“Wellness” af Nathan Hill (roman)
Anbefalet af Jannik Landt Fogt

Wellness er en form for generationsroman med et ungt par og deres parforholdskrise i centrum. Psykologen Elizabeth og fotokunstneren Jack mødes i deres ungdom i 1990’ernes Chicago og bliver stormende forelsket. Livet går sin gang, og samværet begiver sig ind i leverpostejshverdagen med alle sine umulige udfordringer og kriser; lortearbejde, et besværligt barn, åndsvage boomer-forældre og en (måske) lidt for spraglende vennekreds, der også har sine egne problemer. Undervejs får vi flashbacks til Jacks barske barndom i Amerikas midtvest og Elizabeths usympatiske bedste-, olde- og tipoldefædre. Der er flere følelsesmæssige kulminationer undervejs og virkelig gennemførte tvists. Bogen er krydret med ret morsomme “psykologiske scener”, bl.a. tre lange og virkelig sjove kapitler om: 1. Børneopdragelse gone wrong og 2. Skænderier med sine forældre på Facebook og 3. Et akavet besøg på en swingerklub.

Bogen er indtil videre min bedste læseoplevelse i 2026 og i mine øjne kæmpe romankunst. Tænk at man kan skrive så smuk en historie med så dybe karakterer og et virvar af temaer: Forældreskab, jagten på mening, kunst, facebook algoritmernes depressive konsekvenser, familietraumer og parforholdsdynamikker.

“Bugonia” af Yorgos Lanthimos (film)

Anbefalet af Jannik Landt Fogt

På Fiktioner anbefalede vi tilbage i 2024 en anden Yorgos Lanthimos film, nemlig den skæve ”Poor Things” med Emma Stone i hovedrollen. I Bugonia er skævheden skruet op, og Emma Stone er tilbage.

Mens Poor Things var baseret på en roman af skotske Alasdair Gray, er Bugonia baseret på en anden film; nemlig den sydkoreanske komedie ”Save the Green Planet!” fra 2003 af Jang Joon-hwan. Men selvom der er tale om en genfilmatisering med risikoen for en bleg kopi af det oprindelige værk, så stråler Lanthimos’ skæve cinematografi igennem, og selvom filmen bestemt har humoristiske scener, så indeholder den også toner af melankoli og en heftig social kommentar til verdenstilstanden.

Navnet Bugonia refererer til et antikt græsk ritual, hvor man ofrede en okse mhp. på at genopfylde en bikube. Man troede simpelthen på, at bierne på magisk vis, ville blive skabt i oksekadaveret og bosætte sig i den nærliggende bikube. Filmen låner altså sit tema fra denne gamle folketro; at lade noget ofre for at begynde på ny. Vi følger nemlig konspirationsteoretikeren Teddy (Jesse Plemons), der får overbevist sin tilbagestående fætter Don om, at jorden bliver styret af rumvæsner, som dræber jordens bier. Sammen planlægger de at kidnappe et af disse rumvæsner, Michelle (Emma Stone), der er CEO for en stor medicinalvirksomhed. Planen lykkes, og det bliver til et stort og ret morsomt mellemspil, hvor Michelle skifter mellem at nægte sit udenjordiske ophav og spille med på de to vanvittige mænds konspirationer. Man forstår Michelles snu skuespil som et forsøg på at undslippe sit fangenskab, men bliver som seer også en smule i tvivl. Kan de to tosser have ret?

Filmen er en sort komedie såvel som en pegefinger rettet mod den afmagt og meningsløshed som mennesker oplever, når de slår sig på store selskabers dehumaniserende dagsordner. Hvem vil ikke hellere tro på en konspiration end indse verdens sande og ultrakapitalistiske tilstand?

