Jannik fra Fiktioner har været på besøg hos forfatter og aktivist Lone Aburas. Det er der kommet en form for interview ud af. En samtale om kapitalisme, litteratur, generation X og aktivisme.

Jeg har linket til det her opslag fra Jakob Vedelsby, daværende formand for Dansk Forfatterforening, så mange gange, at jeg nærmest kan linkadressen i søvne. Opslaget er fra 2016, og det er baseret på Bog- og Litteraturpanelets rapport om danske forfattere og oversætteres levevilkår. Skal man destillere budskabet ultrakort, så er det, at hver fjerde danske forfatter i 2016 levede for under 8.333 kr. om måneden. Det er lavere end kontanthjælpssatsen samme år. Hvis man tvivler på den danske forfatterstands forarmelse, så kan man evt. læse om storsælgende Josefine Ottesen, der i 2018 sagde til Politiken, at fødekæden i den danske litteratur er gået i stykker. Fra samme år, kan man læse Kaspar Colling Nielsen opråb i Pov.International, eller man kan læse Anders Haahr Rasmussens Zetland-artikel fra 2024, der handler om, at knap en fjerdedel af danske forfattere er på overførselsindkomst, eller man kan læse Lea Marie Løppenthins spritnye essay i Weekendavisen, hvor hun klarlægger, hvor rystende lidt hun er blevet betalt for sine bøger eller man kan læse Victor Boy Lindholms artikel i Weekendavisen, eller, eller, eller. Der er skrevet rigeligt om de danske forfatteres vilkår. Og jeg fremhæver det ikke her i starten af artiklen, fordi jeg har en pointe med det, det er bare en relevant kontekst for det interview, du skal til at læse. 

Jeg er stået op klokken 6:10 for at tage toget fra Jyderup til København. Jeg skal lave et interview med Lone Aburas, og jeg er endnu ikke helt klar over, hvad interviewet skal handle om, hvilken vinkel jeg skal anlægge, eller hvilket format jeg skal give artiklen, men jeg har læst (næsten) alle hendes bøger – eller det vil sige, jeg har læst de 7, hun har skrevet, som er udkommet på Gyldendal, så jeg føler mig nogenlunde parat, og jeg ved, at samtalen bliver politisk. Sådan er det med Lone.  

Kl. 9:00 slæber jeg mig op på fjerde sal i et lejlighedskompleks på Østerbro. Lone lukker mig ind, og jeg får et hurtigt kram og får sagt noget om mit andet arbejde. Ikke mine egne skriverier, ikke mit tilnærmelsesvist ulønnede arbejde for Tidsskriftet Fiktioner og ditto mikroforlag, eller mit sporadiske arbejde som Escaperoom-nulstiller hos Escapeable, men om mit onsdagsarbejde, hvor jeg skriver og youtuber om tegneserier for butikken Fantask. Lone siger, at hun også godt kunne tænke sig et arbejde, men at hun har fået afslag på de sidste par ansøgninger, hun har sendt til forskellige udbydere af rengøringsjobs. 

Lone har vundet Munch-Christensens Kulturlegat i 2009. Hun fik tildelt Statens Kunstfonds tre-årige arbejdslegat i 2010. Hun vandt Montanas Litteraturpris og Leo Estvads Legat i 2017 og Otto Gelsted-Prisen i 2022. Lone har undervist på forfatterskolen fra 2020 til 2024 og har siden undervist på Skrivekredsen i Nordvest. Alligevel står vi og snakker om rengøringsjobs.

”Sammen med tre andre forfattere har jeg en enkelt projektansøgning liggende hos Statens Kunstfond, men ellers er jeg helt stoppet med at ansøge Kunstfonden,” siger jeg og fortsætter, ”der er noget ydmygende i hele tiden at skulle gå tiggergang. Jeg gad godt at stifte et forlag, hvor jeg kun fastansætter forfattere og giver dem månedsløn, og så kan alle de andre forlagsarbejdere blive betalt med royalties. Lad os se hvordan de tager det, når salget udebliver, og deres løn bliver en brøkdel af, hvad de havde forventet. Jeg forstår helt grundlæggende ikke, at vi forfattere finder os i vores arbejdsvilkår.” 

