Denne gang er Fiktioner gået i serie-sump. Vi anbefaler en ubehagelig dokumentar og to TV-serier, der alle er gode bud på, hvad du skal bruge aftenerne på det næste lange stykke tid.
Som vi nævnte i artiklen ”Den nye bogstavelighed og post-gyseren” så er det som om, at
litteraturen, måske hele vores kultur, er ramt af et nedbrud i forskellen mellem fakta og fiktion. Man kan kalde det postmodernitet eller beskylde fænomener som True Crime og reality-TV. Man kan trække de sociale mediers opløsning af skellet mellem privatliv og offentlighed med ind i sine bebrejdelser eller endda pege fingre af AI-teknologien og dens billed- og videogeneratorer, der gør det vanskeligt at skelne real fra fake. På Fiktioner har vi lagt os i slipstrømmen på tidsånden og fundet tre værker frem, som prikker til gråzonerne mellem virkeligheden og fantasien.
The Perfect Neighbor, (dokumentarfilm, Netflix)
Anbefalet af Jannik Landt Fogt
Filmen havde premiere på Sundance Festivalen i 2024, hvor den vandt prisen for bedste instruktion. Den vandt også en pris på CPH:Dox tilbage i marts.
Kort fortalt: En ældre hvid dame brokker sig over at kvarterets primært sorte børn leger på et offentligt græsareal, der grænser op til hendes hus. Historien fortælles via betjentes bodycams, der viser, at de går ansvarsfuldt til opgaven og forsøger at få både damens og andre beboeres perspektiver på skænderierne. Filmen tager en voldsom drejning, da den ældre dame skyder en mor til to af kvarterets børn. Eksmanden og faderen til børnene ringes ind, og fandme om ikke han bliver sat til at overlevere den tragiske nyhed til ungerne: Mor døde på hospitalet.
Hollywood fiktion? Nej. Ren dokumentar. Ingen skuespillere eller statister, bare rene, rå optagelser og fuldstændig løbske følelser. Glem alt om dobbeltkontrakten – det her tenderer ufiltreret virkelighed.
Dokumentaren efterlod mig rasende, kvalm og hovedrystende overfor de amerikanske tilstande. Dernæst skammede jeg mig over at have set filmen på en underholdningsplatform, og til sidst efterlod den mig et håb om, at den kan være med til at skabe awareness omkring USAs uciviliserede våbenlovgivning. Jeg har aldrig været fortaler for trigger warnings, men den her film burde være plastret til med dem. Det er noget af det mest voldsomme, jeg nogensinde har set.
Så vidt jeg kan se, er den kun blevet anmeldt herhjemme af nichemedier som Ekko og Soundvenue, hvilket er bemærkelsesværdigt, for den er virkelig velproduceret og spektakulær – både i sit indhold og i sin kompromisløse form. Man kan måske sammenligne den lidt med Michael Moores “Bowling for Columbine”, der skubbede til grænserne for dokumentargenren, da den kom frem tilbage i starten af 00’erne. Den modtog anmeldelser i både Politiken og Information, men kulturdækningen i de traditionelle medier er jo heller ikke, hvad den var engang.
Adolescense (TV-miniserie, Netflix)
Anbefalet af Christina Lassen-Andersen
Det starter ubehageligt. Et helt almindeligt rækkehus i en helt almindelig, dødssyg engelsk forstad bliver stormet af kampklædt politi. Familien går i panik, ingen forstår noget som helst, og først lidt senere står det klart, at en forbryder er eftersøgt.
Det må selvfølgelig være faren. En brysk, lidt ubehagelig woking class brite (genialt spillet af Stephen Graham). Nej. I stedet er betjentene på jagt efter familiens 13-årige søn, Jamie, der er mistænkt for drabet på en ung pige i kvarteret.
Som seer er du ikke i tvivl. Der er selvfølgelig tale om en misforståelse. Al sympati ligger på familien, der er blevet udsat for så grov en krænkelse af privatlivets fred. Jamie (lige så genialt spillet af Owen Cooper) er charmerende og overbevisende. I swear I don’t know what they are talking about, Dad! Hvad fanden bilder politiet sig egentlig ind?
Og så ruller afsnittene. Og du bliver først overrasket, siden chokeret, provokeret og splittet. Til sidst efterlades du med en følelse af at have mistet al tro på ungdommen nu til dags.
Skuespillet er intet mindre end genialt. Og alene af den grund er serien anbefalelsesværdig. Men historien i sig selv kryber ind under huden på dig og får dig til at kaste bekymrede sideblikke til din teenager.
Rogue Heroes (TV-serie, HBO)
Anbefalet af Christina Lassen-Andersen
Nu skifter vi scene fra dokumentar-ish feel-bad, tankevækkende og overvældende fjernsyn til noget … tja, andet.
Scenen er sat i Afrikas ørken. Året er 1941, og den tyske feltmarskal Rommel går sin sejrsgang over det afrikanske kontinent. Falder Suez-kanalen i hans hænder, er krigen tabt. Briterne er uduelige på slagmarken. Det, der virkede i 1. verdenskrig, virker ikke længere.
Ind på scenen træder et par derangerede, britiske befalingsmænd med en god idé. Overkommandoen har intet at tabe og voila – det britiske specialregiment S.A.S (Special Air Service) ser dagens lys under den uofficielle parole: “Drink Rum, Fight Dirty, F*** the Rules”. Og det gør de så.
Her har vi Hollywood for alle pengene. Der er masser af kampscener, ørkenliv og rå, brutal vold. Mændene i S.A.S er alle af typen “vi har intet at tabe”. De slås med alle, inklusiv hinanden, for kort efter at kæmpe side om side mod tyskere og italienske fascister.
Onde tunger ville måske kalde den et klassisk, klichéramt krigsdrama. Hvorfor så se den? Fordi den er pisse fed! Og også ret sjov. Skuespillet er godt, lydsporet er episk, og de irske og skotske accenter sidder lige i skabet, så du ender med at heppe på de selvudnævnte ørkenrotter hele vejen. Derudover er der her for en gangs skyld tale om et nogenlunde korrekt stykke historieformidling. For selvom hvert afsnit indledes men en lille disclaimer: “Inspired by true events. But be aware… This is not a history lesson”, så er det ret tæt på.
Anbefales til alle med hang til WW2 historier, velfortalte dramaer og serieafsnit med masser af action.
Anbefalingerne er skrevet af Jannik Landt Fogt og Christina Lassen-Andersen, der har startet Fiktioner. Baggrunden for det, kan du læse mere om lige her.