Til november debuterer Louise Kjærgaard her på Fiktioner med sin bog ”Baseret på uvirkelige hændelser”. Processen startede tilbage i 2024, hvor Louise indsendte sine bidrag til vores skrivekonkurrence. Den vandt hun ikke, men til gengæld fik hun et andet tilbud. Undervejs har vi på redaktionen kæmpet for ikke at fare vild i vores egen begejstring.
Vi skal tilbage til 2024. D. 1. marts for at være eksakt. Det var nemlig første gang, at vi på forlaget stiftede bekendtskab med Louise Kjærgaard. Sammen med en hel del andre håbefulde forfattere, valgte hun nemlig at sende noget ind til vores daværende skrivekonkurrence. De fleste sendte et, måske to, bidrag ind, men Louise satte fuld turbo på og indsendte seks noveller og tre digte. Så var vi ligesom i gang, og jeg må ærligt erkende, at jeg blev en smule træt. For hvert enkelt bidrag skulle registreres i et monstrøst excelark konstrueret til formålet. Der skulle uploades, navngives og så videre. Men fred nu være med det.
Louise vandt ikke konkurrencen. Faktisk var hun ikke engang i nærheden. I min skoletid ville det have heddet ”dumpet på grund af misforstået emne.” Hun ramte nemlig overhovedet ikke temaet for konkurrencen, der hed ”det kulturforbrugende menneske”.
Og her kunne det hele så have endt. I en afslagsmail og et skuldertræk fra Louise.
Men – for ja, den her historie har brug for et men – sådan gik det ikke. For selvom Louise ikke ramte den emnemæssige målskive, så kunne hun noget andet. Hun kunne nemlig skrive, så det kravlede ind under huden. Hun kunne kæle for sproget i en grad, så jeg fuldstændig glemte, at der var en konkurrence involveret. Hendes vidunderlige sprog lagde sig om mig som et behageligt tæppe en kølig forårsaften.
Et godt tilbud
Henover april skrev vi et par mails sammen frem og tilbage. Louise fiskede efter, om vi mon læste uopfordrede tekster. Det gjorde vi ikke. På det tidspunkt var vi nemlig begravet til op over begge ører i udgivelsen af vores første, lille novellesamling.
Men så gik vi i redaktionen på sommerferie. Og tænkte lidt hver for sig der i solen med fødderne på TBR stakken. Derefter var det ikke svært at blive enige på det lille forlag. Vi kunne ikke slippe Louise, og midt i august 2024 skrev jeg en mail med emnefeltet: Tilbud om udgivelse. Det er ærligt nogle af de fedeste mails at skrive, kan jeg ligeså godt sige. Og Louise var (ikke overraskende) med på den. Et par mails og et online møde senere var kontrakten i hus.
En novellesamling mere?
Reelt var planen lagt på forhånd. Louises små tekster skulle samles i en novellesamling ala den første bog, vi udgav på Fiktioner. Lille format, sammenhængende tema, lækkert sprog. Men så fik Jannik en god idé… For hvad nu hvis, man lige tilføjede en ny start? Og lavede en bro henover de her to noveller? Og tilføjede en gennemgående hovedperson?
Faktisk gik det imponerende hurtigt. Og selvom det egentlig oprindeligt var meningen, at jeg skulle have været redaktør på projektet, slap jeg det hurtigt, for Jannik og Louise fik lynhurtigt synkroniseret deres hjernehalvdele. Inden jeg fik set mig om, havde de fået tryllet seks sporadiske noveller om til en sammenhængende kortroman. I synopsisform vel at mærke. For nu startede det rigtige arbejde.
Den svære begejstring
Henover efteråret 2024 arbejdede Louise og Ja nnik intensivt på projektet. Jeg holdt mig mere eller mindre ude af det og sad mest og pippede lidt i baggrunden om trykkerideadlines, budgetter, markedsføringsplaner og andet kedeligt forlagshejs. Ikke at nogen hørte efter alligevel. Så fik jeg endelig lov til at læse første udkast og tilgav alt.
Og her trykker jeg lige på pauseknappen og hiver artiklen lidt op i metaperspektiv. En redaktørs fornemste opgave er i vores optik at trække det bedste ud af teksten. Det er en proces, der kræver et tæt samarbejde med forfatteren. At sikre et underliggende tema, den røde tråd, og have sproget og fremdriften for øje.
Normalt får redaktøren bogen i hånden, når forfatteren selv mener, at den er færdig. I tilfældet med Louise, kom Jannik langt tidligere på banen, end en redaktør normalt ville gøre. Han var med til at forme historiens skelet. Han havde nogle drabelige sværdslag med Louise om det underliggende ”hvorfor” i borgen. Hvad handler det her egentlig om? Er det ”bare” en flok velskrevne noveller, der nu bliver koblet sammen via en fælles hovedperson? Eller kan vi sørge for, at læseren får noget mere med sig? Noget større måske endda.
På et tidspunkt henunder vinteren begyndte Janniks begejstring at dykke. Pludselig var det blevet ligeså meget hans bog som Louises, og det blev sværere og sværere for ham at holde sig objektiv.
Efter mange års samarbejde ved Jannik og jeg heldigvis, hvornår vi bliver blinde for teksten. Vi kender hinandens akilleshæle. Så da vi passerede årsskiftet valgte vi, at jeg skulle overtage redaktørtjansen. Jannik er vanvittig dygtig til at forme projekter, skabe idé og dybde. Jeg er god til at drive det hele i mål.