Lone griner og siger så: ”Jeg har også opgivet ansøgningerne til Statens Kunstfond. Jeg har ikke søgt i to år. Jeg skriver heller ikke bøger mere. Det kan ikke betale sig. Nu skriver jeg film i stedet for. Sidste år fik jeg 180.000 for at skrive et filmmanuskript. Jeg har aldrig tjent den slags penge på mine bøger. Manuskriptet blev i øvrigt skrottet, men pengene var stadig mine. Som så mange andre mennesker blev jeg betalt for det arbejde, jeg udførte, ikke for om arbejdet resulterede i en salgssucces eller ej.”

Jeg siger, at jeg ikke forstod branchen, da jeg sprang ud som forfatterspire tilbage i 2016, men at jeg nu har indset, at der ikke er noget at forstå. Der er ikke nogen hemmeligheder, det er bare ren og skær og helt, helt simpel kapitalisme: Udbuddet af bøger er større end efterspørgslen. Eller sagt på en anden måde; der er for mange, der skriver, og for få der læser. Og nå ja, så er det også lige det faktum, at vi som forfattere er sindssygt ringe organiseret og at vores ”løn” beregnes som en procentdel af et fremtidigt salg, der måske aldrig kommer. Vi er en flok sølle pjalteproletarer, som Knud Romer sagde helt tilbage i 2014.

Lone siger, at det også bare er træls at høre på sådan nogle kreative typer som os to, når vi står og brokker os over, at vi ikke har nogle penge. Vi har jo masser af frihed. Og det er jo noget, vi selv har valgt. Udsagnet kunne være taget fra en af hendes bøger. Der er ikke en eneste af hendes bøger, hvori der gives respit til #firstworldproblems. Hun har, siger nogen, dedikeret sit forfatterskab til at udstille den vestlige verdens hykleri.

”For nogle år tilbage snakkede jeg med en anden forfatter og illustrator. Han sagde, at han ikke kunne lide at brokke sig over branchens forhold, fordi der jo ikke er nogle, der har bedt ham om at skrive. ”Hvorfor er det, at arbejdet med at skrive skal være så skamfuldt?” spørger jeg. Lone trækker på skuldrene.

Kapitalisme, kendiskultur, sociale medier og rengøring

”Hvor skal vi starte Lone?” spørger jeg.
”Det ved jeg ikke, det er jo dig, der stiller spørgsmålene.”
Okay, så lad os starte på de sociale medier. Dér er du nemlig ikke – hvorfor ik’?
”Jeg har det ikke godt med at udstille mig selv på den måde.”
”Men er det ikke en præmis for at være forfatter? At gøre opmærksom på sit forfatterskab – også selv at arbejde for at sælge bøger?”
”Mjoe.. Det ville nogen nok sige, men det er ikke en præmis, jeg trives i. Jeg synes, vi lever i en tid, hvor kapitalismen bakkes op af en kendiskultur. Hvor spektakularitet og berømthed er en valuta, der kan oversættes til indtjening og endda til politisk indflydelse, som vi ser det i USA, og jeg synes, at den kobling mellem privatliv og indtjening er giftig.”

Lone rækker mig en kop kaffe og tager selv en tår af sin.

”Jeg tror, det er sygt hårdt, også for kendte og rige mennesker, at være sit eget brand. Hele tiden at arbejde med sit eget image, som noget salgbart. Som en vare. Og endnu værre, så tror jeg at man bliver afhængig af det. Man bliver afhængig af opmærksomheden. Jeg vil hellere have et nede på jorden arbejde som rengøring, end jeg ville skulle sælge min sjæl og privatliv på de sociale medier. Ét er, at jeg værner om mit privatliv, noget andet er, at der er andre i min position, kvinde, brun og venstrefløjsaktivist, der er stået frem med deres holdninger og har måtte leve med alt det lort, der følger med. Død- og voldtægtstrusler, hatemail. Jeg gider det ikke.”
”Hvad er du først og fremmest – forfatter eller aktivist?”
”Aktivist.”

