prise sig lykkelig over demokratiet, og over at vi trods alt ikke er nødt til at tage Loes klimaaktivisme i brug for at sætte fokus på dyrevelfærd.   

“DTF ST. Louis” af Steve Conrad (TV-serie, HBO)
Anbefalet af Jannik Landt Fogt

DTF St. Louis er en mørk komedieserie med nogle af de mest ømme portrætter af mænd i krise, som jeg nogensinde har set på TV. Historien følger to midaldrende mænd, der bliver venner og begynder at bruge en datingside for gifte mennesker, som ønsker affærer. Det, der starter som en flugt fra hverdagens frustrationer og et forsøg på at genfinde spændingen i livet, udvikler sig hurtigt til et kaotisk trekantsdrama fyldt med hemmeligheder, begær og dårlige beslutninger.

Serien, der kun er på syv afsnit, bæres af suveræne præstationer af Jason Bateman, David Harbour og Linda Cardellini. David Harbour spiller den overvægtige, retningsløse og forholdsvis kiksede ægtemand Floyd Smernich, der er gift med Carol Love-Smernitch (Linda Cardellinni), en surburban mom med hang til selvhjælpslydbøger og med en dreng med vanskeligheder i skolen, der i øvrigt har en tvivlsom relation til stedfaderen Floyd. Familiens relationer er i forvejen udfordret, men det hele eskalerer, da vejrmanden Clark Forrest (Jason Bateman) træder ind i deres liv.  Inden nogle har set sig om, er der begået et mord. Det efterforskes af den boomeragtige og meget erfarne detektiv Donoghue Homer (Richard Jenkins) med assistance fra den mere seksuelt oplyste og væsentligt yngre Jodie Plumb (Joy Sunday). Stod det til Homer, er sagen allerede opklaret efter første besøg på gerningsstedet, men Plumbs alternative observans trækker de to efterforskere ned i en sag, der viser sig at være lidt mere kringlet end først antaget.

Serien er super kompakt og fortalt nonlineært med masser af twists and turns. Den har, her i juni, vundet en pris for Outstanding Limited Series ved 3rd Gotham TV Awards. Og måske er der også Emmy’er på vej til den.