Da der en dag dumpede et tilbud ind i Louises indbakke, som måske/måske ikke var for godt til at være sandt, begyndte en lang rejse mod den store drøm; at blive udgivet. Men hvor mange darlings må man slå ihjel undervejs, og hvor svært er det mon at sende sit manuskript ud for at stå på egne ben? Læs Louise Kjærgaards beretning om hendes skriveliv og om samarbejdet med Fiktioner.
Tilløb
Jeg havde taget tilløb længe. Et årti eller tre.
Jeg er en uorganiseret skriver, og intet i mit arkiv kunne karakteriseres som færdigt. Jeg havde for længst opgivet at skabe en roman. Et stort persongalleri, der folder sig ud gennem et stærkt plot med mange bifortællinger i et rigt univers, var en utilnærmelig tanke. Jeg holder af små, korte formater: Essays og prosalyrik; og især noveller. Jeg havde et hav af ideer, flere hundrede sider med ufærdige afsnit og løsrevne ord, et væld af digte og kvarte noveller. I lang tid var jeg egentlig okay med det. Pessoa efterlod sig en kiste fuld af fragmenter, og jeg tænkte, at en dag ville nogen måske finde mit arkiv og læse mit virvar, holde af det og udgive det. Det behøver forfatteren sådan set ikke være tilstede i.
Jeg havde aldrig sendt noget til nogen og da slet ikke fået noget publiceret. Mest havde jeg arbejdet med andres værker i forbindelse med min uddannelse på litteraturvidenskab og senere ved Atlas Magasin, Poesiens Hus og Litteratursiden. Det har jeg altid oplevet som et privilegie: At få lov til at bruge min uddannelse og arbejde med litteratur – også selvom det ikke er min egen.
Men det føltes som et lidt ufærdigt liv. Som et vigtigt punkt på livets to-do, man konstant springer over. Alene for at blive den dårlige samvittighed kvit, polerede jeg et par digte og sendte til to forskellige tidsskrifter.
Jeg hørte aldrig fra dem.
Det føltes godt nok.
Et stretch
Alle landets forlag, litteraturmagasiner, bogbloggere og anmeldere findes på mine kanaler. Jeg ser ny litteratur folde sig ud hele tiden. Jeg havde bemærket og ignoreret mange open calls og konkurrencer. På en måde føltes det som at være sprunget over, hvor gærdet er lavest, da jeg sendte digtene. Som en ‘light-version’ af at prøve.
En dag fik jeg øje på et opslag fra Tidsskriftet Fiktioner. En konkurrence under temaet ‘Det kulturforbrugende menneske’. Overskriften var ikke min kop te – overhovedet! Det lød samfundsfagligt og konkret – og jeg er meget lidt konkret. Men jeg kunne lide tidsskriftet, som jeg havde fulgt en tid. Spændende artikler, dygtige gæsteskribenter og brugbare anbefalinger.
Det var hastig en beslutning. Jeg udvalgte en række noveller og digte, tilpassede en smule og sendte. Det var et stretch! Jeg vidste det godt, men hvo intet vover/man ved jo aldrig/så er vi igang bla bla.
Det føltes godt nok.
Pænt nej
Det var et høfligt og varmt afslag, Fiktioner noget tid efter sendte mig. Det gjorde ikke ondt, for jeg var meget bevidst om, at de fremsendte tekster ikke matchede det efterspurgte. Måske, tænkte jeg, ville de syntes bedre om mine ting, hvis overskriften var en anden. Kunne de måske have lyst til at læse mere, under et andet fortegn?
Næh! Det kunne de ikke tænke sig lige nu. Men jeg skulle være velkommen en anden god gang, og så var der en lille, smuk feedback på mit materiale.
Det var egentlig nok. Jeg var taknemmelig for de pæne ord. Feedback er sjælden, hører jeg.
Selvom det var et klart nej, var det en opløftende begivenhed, og jeg fik lyst til at skabe noget.
