Skulle jeg være så heldig engang at blive genfødt, at få en chance mere for at gå igennem livet her på jorden i vores lille smørhul af verden, så vil jeg være bibliotekar. Sorry, Turrell, taxachauffør bliver jeg aldrig, men bibliotekar… Det gad jeg godt.
Ideen til artiklen her opstod for ikke ret lang tid siden. Der holdt jeg nemlig et foredrag på en aftenskole i en mindre provinsby på Sjælland. Jeg havde ikke været der før, men som vanligt førte google mig sikkert frem til destinationen. Jeg parkerede foran en arkitektonisk mavepine. En 70’er bygning med store markante vinduespartier. Det udvendige pakket ind i rød- og gråmalede trækonstruktioner, der formentlig engang har været ”anderledes forfriskende og nytænkende”. Fladt tag, grå beton.
Emnet for foredraget var historiske romaner, men det er reelt ligegyldigt i denne sammenhæng, måske skriver jeg en artikel om det en dag. En flink kaffedame viste mig vej igennem et stort fælleslokale, hvor både aftenskolen og en lokal anti-ensomhedsklub havde til huse. Foreningsdanmark havde plantet sine rødder her – omgivelserne til trods.
Det er vigtigt for mig at være i god tid til sådan noget. At lægge frakken og få koblet PC’en til. Hilse pænt på de fremmødte. Som det ofte er tilfældet i den slags settings trak mine egne 46 år aldersgennemsnittet betragteligt ned. Den første, der fandt en plads, var en ældre dame. Nydelig frisure i en hvid nuance. Pæn striktrøje, tasken sirligt sat ved foden. Efter tre sætninger forstod jeg, at hun engang havde arbejdet i den arkitektoniske mavepine i 30 år. Bygningen var simpelthen et nedlagt bibliotek. De historiske romaner stod engang lige der bag reolen, forstod jeg, mens damen ivrigt pegede.
Straks så jeg mildere på omgivelserne. Det var jo ikke bygningens skyld, at den blev født i et årti, der ikke blev kendt for designmæssig overlegenhed. Stakkevis af viden og historier åben og tilgængelig for enhver med et lånerkort eller et gult sundhedskort.
På vej hjem fra foredraget slog tanken til artiklen rod, og jeg fik overtalt min makker på Fiktioner (som ikke er historiker) til at give emnet en chance.
Fra pøbeldannelse til bibliotekslov
Spol frem til i dag, hvor jeg fortrøstningsfuld med en friskbrygget kop kaffe i nærheden er gået i gang med artiklen. Første skridt: Research. Som alle med erfaring i den slags ved, så er det et farligt kaninhul at hoppe ned i. Af samme årsag har jeg lige slettet et helt afsnit om A.S Ørsted (yes, brormand hed H.C). Ikke fordi det var dårligt skrevet. Det var det egentlig ikke. Og på sin vis giver det vel også mening at fortælle om den lærde jurist og politiker, der var bannerfører for oplysningstidens udbredelse af almen dannelse af borgere og bønder. Det blev bare meget … historisk. På den dårlige måde.
Så ud med Anders og tilbage til tegnebrættet. Selvom kaffen så småt er blevet lunken, har jeg stadig mod på projektet! Måske giver det bedre mening at starte i 1920? Danmarks første bibliotekslov! Yes, naturligvis. Indlysende!
Og jeg når faktisk et stykke vej igennem beskrivelsen af de smukke tanker om gratis formidling af viden ud i de små samfund med formelle krav til kvalitet og organisering. Og stadfæstet uddannelse af kvalificeret personale ikke mindst! Tre måneder varede den første uddannelse til bibliotekar, fandt jeg ud af.
Min indre historie- og biblioteksnørd jubler.
Men desværre er resten af mig faldet lidt i søvn. Begejstringen over egen artikel er støt faldende i takt med, at kaffen nu er blevet helt kold. Jeg drikker den alligevel og skærer en grimasse. Lovgivning er sjældent det mest interessante sted at starte. Heller ikke selv om netop biblioteksloven stod som et positivt pejlemærke i en tid, der ellers var præget af efterdønningerne fra 1. verdenskrig.
Nuvel, der må en ny plan til, selvom jeg i skrivende stund er stærkt fristet af at skrive den der artikel om historiske romaner i stedet…
Bøger ved gadekæret
Lidt formålsløs søgning på nettet senere, genfinder jeg dog begejstringen, da jeg tilfældigt falder over en notits om bogbusserne (eller biler var det reelt mange steder). De kom til i 1930’erne og sikrede i mange år landbefolkningens tilgang til bøger. I kan godt se det for jer, ik? De unge mennesker, renskurede og rødkindede, blomsten af Danmarks ungdom stimlet sammen i begejstring omkring en bogbil parkeret ved gadekæret. Ren Morten Korch!