Svaret overrasker mig. Og samtalen tager en anden drejning, som ikke er relevant for artiklen her. Men det er på tide, at jeg kommer med en disclaimer. For Lone og jeg har gået i gymnasiet sammen. Vi gik på HTA i Høje Taastrup, hvor Lones debutbog ”Føtexsøen” foregår. Vi gik ikke i den samme klasse, men vi var begge to aktive i Operation Dagsværk.

”Allerede tilbage på HTA, inden nogle af os var begyndt at skrive, der fornemmede jeg en fuldstændig kompromisløs drift i dig. Et fokus på og en overbevisning om, at din tid her på kloden skulle bruges til at gøre verden til et bedre sted. Med en beskyttet opvækst i et middelklassehjem var jeg ikke stødt på den indstilling før. Og siden tiden på gymnasiet er jeg kun stødt på det temperament få gange. Måske fordi jeg har gået på CBS med en masse kolde økonomer, haha, men altså hvor har du den drift fra?”
”Den har du da også, Jannik?”
”Ej, det har jeg altså ikke.”
”Nå, det troede jeg. Jeg troede, vi var fælles om det dengang på HTA.”
”Arj, jeg var sgu bare en medløber, jeg fulgte dit lead. Så hvor har du den fra?”
”Jeg har den hjemmefra. Især fra min far. Han har altid være orienteret mod international politik, og vi har ALTID talt om politik derhjemme.”
Lone danner en tragt om munden og hvisker: ”Jeg skal hilse og sige, at det ikke altid er vildt hyggeligt. Og at vi også nogle gange lige må lægge diskussionerne lidt til side, især når børnene er omkring os.”

Operation Dagsværk og 210 forfattere

Tilbage i 2025 tog forfatter Kristina Stolz initiativ til at skrive et åbent brev til regeringen om Israels bombninger af Gaza. Vi var 210 forfattere, der underskrev brevet. Jeg har tidligere været åbenmundet omkring forholdene i bogbranchen, men jeg har aldrig før udtalt mig om så sprængfarligt et emne. Fra basket-dokumentaren ”The Last Dance” husker jeg den ikoniske scene, hvor en sort, demokratisk kandidat (Harvey Gantt) stiller op som senator i basketstjernen Michael Jordans hjemstat North Carolina. Gantt vil gerne have, at Michael Jordan, der var på højden af sin karriere og med en kæmpe skobusiness bag sig, skulle støtte senatoren, men Michael Jordan afslog ønsket med sætningen: ”Republicans buys sneakers too.” Jeg synes, det var en klog betragtning, men selvfølgelig også en helt vildt fej beslutning. Det er netop Jordans svar, der rumsterer i baghovedet, da jeg har læst Kristina Stoltz’ brev igennem og overvejer, om jeg skal underskrive. Vil mit fremtidige skriveri, mit salg af bøger, blive påvirket af et protestskriv? Jeg vælger at underskrive brevet, og dagene efter kunne jeg så læse, at komiker Thomas Wivel kaldte os alle sammen for nosseløse medløbere og Hamas sympatisører, og derfra blev det bare grimmere og grimmere. Jeg kan huske, at jeg bare sad og stirrede på skærmen og læste kommentarsporet under Wiwels opslag, fuldstændig lamslået. Målløs over alt hadet og splittelsen. Jeg fortæller Lone om oplevelsen.  

Hun griner og siger så: ”Welcome to my world.”
Så fortæller hun om en oplevelse på HTA, som jeg ikke kan huske. Eller som jeg har fortrængt.
”Tilbage i 1997, da vi begge to var med i Operations Dagsværk, der samlede vi ind til fattige kaffebønder i Guatamala, kan du huske det?” spørger Lone.
”Sagtens,” svarer jeg.   
”Det var ret problemfrit at samle ind til mayafolket i Guatemala. Året efter samlede vi ind til fem skoleprojekter i Palæstina. Der blev jeg af andre studerende kaldt for antisemit, og jeg blev kaldt op på rektors kontor, hvor jeg skulle stå skoleret sammen med en lærer, der havde støttet aktionen, og så blev vi ellers belært om jødernes historie. Det var så ubehageligt.”
”Sidder den oplevelse stadig i dig?”
”Den og mange flere af slagsen.”
”Hvad er det så, der driver dig videre, til at trodse frygten og blive ved med at engagere dig politisk?”
”Jeg kan ikke acceptere uretfærdighed. Også hvis det bare er et eller andet, der sker nede på gaden. jeg kan ikke lade være med at blande mig.”   
”Vil du gå så langt som til at sige, at det er et tema i dit forfatterskab; uretfærdighed?”
“Mjae både og – mit fokus er jo snævret lidt mere ind end generel uretfærdighed. Mit fokus er på kolonialisme. På kolonialismens efterspil og de konsekvenser som det medfører for en masse mennesker. Bl.a.  immigranter og flygtninge.”