Det føltes godt nok.
Sevilla
Uden fornemmelse af mål og retning arrangerede jeg alle mine noveller i et dokument i håbet om at finde sammenhæng. Det er en indviklet samling af historier, hvor virkeligheden ofte viger for drøm og vanvid. Fælles for dem er, at de er baseret på konkrete hændelser, som i øjeblikket virkede så besynderlige, at det føltes uvirkeligt. Overjordiske, gådefulde og flyvske momenter, gengivet i drømmeagtige sekvenser. De havde uden tvivl en fælles stemme: Fabulerende, poetiske og indadvendte. Jeg følte godt, at de kunne stå skulder ved skulder, men mange af dem var kun skitser.
Jeg har set folk omkring mig tage på arbejdsferie – et kontralogisk koncept, som jeg ikke selv har gjort mig i. Men jeg holder af at rejse – og gerne alene – og gerne med arbejde. Faktisk er det en af mine foretrukne måder at opleve virkeligheden på, og nu havde jeg et formål.
Jeg valgte Sevilla….bare fordi.
Rookie mistake! Sevilla var alt for ny og dejlig. Sad jeg med teksten, forsømte jeg byen. Oplevede jeg byen, blev teksten fornærmet. Meget belejligt ramte temperaturen 45 grader, og det blev umuligt at være udenfor i dagtimerne. Om dagen gemte jeg mig i en lille, kølig, mørklagt Airbnb og gennemskrev alle novellerne, efter solnedgang var byen min.
Hvis en god fortælling er et mægtigt dyr, der står på fire, stærke poter, var dette nogle vakkelvorne små bæster, der ville dratte om og dø ved den mindste berøring. Mange var bare utydelige anekdoter, uden hverken begyndelse, midte eller slutning, men da juni gik på hæld, lå der foran mig 28 nye og gamle historier. Ikke perfekte, men dog tilstede, nærværende og bevidste for første gang.
Tilbage i Danmark sendte jeg det hele til et mindre forlag. Jeg følte, vi passede godt sammen, og jeg kunne lide deres profil. Bagefter tænkte jeg, at det føltes som et mål blot at sende dem. Om de nogensinde ville blive udgivet, var på dette tidspunkt ikke vigtigt. De var afsted. Ude i verden. Levede sit eget liv.
Det føltes godt nok.
Notifikation
Sidst på sommeren sad jeg en dag ved computeren med mit arbejde. En email tikkede ind. ”Tilbud om udgivelse” var overskriften. Jeg afviste notifikationen og tænkte, at jeg måtte have klikket på et eller andet, der genererede den type skræddersyet spam. Klart at den slags kom til mig, for jeg har fodret algoritmen med info om håb og drømme i årevis. Først senere på dagen fik jeg lejlighed til at læse beskeden og blev målløs.
Det kunne jeg ikke begribe!
Tidsskriftet Fiktioner havde sendt mig et reelt tilbud om udgivelse. Her måtte der jo være tale om en slags medudgiver- eller selvudgiveraftale. Ingen debutanter får tilbud om en bogudgivelse, bare fordi de har deltaget i en konkurrence. Endda en tabt konkurrence!
Jeg læste igen og igen. Dobbelttjekkede om navne og kontaktinfo stemte overens med oplysningerne på Fiktioners hjemmeside, LinkedIn og Facebook. Det syntes at være legit.
Jeg gik lidt rundt om mig selv. Tog telefonen, men lagde den hurtigt fra mig. Lukkede computeren, men åbnede den så igen. Hængte vasketøj op, mens jeg lo højt. Tabte det hele og lod det ligge. Kogte vand til kaffe, men drak den ikke. Det hele var måske, måske, og hvis og hvis, men jeg måtte fortælle det til nogen.