Mens jeg brygger kaffe nummer to, kommer jeg i tanke om min nu desværre afdøde farmor. Hun blev 102. Født i 1921, passer hun lige ind i billedet, som en af de to unavngivne kvinder. Uagtet at min farmor ofte fortalte, at hun havde mere travlt med at passe sine mange søskende og ikke havde tid til bøger eller uddannelse. Sådan noget nymodens pjat. Først i sine allerseneste år forelskede hun sig hovedkulds i Jane Aamunds forfatterskab. Det lettede betragteligt julegaveindkøbene til en kvinde, der ellers ikke ønskede sig noget udover en flaske von Osten og en æske Anthon Berg.
For min farmor gjorde bogbilerne således ingen forskel. Reelt tror jeg aldrig, at hun nåede at sætte sine ben på et bibliotek. Hun endte først på margarinefabrik som pakkepige, inden hun under anden verdenskrig mødte min farfar på Rådhuspladsen i København. En nydelig ung mand, der heldigvis var ansat ved statsbanerne og dermed kunne forsørge den kommende familie.
Men for andre end min farmor må det have gjort en markant forskel pludselig at kunne låne bøger uden, at det krævede en længere rejse til nærmeste større købstad, hvor de fleste biblioteker ellers huserede.
Og så tog det fart
Bogbilerne viser sig at være nøglen til artiklen, tænker jeg glad over den nu friske kaffe. De kørte deres sejrsgang over hele landet frem til 1960’erne. En ny udgave af biblioteksloven slog i 1964 fast, at alle kommuner i Danmark skulle have et folkebibliotek, og derefter var det snart slut med de rullende biblioteker. I stedet tog det moderne bibliotek, som vi kender det i dag, med både bogudlån og kulturformidling form.
Fra omkring 1990 tog den elektroniske udvikling over og udvidede bibliotekernes virkeområde. Mine egne spæde skridt på the world wide web blev taget på en stor grå IBM 386 på skolebiblioteket. Jeg husker det ikke som en imponerende oplevelse, men er da kommet efter det siden. I dag har vi som bekendt flyttet os lysår på den front, men da jeg sidst var på biblioteket, så jeg igen en bibliotekar hjælpe en borger med at printe noget ud. Der er (og gudskelov for det) stadig plads til det jordnære og enkle. Barselscaféer, kreaværksteder og fællessang blander sig med læsekredse, tegneserieklubber og forfatterbesøg.
Ikke alle kan dog se pointen i det. En i øvrigt ellers interessant og databaseret rapport fra 2026 udarbejdet af tænketanken CEPOS konkluderer nemlig, at bibliotekerne er kommet på afveje med deres markante stigning i arrangementer. I 2011 afholdt bibliotekerne 13.498 arrangementer. I 2024 var tallet 34.498. Men for mig er det netop hele pointen! Det er jo netop salmesangen, poesigåturene og spaghettiaftenerne, der formår at skabe samling i mindre samfund. Og forhåbentlig i processen får lokket ikke-biblioteksvante borgere ind blandt bøgerne. For jo mere du bliver eksponeret for biblioteket, jo større er sandsynligheden for, at du en dag vil gribe en af bøgerne på inspirationsreolen på vej hjem.
Faktisk er det imponerende, hvad bibliotekerne har fået stablet på benene med budgetter under evig beskydning. Det er i hvert fald en deprimerende affære at google ”folkebibliotek + besparelse”. Listen er hits er alenlang, for folkebibliotekerne har i årevis været offer for massive besparelser.
Stod det til mig, gjorde vi det modsatte. I mit drømmesamfund skal vi ikke optimere og nedskære. Vi skal heller ikke beholde status quo. Post i stedet nogle flere millioner i vores lokale biblioteker, så de kan nå endnu flere borgere. Også dem som kun kommer for at drikke den gratis kaffe og læse dagens avis. Køb endnu flere bøger ind! Også af de titler, der ikke er bestsellers. Udvid sortimentet, gør det bredere og lad borgerne vælge og vrage. Ansæt flere kulturformidlere og bibliotekarer, der kan gå forrest i korstoget og fremme litteratur og læsning for alle samfundslag! Og nu vi er i gang med at dykke ned i utopien, så møder rigtig mange børn først bibliotekskulturen, når de starter i skole. Og her finder de skolebiblioteker i sørgelig forfatning… Så send lige nogle millioner i den retning også, nu vi er i gang med at bruge skattekronerne. Så med fare for at afslutte lidt højtravende, så er jeg jo enig med gamle Anders Ørsted. Folkeoplysning (og dermed folkebiblioteket) er i mine øjne fundamentet for almen dannelse. I kan godt se det, ik’? Blomsten af Danmarks ungdom side om side. Ikke stående ved en bogbil ved gadekæret, men gemt bag stakke af bøger, som de begejstret læser, mens de deler oplevelsen på Insta. Halleluja.
Artiklen er skrevet af Christina Lassen-Andersen, der er forfatter til bøgerne Mørkelagt og Tabte drømme. Derudover er hun ejer af Forlaget Fjorden og Fiktioner i samarbejde med Jannik Landt Fogt.
Følg hende på Instagram.