Litteraturens aflad

I min tidligere artikel for fiktioner ”Den nye Bogstavelighed og Post-gyseren” konkluderer jeg, at litteraturen er blevet farlig igen. At vi lever i en tid, hvor det skrevne ord ikke bare er ligegyldigt, men en tid hvor litteraturen er til debat, og hvor den foranlediger både skænderier og retssager. Tilbage i oktober tog jeg et kursus på BBC Maestro, hvor Alan Moore sammenligner forfattergerningen med shamanere, ”ord er magiske besværgelser,” siger han. ”De er farlige, fordi de kan forandre verden.”

Jeg vil gerne tro på det. På litteraturens forandrende potentiale. På, at det nytter noget at skrive.  Men jeg fornemmer, at Lone ikke lider under samme naivitet. Så jeg spørger hende: ”Synes du, at litteraturen er farlig?”
”Litteratur er det mindst farlige og mindst radikale. Jeg tror ikke synderligt på dens forandringspotentiale.”
”Really?”
”Altså for nogle år siden blev jeg passet op af to unge indvandrerfyre, som havde læst min sjette bog (B-sider) og som sagde, at de kunne spejle sig i min lyrik. Det påvirkede mig. Det er sket før, at folk har identificeret sig med mine bøger, og det rør mig selvfølgelig, men jeg tror ikke, man kan tage og gange den tendens op til noget, der ligesom flytter sig på samfundsniveau. Her tror jeg meget mere på aktivismen. På at gå ud i verden og gøre en forskel. Og jeg ville hade, at mine bøger blev læst som aflad.”
”Som aflad?”
”Ja, som om, at jeg har gjort en politisk handling, fordi jeg har skrevet et stykke politisk litteratur. Så er der en journalist, der kan interviewe mig om bogen, og så kan vi begge to gå hjem og vaske vores hænder og føle, at i dag har vi været politiske. Den slags tror jeg slet ikke på. Jeg vil ikke være en del af det.”

Der er den igen. Hashtag ingen respit. Skubbet ned fra piedestalen. Det moralske tæppe revet væk under fødderne. Jeg får dårlig samvittighed, for jeg kender afladsfølelsen. Og jeg ved fra et tidligere interview med Lone i Politiken, at hun synes, at middelklassens skam er helt vild uproduktiv.

”Men du bliver jo anerkendt for at være en af de mest politiske skribenter som Danmark har fostret? Tror du virkelig ikke, at din skrift er med til at forandre?”
”Jeg har skrevet en del om Gaza, bl.a. min akuttekst der hedder Frisk Fordærv, og kort tid efter angrebet den 7. oktober arbejdede jeg sammen med Ditte Bruun Bak og 44 danske forfattere om langdigtet ”Jeg er vred”, som Information bragte. Mit håb er da, at den slags tekster kan være med til at skabe opmærksomhed, men helt ærligt så tror jeg ikke på, at de skubber noget særligt. Og det der med, at være en af Danmarks mest politiske skribenter, det er jeg ligeglad med, det er ikke en konkurrence. Det var min mor, der lærte mig det. Man kan konkurrere i sport, ikke i kunsten, ikke i litteraturen. Det er meningsløst.”
”Det lyder ret meget som ham der, hvad er det nu han hedder…”
”Åhh jeg håber, det er en sej én, du sammenligner mig med…” 
”Jeg kan ikke huske, hvad han hedder, nårh jo, Nick Cave. Da han var nomineret til The MTV awards i 1996, holdte han en tale, hvor han trak nomineringen tilbage, og sagde hans kunst var ”in competion with no one.”
”Jeg elsker Nick Cave, og jeg er helt enig. Det her med at være den bedste til kunst, at vinde priser og blive fremhævet frem for alle sine kollegaer der også bare er pisse dygtige, det er sådan noget individualistisk bullshit.”
”Got it,” siger jeg og fortsætter: ”Nu vi er ved sammenligningerne…”
”Åh nej, hvad nu?”