Jeg ringede op og overfaldt min hjerteveninde med en kaskade af ord og forklaringer og spørgsmål og barnlig henrykkelse, og midt i det hele kunne jeg høre hende blive rørt over min mægtige glæde, og så blev jeg det også, og så takkede vi hurtigt af fordi … livet du ved. Pludselig var jeg for sent på den, men kunne ikke huske hvad jeg skulle.
Det føltes mere end godt nok!
The catch
Et eller andet sted ville det være dumt at respondere alt andet end ”Ja tak!” – no questions asked! Men jeg var lidt usikker på det hele – what’s the catch? For der er altid a catch.
Forud for det første møde med Jannik og Christina, bad de om at læse, hvad jeg havde i skuffen, og jeg sendte dem novellesamlingen.
Jeg forestillede mig alle de mulige betingelser, de ville stille: Måske ville de have historierne omdannet til crime eller chick lit? Er det så stadig mine historier? Er det sådan noget med en ægte kontrakt? Skal jeg mon have penge op af lommen? Hvor langt ville jeg egentlig gå for at blive udgivet?
Mødet blev indledt med en kort præsentation af Tidsskriftet Fiktioner, der var på nippet til at blive Forlaget Fiktioner. Det første, der slog mig, var ordentlighed. Der blev talt om respekt for forfatterens hensigt og stemme og om grænsen for kompromisser og instrukser. Der blev talt om forfatterens vilkår som arbejdstager, om de svære vilkår i branchen, og om at starte sit eget, hvis man ikke er tilfreds, der hvor man er sat.
Jeg gættede på, at Christina måtte være den med deadlines og feedback, der måske gør ondt. Historikeren. Korrekturlæseren. Den af de tre små grise der bygger med mursten. Jannik måtte så være den kreative sjæl? Ham som superhelte ønsker at blive forfattet af. Ham der bliver så begejstret for en god fortælling, at man må afbryde og standse ham midt i en spoiler. Det føltes som et stærkt samarbejde og varmt venskab mellem de to. Begge meget dedikerede og professionelle, begge meget varme og lattermilde. Første gang vi mødtes udenfor skærmen, tænkte jeg, at havde vi truffet hinanden i anden sammenhæng, var vi nok blevet venner. Det føltes altid rigtigt, både med og uden vin på bordet.
De tilbød mig et længevarende redaktionelt samarbejde, der skulle munde ud i en udgivelse, det følgende forår. Forslaget var, at en række udvalgte noveller skulle fusionere og blive til en kortroman. Ikke bare et enkelt digt. Ikke en pamflet. Ikke en medudgiver-aftale. Ikke et krav om at gøre det til noget andet. En rigtig, ægte bog med mit navn på. Med mine historier indeni. Sandheden er, at jeg var så begejstret, at jeg ville have sagt ja til det meste på stedet, men de bad mig overveje det nøje.
”En fornem kontrakt,” sagde min erfarne forfatterven og nikkede anerkendende, da jeg bragte ham den aftale, jeg blev tilbudt. Jeg forsøgte at være objektiv og kritisk. Men helt ærligt, når nogen spørger, om man kunne tænke mig at gå med på den litterære legeplads og opfylde en barndomsdrøm, siger man altså ja.
Jeg underskrev samme eftermiddag og havde jubel indeni.
Det føltes vidunderligt!
En hemmelighed
Jeg fortalte ikke vidt og bredt om udgivelsen. Kun ganske få som mødte mig i min brusende glæde disse dage hørte om det. Dette sker jo ikke for nogen i virkeligheden. Det er ikke sådan, det fungerer. Vil man være forfatter, skal man igennem en endeløs række af afslag. Sådan er vilkårene, det ville være uartigt at hoppe over denne del af processen.
”Hvorfor deler du det ikke med hele verden?” spurgte flere.
”Først når det kan ses,” svarede jeg, sådan som mine veninder plejer at sige, hver gang de har et værk i maven.
