Sommerferien er for længst slut, fuglene er allerede ved at flyve sydpå, og aftnerne bliver kortere i en hast, der gør forpustet. Der er intet som denne efterårstid, der kan trykke bedre på melankoliens knapper og svinge dig en hverdagslussing. Velkommen tilbage til virkeligheden: Til Aula, til en kalender med væg-til-væg-møder, til rodbehandlinger og til slibning af fodvorter – og til en verdenssituation, der forekommer at være en exposition dump i en ringe skrevet dystopisk sci-fi roman på 800 sider, der bare bliver ved og ved og ved.
Vores anbefalinger er denne gang ikke helt nye kreationer, men de er alle sammen gode og kredser om både døden, melankolien og gentagelsen.

“Den dag Nils Vik døde” af Frode Grytten (roman, 2024)
Anbefalet af Jannik Landt Fogt
”Kvart over fem om morgenen åbnede Nils Vik øjnene, og den sidste dag i hans liv begyndte.”
Så stærkt starter Frode Grytten bogen om Nils, den gamle færgemand, der har mistet sin store kærlighed og nu gør sig klar til at lægge fra land en sidste gang. Nils er forbløffende nøgtern omkring sin sidste dag, og selvom tonen i bogen er nostalgisk, så glimrer den ved fraværet af tung melankoli. Her er ingen fortrudte begivenheder, intet tudefjæs over alt det man ikke nåede, eller tanker der flyder over af ærgrelse.
Af en bog, der handler om selvmord, er det imponerende, hvor lidt døden fylder, og hvor meget livet står i centrum. Som læser følger man Nils’ forberedelser, og man er med ham, da han stævner ud på sin sidste sejltur. Her får vi et kig i hans logbøger, og gennem en række flashbacks får vi indblik i voksenlivets store øjeblikke, der blandt andet tæller hans møde med Marta (den store kærlighed), og de hjerteskærende scener når hans to døtre flytter hjemmefra. Med på turen er også spøgelserne fra Nils’ liv; alle de mange sære (og nu døde) mennesker, som han har fragtet frem og tilbage mellem øen og fastlandet, og som Frode Grytten levendegør med sin smukke og sanselige prosa.
Jeg har svært ved at tro, at man kan læse denne bog uden at blive et bedre menneske. Men efterlades i en sær tilstand, en form for taknemmelighed over livet – for alle dets kringelkroge, blindgyder og u-vendinger, for at stå der midt i kaosset og på trods af det hele, at opleve alle lyspunkterne, lykken og de tilhørende smil.
Bogen vandt i 2023 den norske Bragepris. (På dansk er den udgivet på det århusianske forlag Turbine, der her den 17. september meddelte, at de ikke længere vil udgive skønlitteratur. Det er godt nok trist.)

“Der, hvor jeg tænker, er der altid mørkt” af Stig Sæterbakken (essays, 2017)
Anbefalet af Jannik Landt Fogt
Det er tredje gang, jeg læser denne lille kulsorte perle. Her er vi meget langt væk fra Frode Gryttens levende prosa og personkarateristikker. Vi er i “intelektuelland”, hvor Sæterbakken refererer til Peter Handke, Albert Camus og Arthur Schopenhauer parallelt med, at han taler sine egne kvaliteter helt ned under gulvbrædderne. Sæterbakkens sprog virker sært dragende, måske fordi man har det som om, at der mellem hver linje åbner sig en afgrund ned i døden. Man vil helst ikke kigge, men kan ikke la’ vær.
Bogen består af tre essays skrevet i 2009, 2010 og 2011 – årene før Sæterbakkens selvmord i 2012. Det første essay ”Ja. Nej. Ja.” handler om skilsmisse og ensomhed. Det efterfølgende essay ”Umuligheden af at leve” handler om fremmedgørelse og om at insistere på at være barnlig. Det sidste essay ”Det frygtindgydende” handler om selvindsigt og skam.
Det er især det sidste essay, der gør ondt, for det er svært at læse det som meget andet end Sæterbakkens argument for selvmord, og det er smerteligt at være vidne til, at en mand med ordene så meget i sin magt ikke kunne hvile i sin dygtighed, men var heftigt påvirket af imposter syndrome.
Især bogens afsluttende sætning bliver hængende og irriterer mig. Måske fordi jeg er uenig, eller måske fordi jeg ikke forstår Sæterbakkens overordentligt dystre perspektiv:
”Skrive er det, man gør, når man ikke elsker.”
Essaysamlingen kan læses af melankolikere og andre, der har hang til litterære udforskninger af menneskets allermørkeste sider. Den ville i øvrigt være god til en læseklub, fordi den slår smalltalk i stykker og springer direkte derind, hvor der er noget, der er værd at samtale om. Døden kan få eksistentialisterne frem i os alle. Lider man af tungsind eller depression, vil jeg på det kraftigste anbefale, at man undgår bogen. Sæterbakkens konklusioner er i mine øjne helt forfejlede, men det gør dem ikke mindre forførende.

“Russian Doll” af Natasche Lyonne m.fl. (TV-serie, 2 sæsoner, 2019)
Anbefalet af Jannik Landt Fogt
Jeg tror, Russian Doll bedst kan beskrives som Sex And The City møder Groundhog Day inklusiv barndomstraumer og et heftigt stofmisbrug.
Hovedrollen Nadia spilles af Natasha Lyonnem der også har skrevet og instrueret. Nadia er simpelthen så charmerende New Yorker boheme, rapkæftet og kaotisk, at det halve kunne være nok. Hun bærer dog sin smøg i munden på en helt vildt irriterende måde, jeg mener come on, hvem tygger på sit filter!?
Anyway, serien starter med, at Nadia befinder sig på toilettet i hendes venindes lejlighed til sin egen 36-års fødselsdag. Efter et spejlkig snurrer hun rundt på stiletterne og spankulerer ud i lejligheden, der vrimler med kunstnertyper. Festen går sin gang, og Nadia forlader sin fødselsdagsfest, køber kondomer i en deli og ender hjemme hos en fyr. På vej hjem bliver hun kørt ned af en bil – og vågner så op på badeværelset, tager et spejlkig, drejer på hælene og går tilbage til festen, hvor det hele gentager sig. Nadia prøver at snyde døden, men den indhenter hende i andre former end bilen, der kører hende ned: Uafskærmede kælderskakter, fald ned af trapper, astmaanfald osv. Der er noget galt. Først mistænker Nadia venindens heroin-loadede joints, dernæst at hun selv er ved at blive skør, og endda at ejendommen er forbandet.
Men da hun møder Alan (spillet af Charlie Barnett), hendes modsætning, en renskuret introvert kontrolfreak der også er fanget i et dødsloop, begynder de to uens karakterer at udforske ikke kun dødsloopet, men også sig selv, deres værdier og valg. Der er intet som døden, der kan få mennesker til at prioritere og skifte perspektiv.
Livsbekræftende, veloplagt, skæv og sprudlende TV-serie der især i første sæson lægger arm med døden og formår at komme ud på den anden side – i live og tilmed smilende. Stor komediekunst og kæmpe anbefaling herfra!

Anbefalingerne er skrevet af Jannik Landt Fogt og Christina Lassen-Andersen, der har startet Fiktioner. Baggrunden for det, kan du læse mere om lige her.
HVAD HAR VI MISSET AF GOD FIKTION?
SEND OS EN MAIL: KONTAKT@FIKTIONER.DK