Generationer versus klasser (eller: Grunden til at Lone ikke skriver utopier)

”Jeg læste engang en artikel af Matthias Dressler-Bredsdorff…”
”Ham kan jeg godt li’!”
”Ja, det kan jeg også, men det er ikke ham, jeg vil sammenligne dig med.”
”Nårh, øv.”
”Nej, Matthias siger, at os i generation X, hvis ikoner er ironiske genier som Casper Christensen og Mikael Bertelsen…”
”Arj, dem vil jeg altså ikke sammenlignes med!”
”Matthias siger, at fordi vi er vokset op som unge under Berlinmurens fald, så har socialistiske ideologier aldrig været tillokkende for os. Han skriver, at os X’ere bare har taget kapitalismen til os, og at vi slet ikke har fantasi til at forestille os en yderside – et samfund, der ikke har kapitalismen som den drivende motor.”
”Altså nu underminerer jeg hele dit spørgsmål. For de her generationsbegreber de holder ikke vand. Skulle jeg have noget tilfælles med folk i kultureliten, bare fordi jeg har den samme alder? Jeg tror langt mindre på de her gennemgående generationstræk og langt mere på klassetræk. De samfundsklasser, vi vokser op i, er meget mere definerende for, hvem vi bliver som voksne og for vores muligheder senere i livet.”
”Okay, så lad mig prøve at stille spørgsmålet på en anden måde. Da jeg studerede på CBS, havde vi et fag, der hed nonlineær økonomi. Det var et marxistisk fag, hvor vi med Marx’s tekster såvel som nogle af nymarxisterne forsøgte at finde de her ydersider. Steder, der fungerede uden for kapitalismen, men pointen var, at kapitalismen jo fandme er i stand til at kapitalisere på alt. Selv revolution. Det er jo derfor vi i dag har begreber som rainbow- og greenwashing. Selv når vi forsøger at lave forandringer til det bedre, når vi kæmper for seksuelle minoriteters rettigheder eller demonstrerer for klimaet, når vi forsøger at lave noget, der ikke har vækst og indtjening som første prioritet, så opfanges bevægelserne. De indordnes til kapitalen. De værdisættes. De sælges. Vi går fra at tale om transpersoners rettigheder til at købe en regnbuefarvet milkshake i Netto, eller fra at tale om planetære miljø- og klimagrænser til at købe grøntvasket fastfashion, der består af 10% genbrugstøj og 90% plastiktøj, som i øvrigt er endnu mere skadeligt for miljøet.”
”Det er jo også derfor, litteraturen ikke er farlig mere. Den arbejder på indersiden af kapitalen.”
”Okay, der kom så et svar på mit tidligere spørgsmål.”
”Ja, litteraturen er ikke farlig. Her er jeg i øvrigt enig med en anden gen-X darling, nemlig Michel Houellebecq. Jeg hader hans holdninger, men ELSKER hans bøger. Men hans pointe om, at kapitalismen sniger sig ind i alle vores menneskelige anliggender, den er jeg enig med ham i. Det gælder, mener jeg, også litteraturen.”
”Du glider af på mine spørgsmål, Lone, eller også stiller jeg dem ikke ordentligt.”
”Gør jeg? Nå, det er ellers ikke min intention. Så spørg mig igen.”
”Både Matthias Dressler-Bredsdorff, min CBS undervisers pointe, og nok også Houllebecqs pointe er, at der ikke længere findes steder uden for kapitalismen. Er du enig i det? At den er et grundvilkår?
”Ja, sgu!”
“Okay, Matthias siger, at det er fordi, vi er gen X’ere, at vi ikke kan forestille os et sted uden for kapitalismen. Vi har simpelthen ikke evnerne til at forestille os et samfund, socialistisk eller noget helt tredje, som eksisterer uden at være grundlagt på en kapitalistisk model. Utopierne er døde, kunne man sige – og det passer jo også med dit forfatterskab – du skriver jo ikke utopier. Du kommer ikke med anvisninger til, hvordan et anderledes liv kunne se ud. Hos forfatter-Lone er der ingen designs? Ingen antydninger af bedre verdener. Ingen utopi.”
”Altså for det første vil jeg gerne lige have de fundamentale menneskerettigheder på plads først. Så kan vi altid tale om utopien bagefter. Altså jeg mener, lad os nu få fikset den ligestilling på tværs af kønnene, på tværs af hudfarverne og de kulturelle-/religiøse tilbøjeligheder og lad os i det mindste stoppe med at slå hinanden ihjel. Når vi er dér, så kan vi tale sammen om utopien bagefter.”
”Men er det ikke utopien, der kan give anvisninger? Er det ikke ved at bruge fantasien og pege ud på hvordan verden kunne se ud, at vi som forfattere kan inspirere til en anden verden? Vi har jo nye genrer som hopepunk og solarpunk, der netop går i den retning?”
”Det har klart noget med temperament at gøre, og det her med at have et brændstof, som man kan skrive på, det kan være vrede eller indignation, men helt ærligt, Jannik, kan du forestille dig mig sidde og skrive om en verden, hvor vi alle sammen bare lever i fred og fordragelighed? Det kommer ikke til at ske. Det er jo ikke sjovt at skrive sådan noget. Utopier er fucking kedelige.”
”Det er altså ret gen-X agtigt sagt dét der.”
”Måske, men jeg kan ikke se det for mig. Jeg vil meget hellere skrive om brutaliteten i vores verden, og skubbe den helt op foran snuden på mine læsere. Desuden er modstand og indignation en god skrivepartner.”
Jeg nikker lidt, bemærker at Lones øjne er blevet store. At samtalen her betyder noget.