Jeg følte, at det kunne gå galt hvert øjeblik, det skulle være. Måske forlaget ville trække tilbuddet tilbage, når de opdagede, at jeg ikke var ægte genial? Måske en ny pandemi ville sætte en stopper for alt? Måske ville amerikanerne tage landet og arrangere bogafbrændinger frem for bogtilblivelser? Eller måske ville forlaget komme i tanke om, at der slet ikke var råd til den slags satsninger – og jeg var meget bevidst om, at jeg var et sats. For jeg er som sådan, egentlig ikke interessant. Jeg er ikke en ung, sprælsk, go-getter, med mange følgere og flair for networking. Jeg har ikke en opsigtsvækkende baggrund eller et unikt traume at skrive om. Jeg er lidt for gammel til at være ung, og lidt for ung til at være gammel. Desuden ved jeg godt, at jeg ikke skriver page-turners for masserne. Ikke alle vil nyde min bog.
Egentlig kom det bag på mig, at jeg følte mig lidt ukomfortabel i denne positive opmærksomhed. Alle, som kender mig, ved, at jeg ikke er genert. Du godeste, nej! Jeg tager gerne ordet. Alt dette tænkte jeg, og for en tid var det blot en sød hemmelighed. Hvem skulle have troet, at jeg var en nervøs backstage girl?
En ny karakter
Der skulle bygges bro mellem historierne, sorteres i topics, logikken eftertjekkes, og der var darlings allevegne. Det viste sig at være en temmelig kompleks omrestaurering. Jeg har for vane at skrive flygtigt og diffust – noget der mest ligner drømmeagtige luftkasteller og hyggelige mareridt. Som regel står min læser nok lidt ude i kulden, forvirret og forladt, og jeg er, som regel, skide ligeglad. For første gang ønskede jeg, at min læser ville forstå – og måske endda more sig.
Det er det sjoveste job, jeg nogensinde har haft! Jeg var virkelig på den litterære legeplads, sådan som Jannik og Christina havde lovet mig. Jeg byggede verdener og rev dem ned, jeg skabte karakterer og opløste dem igen, jeg skrev dialoger og ødelagde dem med vilje. Karaktererne gik fra at være kønsbestemte til non-binære og tilbage igen overnight. I en håndevending flyttede jeg historien fra datid ind i nutid. På et splitsekund blev alle navnløse, og jeg rev hele byen ned. Universet gik under og blev skabt på ny på daglig basis. Selv dårlige dage er ikke værst, når man er almægtig verdenshersker i sit helt eget hjemmegjorte univers.
Jannik var min primære redaktør og arkæolog i denne periode. Jeg har svaret indeni – historien er min – men hist og her stiller han de helt rette spørgsmål på det helt rette tidspunkt. Graver i hvad jeg ville med dette og hint. Sorterer perler fra grus. Løfter ideer ud, rengør dem og sætter i udstilling, så jeg kan se det hele ordentligt. Ikke én gang har han dikteret, krævet eller afvist mig.
Vi talte ofte sammen. Tit var hensigten blot at vende et par problemstillinger og hurtige ideer, men ofte endte vi med møder, der strakte sig over timer. Naturligvis handlede det mest om min bog, men der var mange svinkeærinder i samtalen. Det var 100% baseret på fælles interesser og rigtig god kemi.
Der var den dag, hvor samtalen mest handlede om Lovecraft, Black Mirror og mise en abyme. Eller den dag, hvor vi var lodret uenige om en magisk fyldepen og elskede at hade Bogforum sammen. Og så var der den dag, hvor jeg kom på at introducere en ny karakter. En karakter som ville ændre historien markant. Foråret nærmede sig og dermed deadline. Jeg forelagde ideen for Jannik og Christina, som syntes om den nye figur. Det ville dog betyde, at bogen ikke kunne færdiggøres inden for den aftale tidsramme. Derfor skubbede vi hele planen, så værket kunne omformes… igen.
