Det er altid spændende, når der erklæres brydningstid. Når nye mønstre opstår på tværs af kulturelle sfærer, og når nye værker skubber til konventionerne og muliggør helt nye samtaler og debatter. Måske vil vi om en ti-tyve år se tilbage på 2020’erne og kalde perioden for en brydningstid; eller måske er artiklens temaer her blot små bobler på kulturens overflade og slet ikke udtryk for noget signifikant. Uanset fremtiden så giver Fiktioner dig her et crash course i de to nyeste kulturelle mutationer: Den nye bogstavelighed og post-gyseren.

New Litteralism

I marts 2025 skrev den amerikanske og zambianske skribent og underviser Namwali Serpell et stykke for The New Yorker. Hendes indlæg hed ”The New Literalism Plaguing Today’s Biggest Movies”. Serpell anklager nyere film for at forlade tvetydigheden og hamre sine pointer ind i publikum med tunghåndet on-the-nose skrivning.

Serpell fremhæver flere film som eksempler. Dem kan du gå i dybden med i hendes artikel. Her vil vi i stedet tage udgangspunkt i et citat fra Serpell. Hun er nemlig ret klar i spyttet i sin dom over den nye trend.

“Saying the quiet part out loud has given way to a general loudness. This is as true in our cultural life as it is in our political life, which feels like a badly written finale, so in your face are the Ponzi schemes, Nazi salutes, and tech-bro cant of our latest overlords. That sense of unmistakable catastrophe may be why we keep returning to predigested cultural comfort food.”

Sagt med andre ord: Verden er uoverskueligt besværlig, og vi har ikke overskud til at tolke den svære kunst. Vi vil have det hele fortygget, forklaret og stoppet ind med ske.  

Serpell refererer også til Anna Kornbluhs bog ”Immediacy Or, The Style of Too Late Capitalism”, hvori Kornbluh argumenterer for, at den sene kapitalisme, der har skåret mellemmanden og mediet ud af værdikæden, samtidig har medført, at vi lever i en kultur, der vægter “umiddelbarheden”. En kultur hvor nye værker træder frem, som de er; lette at afkode, umulige at misforstå og med meget lille tolkningsrum.

Serpell kalder New Litteralism for både narcissistisk og optaget af gentagelsestvang. Hun går videre og konstaterer, at alle os kulturforbrugere er blevet iliterate, især når vi hævder at vide, hvad et kunstværk egentlig handler om: At vi kan spide kunstens betydning med en sommerfuglenål. Alene denne kunstforståelse, mener Serpell, er en helt ny definition af kunst.

Den nye bogstavelighed

Serpells referencer er amerikanske film, men debatten om New Litteralism har også sneget sig til Danmark under begrebet ”Den nye bogstavelighed”. Jeg så første gang begrebet anvendt i en artikel i Atlas Magasin af kulturredaktør Rebekka Bundgaard. Artiklen hedder ”Luft mellem Linjerne”, og Bundgaard går hårdt til den danske poet Caspar Eric, der i et interview i Weekendavisen proklamerede, at han har skrevet sin sidste digtsamling, for han er træt af, at alle hans egne og andres vidnesbyrd ikke fører til reelle politiske ændringer.

Mellem linjerne kan man læse, at Rebecca omvendt er godt og grundigt træt af, at medierne i alliance med forlagene spænder forfatterne for samfundsdebattens vogn. At vi skal læse alenlange interviews med forfattere, hvor de skal stå på mål for det, de har skrevet, i stedet for at fokusere på værket og snakke om netop dét, værket, som et stykke kunst. Meget apropos ser vi lige nu en borger, der har slæbt forfatter Thomas Boberg i retten, fordi en af forfatterens karakterer i romanen ”Insula” minder for meget om borgeren selv. Og lige før Bogforum i år eksploderede Cheminovasagen mellem forfatterne Thomas Blæsbjerg og Johanne Mygind. Selvom der står ”roman” på forsiden, og værket derfor per definition er et stykke fiktion, ja så er det alligevel som om, at vi læsere simpelthen har aflært skelnen mellem forfatter og fortæller. Der er gået kludder i Poul Behrendts dobbeltkontrakt.  Vi tager forfatternes skrift for pålydende, læser deres tekster som sandhedsudsagn, og vi har åbenbart også glemt, at kunsten aldrig nogensinde har haft sandheden som sit mål.        