Stublimitet

”Da du fik tildelt Otto Gelsteds mindelegat i 2022, holdt Olga Ravn en tale for dig. Hun brugte udtrykket ”stublimitet” om din litteratur. Jeg synes, det er stærkt set af Olga.”

“Det stublime greb, synes jeg, er så sigende for mindst to af dine bøger: Politisk Roman og Den frie Verden. De peger ikke videre ud på en forløsning eller ud på utopien. Som læser efterlader du mig på perronen med al min hykleriske skam og grimme følelser. Hvorfor peger du aldrig videre?”
”Det er simpelthen ikke min opgave.”
”Men du kunne jo have anvisninger bagerst i bogen. Hvis du gerne vil have, at folk skal engagere sig, så kunne du jo linke til de bevægelser, du gerne vil støtte op om.”
”Jeg har tænkt på det før, det her med anvisninger eller links til ngo’er, men jeg er altid gået væk fra det. Hvis folk ikke selv kan se, hvad der er galt i verden, og selv kan se, hvor de kan gå hen for at støtte og gøre en forskel, så er de enten for dovne eller for dumme. Der er så mange udenomsparlamentariske ngo’er, man kan bidrage til. Det er ikke min opgave at fremhæve nogle frem for andre. Det må folk selv ligge at rode med.”

Jeg overvejer, om jeg er dum eller doven. Udover pengedonationer og frivilligt arbejde hist og her har jeg ikke meget velgørenhedsarbejde på samvittigheden. Det burde jeg nok gøre noget ved, tænker jeg og føler et stik af middelklasse-skam. Men der er alligevel et spørgsmål mere, der melder sig.
”Lone, inden mødet her, der skrev vi sammen over mail. Der spurgte jeg dig også om, hvorfor det altid er udenomsparlamentariske tiltag, som du involverer dig i.”
”Jeg tænder bare mest på enkeltsager. På steder hvor jeg kan gøre en konkret forskel.”
”Men eksisterer der ikke en potentiel fremtid, hvor Lone går ind i politik?”
”Altså en stor del af mit ungdomsliv var jeg jo også medlem af et parti – men jeg kommer ikke til at stille op. Mine ambitioner går ikke i den retning.”
”Jeg fornemmer en afstandtagen fra de demokratiske institutioner hos dig. Eller måske ikke en afstandtagen, det er nok mere rigtigt at kalde det for en mistillid. Er det korrekt?”
”Ja, helt sikkert. Der er et element af sølvpapirshat over mig,” siger hun og smiler.