Jeg ville lyve, hvis jeg skrev, at alt kørte i smør. At Louise smilende godtog alle vores forslag, og at vi uden at blinke overskred deadlines og rykkede planer. Der var debat undervejs. Vigtige læringer om værdien af en telefonsamtale fremfor en lang mail. Den slags. Selvom det er en kliché at skrive, at vi kom styrkede ud af det, så er det ikke desto mindre sandt.
Hvornår låser du manus?
Det har været en lang proces at få bogen i hus. For os på forlaget ja, men så sandelig også for Louise, der i over et år har arbejdet intenst på manuskriptet. Hun har tilføjet, redigeret og i flæng dræbt de berygtede darlings. Jeg har på fornemmelsen, at hun undervejs blev ret træt af spørgsmålet: ”Men hvad giver det afsnit reelt til historien?”
Derudover er Louise et ekstremt detaljeorienteret menneske. Jeg har aldrig tidligere mødt en forfatter, der på samme måde har en fornemmelse for sin egen historie. Foreslog jeg en ændring, kunne hun sige ja, god idé, men så skal X og Y også ændres. Da jeg bad hende tage et ekstra tjek på kilderne, fik jeg ikke bare de danske referencer, men også dem på originalsproget. Hun har med andre ord tjek på tingene. En enormt god evne – især når man fifler med en historie, hvor læseren først til sidst ser hele billedet.
Til gengæld var det også svært at give slip. Der adskiller hun sig ikke fra andre forfattere, jeg har mødt. For reelt stopper processen aldrig rigtigt. Hvornår er nok nok, og kan man virkelig leve med 90%…? Det er en vanvittig følelse at lukke for ændringer og sende manuskriptet til korrektur. For så fanger bordet.
Louise har senere betroet mig, at hun hurtigt fandt ro i det. At det faktisk i virkeligheden var en lettelse at sætte hjernen fri til andre ting.
Vi lærer det aldrig…
Ugerne efter sommerferien 2025 – næsten et år efter kontraktunderskrift – var intense. Jeg var ansvarlig for opsætning af manuskript og omslag. Jannik styrede markedsføringsplanen og kontaktede bogbloggere, anmeldere og eventsteder.
Alt var med andre ord klappet og klart og kørte bare derudaf? På ingen måde. For selvfølgelig kan vi her på redaktionen ikke nøjes med at udgive en helt almindelig bog. Nej, vi skal da naturligvis spænde ben for os selv. Kunne det ikke være fedt med nogle håndskrevne sider i bogen? Jo, sgu da! Og hvad med nogle doodles hist og pist? Altså fra forfatterens egen hånd? Selvfølgelig!
Omslaget er et helt kapitel for sig… For hvad sker der, når to kreative tosser møder hinanden i begejstring? Jeg elsker at nørkle med maling, printplader og linoleumstryk. Louise har en kærlighed til akvarel og tegning. Vi var nær aldrig nået i mål… For kunne vi ikke liiiige? Jo! Fed ide! Og hvad med at tilføje nogle bobler? Eller skrue op for kontrasten? Og måske skulle vi lave nogle helt andre baggrundstryk? Jeg har aldrig tidligere oplevet den form for tvillingeproces med en forfatter omkring omslaget. Kæft, hvor var det fedt!
Men nøj, hvor havde vi svært ved at beslutte os…
Pludselig sad jeg præcis samme sted, som Jannik havde gjort tidligere. Min egen begejstring blev en barriere. Jeg var gået i symbiose med omslaget og var ude af stand til at trække en streg i sandet.
Til sidst havde vi brug for en voksen, og en alvorlig samtale med Jannik fik mig heldigvis tilbage på sporet. Både Jannik og jeg har en baggrund i erhvervslivet, hvor kravene til at arbejde sammen med andre helt naturligt fremdriver evnen til at indgå kompromisser og søge konsensus. Men når man står med kunstneriske produktioner kan selvsamme evner være destruktive. Kunstneriske produktioner bliver ikke (altid) bedre af, at man sidder i rundkreds, og alle prøver at forme objektet, der ligger i midten. Nogle gange er det bedre, at den der har evnen, sætter sin vision igennem uden at blinke og uden at skele til konsensus. Efter samtalen låste vi os fast på konceptet, og derefter gik det stærkt.
D. 27. august 2025 trykkede jeg ”send” på ordren til trykkeriet. I skrivende stund er prøvetrykket lige landet på forlaget. Nu venter arbejdet med at finde de allersidste småting, men først skal jeg lige bade i min begejstring – for shit, den er altså fin, den bog!
Inden længe debuterer Louise Kjærgaard officielt med ”Baseret på uvirkelige hændelser”.
Der er reception for bogen i Thiemers Magasin i København den 14. november. Kl 15-17. Her kan du høre Louise og os to fra forlaget fortælle om bogen og arbejdet bag. Alle er velkomne.
Læs også Louise Kjærgaards version af ovenstående artikel. “En bog bliver til – forfatterversionen”
Du kan også allerede nu læse mere og forudbestille bogen på vores søsterforlag Fjorden.
Artiklen er skrevet af Christina Lassen-Andersen, der er forfatter til bøgerne Mørkelagt og Tabte drømme. Derudover er hun ejer af Forlaget Fjorden og Fiktioner i samarbejde med Jannik Landt Fogt.
Følg hende på Instagram.
HAR DU EN KOMMENTAR TIL ARTIKLEN,
SÅ HØRER VI RIGTIG GERNE FRA DIG PÅ KONTAKT@FIKTIONER.DK