Den nye bogstavelighed er også blevet kritiseret af forfatter Tom Kampman, der i et læserbrev til Information krydser fingre for at New Litteralism er en bananflue, og at trenden dør hurtigt. Hans holdning er på linje med Rebakka Bundgaards:

”Hvis man vil skrive debatindlæg, så skriv debatindlæg. Hvis man vil lave politik, så gå ind i politik. Men digte må have modet til at give slip på kontrollen og lade sproget leve. Det er i det utydelige, i pauserne og sprækkerne, at sproget bliver farligt, smukt og nødvendigt.”

I kritikken af den nye bogstavelighed fornemmer man reminiscenser fra en litteraturkamp, som vi har set før. Tilbage i 70’erne voksede den såkaldte ”bekendelseslitteratur” og ”brugslyrikken” ud af kvindebevægelsen, og den kan på mange måder siges at have træk tilfælles med den nye bogstavelighed. Også brugslyrikken var let fordøjelig, tilgængelig, havde forståelige pointer og var ofte både privat i sin henvendelsesform og politisk i sine budskaber. Ti år senere, i 80’erne (f.eks. i det meget kendte klip fra DR’s bogprogram ”BAZAR”) går en forbitret og højarrogant Michael Strunge sammen med en mere fattet og argumenterende Pia Tafdrup i kødet på bekendelseslitteraturen og kalder den for ”fiduspoesi” og ”dagligstuessnak”.

Både hos Michael Strunge og Pia Tafdrup eksisterer der et oprør – måske ligefrem en mistillid til sproget. Det er som om, at det ikke helt slår til. Det kan ikke beskrive vores oplevelser, derfor er vi nødt til at sprænge sproget, bedrive poetisk oprør, nedbryde klicheer og derfor tror jeg, at Strunge bliver så fortørnet over, at de to andre forfattere i studiet, Lola Baidel og Kristen Bjørnkjær, har det fint med at beskrive deres oplevelser med et hverdagsagtigt og letforståeligt sprog. 

Det er så tydeligt i klippet, at der er ting på spil her, at nogen vil noget andet med sproget og litteraturen end andre, og at dette åbenbart er værd at slås over. Er det ikke derfor, vi alle elsker Yahya? Fordi han greb tilbage i tiden og viste os en sproglig passion, som vi havde glemt? At sprog er et våben, der kan rettes mod nogen?

Haves: Tydelige pointer. Byttes med: Plads til fortolkning

Det er muligvis Lars Bukdahl, der med Serpells essay i baghovedet har opfundet frasen Den nye bogstavelighed. Han anvender det bl.a. den 9. september i DR-podcasten Popsmart seks dage før, Rebekka Bundgaard skriver sin artikel. Her uddyber han, at den nye bogstavelighed ikke nødvendigvis medfører ringere kunstværker, men han har ærgrelse i stemmen, da han siger det, for han oplever en personlig irritation, når en forfatter overforklarer. Bukdahls pointe er kort sagt: At kunst ofte kan mere, når der efterlades plads til fortolkning.

Det interessante ved New Litteralism og den nye bogstavelighed er, at den af sine kritikere beskyldes for at tale ned til sine læsere. Den anklages for at forfladige kunsten til paroler og statements, der ligeså godt kunne være debatindlæg i dagspressen, som er skrevet i dag og glemt i morgen. I sine bestræbelser på at få alle læsere med, snobber den nye bogstavelighed nedad, siger kritikkerne.  