“Assorted Crisis Events, Volume 1″ af Deniz Camp og Eric Zawadzki (tegneserie)

Anbefalet af Jannik Landt Fogt

Hold øje med tyrkisk-fillipinske Deniz Camp! Han er i skrivende stund ophavsmand til, hvad tegneserierfans, kalder for den mest originale historie med DC Comics relativt ukendte figur: Martian Manhunter. Han kalder selv tegneserien for psykadelisk noir, og fortæller at han under skrivningen var inspireret af Stanley Kubrick, Ursula K. Le Guin, J. G Ballard og Thomas Pynchon. Serien var oprindeligt planlagt til seks issues, men har solgt godt og blev derfor forlænget til 12 udgivelser.

I Assorted Crisis Events er Deniz Camp dog et helt andet sted. Her er ingen superhelte. Til gengæld er tiden gået i stykker. Der er opstået broer mellem parallelle virkeligheder, folk bliver fanget i timeloops, og virkeligheden er på én og samme tid både cirkulær og fragmenteret. I den lidt sære sci-fi setting lykkes det Deniz Camp at fortælle små, både nærværende og medrivende historier om temaer, som vi kender fra vores egen virkelighed: Fremmedhad, voldsspiraler og alderdommens fortrydelser. Det her er ikke overfladisk action science fiction – historierne har virkelig noget på hjerte.  

Takket være illustrator Eric Zawadski og farvelægger Jordi Bellaire er tegneserien krydret med brudte paneler og flotte halv-, fuld- og dobbeltsidede illustrationer som løfter læseoplevelsen.

Tegneserien er heldigvis blevet forlænget med flere issues. Volume one samler de fem første.

“Marty Supreme” af Josh Safdi (film)
Anbefalet af Jannik Landt Fogt

Hele Martys liv lider under hans ambitioner. Hans mor, hans arbejdsgiver, hans venner, hans kæreste, som han tilmed lige får gjort gravid sådan lidt en passant og ifølge Marty selv, meget ubelejligt. Man har ikke tid til familieliv, når man vil være verdens bedste bordtennispiller, må hun forstå.  

Marty virker som en antihelt, der hele tiden er i bevægelse. Han fusker og manipulerer, afbryder folk, der taler til ham, skifter mellem at være grænseoverskridende stalker-agtig og alt, alt for nærgående til at være på hovedløs flugt fra alle konsekvenserne af de serielle og ret ringe valg, han foretager. Derfor er filmen også kaotisk. I lydbilledet taler folk i munden på hinanden, og nogle gange er der flere samtaler i gang. Gøende hunde, grædende børn, city-noise fra det pulserende New York. Som seer skal du holde fast – filmen er hæsblæsende.  

Instruktøren Josh Safdi har filmene ”Uncut Gems” og ”Good Time” bag sig. Som dem handler Marty Supreme selvfølgelig også om den amerikanske drøm og om omkostningerne ved at gå efter den.

Der var, trods masser af nomineringer, ingen priser til filmen her den 15. marts til oscar-uddelingen. Det er synd, for filmen er en kraftpræstation – især er Timothée Chalamets portræt af Marty prisværdigt.

“Mr. Nobody Against Putin” af David Borenstein og Pavel Talankin (dokumentarfilm)

Anbefalet af Jannik Landt Fogt

Den demokratielskende russiske skolelærer Pavel ”Pasha” Talankin er i krise. Det har han været siden Putin annoncerede sin ”specielle operation” i Ukraine i februar 2022. Siden invasionen har Pasha været vidne til korruption, til militariseringen af skolen, han arbejder på, til at flere og flere elever dumper i grundfagene, og til at elever, han har set vokse op, bliver indkaldt til militæret og sendt til fronten. Han arbejder også som en form for fotodokumentarist på skolen, men hans arbejde bliver mere og mere brugt som en del af statens propagandapparat. Pasha har fået nok. Han laver små oprørshandlinger, er skide bange imens, og aner ikke hvordan han skal undslippe situationen. En dag får han hul igennem til en europæisk journalist, der vil hjælpe ham. Hjælpe ham med at stikke af fra Rusland og med at få hans foto- og videomateriale med ud af landet. 

Filmen viser med gru, hvordan “åndelig oprustning” ser ud under et autoritært regime.   

Den 22. februar 2026 vandt filmen en BAFTA-award og her i marts modtog den en Oscar for bedste dokumentar.