Det føltes godt nok.
Kaninhuller
I denne periode lod jeg bogen fylde det hele. Alle former for fritidsaktivitet og socialt samvær måtte træde i baggrunden. Jeg tænkte, drømte og skrev bog. Jeg fik siddesår, sled vokalerne af mit tastatur, og i månedsvis deltog jeg ikke i livet udenfor. Tit faldt jeg ud af dialog og ind i tanker om titler, stavemåder og plothuller. Jeg var umulig at føre samtale med.
Jeg holder af, når min kulisse ligner det foreliggende tekstunivers. Der er noget fint ved at læse Der er ingen ende på Paris i Paris, og Norwegian Wood i Tokyo. Jeg husker, hvor forvrænget det føltes, da jeg over en række smukke sommerdage læste Herzogs Om at gå i is.
I denne tid matchede udenfor heldigvis indenfor. Vinteren kom og gik med disede dage og enorme regnskyl. Det var varmt og vådt og vidunderligt velegnet. Hver eneste dag bød på passende dekoration til min bog, for det er, i hovedreglen, et rigtigt møgvejr i min historie.
Den originale samling af noveller har nok samme stemme, men kredser om forskellige temaer. En kortroman ville ikke kunne rumme det hele. Der var et mylder af ideer, som jeg havde svært ved at organisere. Konstant faldt jeg ned i tilfældige kaninhuller.
Der var den dag, hvor jeg så Bruce Lee dokumentar og Karate Kid 2 med fingeren på fast forward, eller den dag hvor jeg hurtiglæste en bunke planøkonomisk filosofi samt en række børnerim – og forstod lige lidt af begge dele. Og så var der den dag, hvor jeg mistede referencen til et citat og søgte højt og lavt, til jeg indså, at ordene var mine egne og ikke kunne bruges til noget.
Jeg besluttede, at disse kaninhuller var blevet for dybe. Der gik dagevis med ting, der bare skulle have været strøtanker. Jeg undlod herefter at forfølge nye ideer, for historien behøvede det ikke.
På dette tidspunkt opdagede jeg, at jeg var gået i en gammel fælde. Min hovedperson var perfekt, og det dur ikke. Som den eneste karakter var hun fuld af ordentlig korrekthed og irettesættende kommentarer. Hun var nødt til at være mere broget, for ensfarvede mennesker er så kedelige. Det var svært for mig at uperfektionere hende. Jeg forsøgte mig med lidt selvfedhed, almagtsglæde, skyld og skam. Undervejs slog det mig, at hun, ligesom alle de andre i bogen, var blevet en karikatur. Det havde ikke været min hensigt, men historien gav det til mig.
Jeg er altid fuld af beundring for forfattere, som har en plan: En klar intention, et stringent handlingsforløb, organiserede motiver og velovervejet karakterudvikling. Sådan er det bare ikke for mig. Historien folder sig ud, mens den sker, og nogle gange vil den ikke som jeg. Den har sin egen vilje, og tvinger jeg den, ser jeg straks fortællingen briste. Til gengæld er jeg tolerant og tålmodig.
Jeg lod hende være i fred, for hun er, som hun er, og historien vil, hvad den vil.
Det føltes godt nok.
Forår
Den nye karakter modarbejdede mig. Der var et mylder af problemer med ham, og jeg følte, han gjorde det med vilje. Det giver mening, for han er skabt til at være besværlig! Jeg skrev flere versioner af den samme fortælling og havde til sidst 6-7 varianter – forvirringen var komplet. En forårsdag, hvor jeg havde skrevet i timevis på et afsnit, slettet flere gange, printet ud og krøllet sammen, gik det op for mig, at jeg er sådan en som græder over tekst. Det kom faktisk bag på mig. Jeg bad Jannik om krisehjælp.
Denne dag følte jeg mig som et lille barn, der bliver løftet, trøstet og får plaster på.