Det er yderligere interessant, at denne tendens opstår i en periode i dansk litteratur, hvor samtalen om klassesamfundet er kommet tilbage. Forfatteren Édouard Louis fra Frankrig har været bannerfører for at sætte klasselitteraturen tilbage på dagsordenen (her runger igen et ekko af 70’erne), og herhjemme har folk som Yahya Hassan, Glenn Bech, Thomas Korsgaard, Lone Aburas og Katrine Marie Guldager m.fl. gjort det samme. Det er næsten en kliché, og det føles som om, at litteraturkritikken går i ring, når forfattere, der skriver fra marginaliserede positioner, af kulturelitens anmeldere kritiseres for at forfladige litteraturen og tale, om ikke til laveste, så i hvert tilfælde til en lav fællesnævner.   

Men imens debatten om den nye bogstaveligheds snobben nedad raser, har vi et andet sted i kulturen den præcis modsatte bevægelse, nemlig genren ”post-horror”, der snobber opad.

Post-horror

Vi skal tilbage til 2017 hvor journalisten Steve Rose begiver sig i gang med noget anmelderi for avisen The Guardian. I en artikel kaldet ”How Post Horror movies are taking over cinema” argumenterer Rose for at film som ”It Comes At Night,” ”The Witch”, ”Personal Shopper” og danske Nicholas Winding Refns ”The Neon Demon” kan genrebeskrives med titlen Post-horror.

Traditionelle horrorfilm er, som Rose forklarer i artiklen, bundet til stålfaste konventioner; vampyrer har ikke et spejlbillede, ”The final girl” overlever altid, ondskaben vil altid blive besejret til sidst, eller i det mindste forklaret – og helst på en måde der ikke udelukker, at man kan lave en opfølgende film. Den slags troper og greb går igen (sic!) og igen i gyserfilm.

Med post-horror genren, peger Rose på, at der er en række nye filmskabere, der er begyndt at bryde med konventionerne. I artiklen fra 2017 skriver han:   

“No wonder some film-makers are starting to question what happens when you switch the flashlight off. What happens when you stray beyond those cast-iron conventions and wander off into the darkness? You might find something even scarier. You might find something that’s not scary at all. What could be emerging here is a new sub-genre. Let’s call it “post-horror”.

Fem år senere, i 2022, skriver Rose en ny artikel: ”I called it ‘post-horror’ – and now I’ve created a monster”. I artiklen gennemgår Rose, hvordan han mødte modstand efter at have skrevet den første artikel, men også hvordan begrebet trods modreaktioner har bidt sig fast, både akademisk og kommercielt, faktisk så meget, at andre er begyndt at tale om genren med andre termer; eksempelvis ”smart-horror”, ”elevated horror” og “art-horror”.

Ifølge Rose er post-horror film, film hvis historier ofte foregår i settings, der ikke er gyserfilms-typiske, men som låner elementer fra gysergenren. Instruktørerne, han har interviewet, er ofte yngre filmskabere, der ikke er interesseret i at lave en horrorfilm, og derfor ikke har travlt med at leve op til konventionerne, men som plukker fra genren for at fortælle en personlig historie. Rose går lige skridtet videre og indikerer, at horrorfilm har et dedikeret publikum og er forholdvis profitable, og at det måske er derfor, at unge filmskabere smækker horror-genren på deres værker. Det er simpelthen lettere at finansiere og markedsføre filmene under denne term, også selvom filmene så bryder konventionerne og i sidste ende skuffer det gængse horror-publikum.

Mange af de unge post-horror instruktører, som Rose har talt med, orienterer sig slet ikke mod de traditionelle gyserinstruktører som Sam Raimi, George Romero eller Wes Craven. De orienterer sig mere mod filmskabere som Stanley Kubrick, Roman Polanski, Ingmar Bergman og Robert Altman, der alle havde et godt øje til den mere artsy-fartsy kunstfilmsscene.  