Humor og skrift

“Jeg er jo lidt en nørd, Lone. Du ved rollespil, genrelitteratur, tegneserier, hollywoodfilm alt der bare lugter lidt at populærkultur, så er jeg all-inn. Jeg kan godt lide at blive underholdt, og selvom jeg også godt kan lide at grine, så har jeg altid haft et lidt anstrengt forhold til humor. Især synes jeg, at humor skal doseres, hvis man bevæger sig rundt i genrer som fantasy, science fiction og horror. Ofte synes jeg, at humoren betjener sig af en distance, at den nogle gange bevidst andre gange ubevidst kommer til at pege på metalaget i en historie. Denne distance kan bryde med den immersiveness, som man forsøger at værne om i de ovennævnte genrer. Du er jo blevet fortalt, at du har humor. Sådan læste jeg ikke dine bøger i starten. Men her 10 år senere kan jeg godt se det. En dyster, underspillet tragikomisk humor – hvordan ser du selv på humoren?”
”Humor er for mig essentiel, både i skriften, i mine bøger, men også som en coping-mekanisme. Vi lever i absurde tider. Verdensomspændende hyperkapitalisme, der roses for sin innovation og frie konkurrence, men alligevel har vi på verdensplan ikke formået at udkonkurrere hungersnøden. 2.3 milliarder mennesker lever med usikkerhed omkring deres fødevarer og ifølge FN lever 640 millioner mennesker i sult. Det er jo til grin!”
Lone ryster på hovedet og fortsætter.
”Det er en tragikomisk måde, vi har indrettet vores verdenssamfund på, hvis ikke man har humor, hvad fanden skal man så gøre med sig selv?”
”Men hvad med i din skrift – hvordan ser du humoren i dit forfattervirke?”
”Altså jeg kan jo ikke lade være med at tage mine egne standpunkter med i mine fortællinger. Når jeg skubber ubehageligheder lige op foran næsen på mine læsere, så er det jo en indirekte kritik. Se her, siger jeg, sådan fungerer verden, er det ikke latterligt? Men jeg vil ikke sidde og være frelst. Når jeg peger ud i verden, er der mindst tre fingre, der peger tilbage på mig selv. Og det der hykleri, også mit eget, det synes jeg, er sjovt.”
”Men det er jo også det, der er super ubehageligt som læser. Vi er tilbage ved Olga Ravns tale: Du får jo læseren til at blive konfronteret med sit eget hykleri. Da jeg læste din tredje bog, Politisk Roman, om et dysfunktionelt ægtepar, hvor manden (Robert) skjuler en flygtning, og konen (Rebecca) synes, at mandens gerninger, er det mest latterlige i hele verden, der identificerede jeg mig jo med hende. Og det var super ubehageligt, for hun gjorde jo ikke selv en skid. For nu at bruge en floskel så fangede den bog mig i en situation, hvor jeg ikke vidste, om jeg skulle grine eller græde. Den var både morsom og dybt tragisk. Det var en grum erkendelse.”
”Det er jeg glad for, du siger!”
”Men jeg tror også, at dit forfatterskab har fået mig selv til at skrive mere politisk. Jeg er med på, at det ikke er en stor samfundsmæssig forandring, men for mig er det en ret stor og betydningsfuld forandring. Dine tekster har skubbet til mig.”   
”Jeg håndterer ikke smiger særlig godt.”
”Det er ikke smiger, jeg mener det. Tekst forandrer verden, det er jeg sikker på. Nu skal vi bare have dig til at skrive en utopi.”
”Det kommer aldrig til at ske,” siger Lone og smiler.  

Note fra redaktionen: Siden interviewet, der blev afholdt i januar 2026, er Lone Aburas begyndt at skrive på et nyt værk. I den forbindelse har hun søgt kunstfonden om støtte.  

---