I de nye post-horror film synes en række fællestræk at gøre sig gældende. De vægter filmens stemning højere end et gennemarbejdet og overraskende plot. De virker sanselige, måske ligefrem poetiske, og de anvender kaotiske lydbilleder og dyrker en ambivalens, der gør filmenes budskaber svært afkodelige. Postgyserens vægtning af stemning er et træk, der går igen i trenden “No plot just vibe”, som nogle af vores læsere måske kender fra booktok. For de uindviede refererer “No Plot Just Vibe” til bøger, der er stemningsdrevne. Er man i tvivl om, hvilke bøger det så er, kan man tjekke listen på Goodreads her. Jeg har svært ved ikke også at trække en linje til Ursula K. Le Guins “Bæreposeteorien om Fiktion” fra 1986, hvori hun forsøger at forlade spydets historie, heltens historie, den lineære historie med spændingskurverne, mandens historie og ja, de handlingsdrevne plots til fordel for en mere feministisk historie, der har bæreposen (modsat spydet) som sin metafor; en historie, der kan indeholde flere ting – og måske især stemninger.

Jeg har ikke kunnet finde meget om postgyseren på dansk jord. Faktisk lader det ikke til, at nogen har skrevet om genren endnu. Men skal jeg forsøge at komme med et bud på bøger, som kunne falde ind under genren, så ville jeg pege på passager fra Olga Ravns ”Mit Arbejde” fra 2020 og “Voksbarnet” fra 2023 såvel som Amalie Langballes “Elskende” fra 2025.  

Også i tegneseriernes verden kan man støde på værker, der lugter af post-horror, men her skal vi lidt udover de danske grænser: ”My Friend Dahmer” af amerikanske Derf Backderf og ”Spa” af svenske Erik Svetoft er gode bud.

Afsluttende bemærkninger

Post-horror genren er blevet kritiseret for ikke at være en genre. At det er en upræcis betegnelse for nyere gyserfilm, opfundet af en skribent, der ikke forstår, hvor bredspektret gysergenren i virkeligheden er. Men uanset om man anerkender “genren” eller ej, så må man kunne se, at der i nogle af de nye gyserfilm er sket et skred. Et skred, hvor stemningen synes at få forrang for handlingen, og den trend synes at pege ud over gyserfilmen og ud på fænomener, som kan genkendes på de sociale medier; især hos de yngre læsere. Og så er vi jo tilbage ved den nye bogstavelighed, hvis forståelige pointer jo også siges at komme fra et medielandskab, hvor koncentrationsevnen er kort, og budskaberne hurtige.

Måske er det på tide at tage bogen op til debat igen? At undersøge litteraturens legitimitet i en foranderlig medieverden og stille spørgsmålet: Hvordan ændrer litteraturen sig, når vores medievaner ændrer sig?

Tilbage er der bare at ønske, at DR relancerer Bazar, så vi kan få litteraturdiskussionerne tilbage på TV. Det ville bogstaveligt talt kunne kaldes for åndelig oprustning. Og den har vi brug for. Ikke kun fordi nogen mener, at vi skal opruste til en måske kommende krig, men fordi de tektoniske plader i litteraturen tilsyneladende er ved at ændre sig, og at forandringerne foregår forholdsvist ubemærket. Tænk at få lov til at dyrke litteraturen med samme intensitet, som medierne netop har dækket kommunalvalget. Det er jo ikke fordi, der mangler holdninger i dansk litteratur for tiden. Både retssagen mod Boberg og den seneste beef mellem førnævnte anmelder Lars Bukdahl og kulturformidler Lea Fløe Christensen, der blæser til læserevolution med sin nye bog ”En mand med en ged på side 251” viser med alt tydelighed, at sproget og litteraturen igen er blevet farlig – og at litteraturen både er en klassekampplads såvel som en kamp om at have klasse.

Kom så DR!

Lights on! Roll cameras! ….AAAND ACTION!      

---