Jeg har aldrig tvivlet på, at historien er god, men fordi romanen er skabt ud af ni noveller, havde jeg svært ved at sortere og træffe valg. Størstedelen var færdig, men det sidste manglede, og jeg begyndte at stille spørgsmål der, hvor jeg før følte mig sikker. Jeg mødte en af de sidste deadlines, fuld af men’er, måske’er, fordi’er og hvis’er.
Der var et kort øjeblik, hvor Jannik og Christina sikkert kunne have overtaget, hvis de ville. I al min usikkerhed og forvirringen, ville jeg nok have taget mod ordre med kyshånd. De kunne have truffet nogle hurtige beslutninger, dikteret en slutning eller bedt mig skrive færdig uden mere fiksfakseri og dikkedarer.
Det gjorde de ikke. Tværtimod mindede de mig om, at dette er mit værk. Det er mig, og kun mig, der kan beslutte, hvad der skal ske og bringe historien til ende. De satte deadline fri. Bad mig bruge al den tid jeg ville på at skabe det, jeg ville. Opfordrede mig til at skrive, til jeg følte mig sikker på min historie.
Jeg blev rædselsslagen!
Dette var i virkeligheden et fornemt tilbud. Mange forfattere har sikkert ønsket at høre disse ord, men jeg følte, at jeg havde fejlet.
Jeg kom i tanke om, at Jannik og Christina ikke kender mig. De ved ikke, hvor glad jeg er for mit produkt, når jeg kun udtrykker uro og tvivl. De ved ikke, at jeg lider af impostersyndrom og føler tryghed i at tale teksten ned. Jeg bad om et møde og frøs indeni, indtil vi igen sad over for hinanden. Jeg fik forklaret, hvordan det forholder sig med mig og teksten. Vi elsker jo hinanden, men som alle elskende skændes vi indimellem – vi har bare haft det lidt svært sammen derhjemme.
Jeg tror, de forstod.
Vi geninstallerede deadline, og jeg faldt til ro. Bagefter var jeg skamfuld. Både over for mit forlag og for mig selv. Hvad bilder jeg mig egentlig ind? Jeg er jo himmelråbende glad, stolt og taknemmelig. Det bør siges højt!
I disse dage overvejede jeg, om teksten var blevet mere magtfuld end jeg.
Det føltes ikke godt nok!
Rent held
En række betalæsere gjorde det klart, at der, hvor jeg frygtede forvirring, var der ingen problemer – og omvendt. Det bedste, jeg hørte, var da en læser, som kender mig, sagde: ”Det er så meget dig! Jeg hører dig i hvert eneste ord.”
”Phew! Jeg er stadig mig,” tænkte jeg og tog det som en kompliment.
Midt i det hele oplyste Litteraturtidsskriftet Udkant, at mine digte nu havde været gennem korrektur og var sendt i trykken. Det forstod jeg ingenting af. Jeg havde sendt året forinden, ikke hørt tilbage og glemt det igen.
Det var første gang, jeg så egne ord på tryk. Det stod ikke helt så skarpt, som jeg gerne ville, og kun ganske få har læst det – men det føltes vigtigt.
Christina overtog rollen som go-to redaktør, for som Jannik forklarede: ”Jeg skal kun være redaktør, og værket skal være dit!”
Rare Jannik, som blot ønskede sig en magisk fyldepen og en lykkelig slutning. Jeg forstod. Vi havde bygget scenen sammen, men kun jeg måtte være instruktør. Jannik har også eget værk at instruere. Han varetog herefter alt, hvad der har med markedsføring og networking at gøre.
Og jeg tog fejl, han er også sådan en gris, som bygger med mursten.
Fordi de to redaktørers tilgang til stoffet er så forskellig, mødte teksten nu en helt anden slags kritiker. Præsenterede jeg Christina for en tekst, fik jeg altid lynhurtig og konkret feedback. Det var korte, effektive møder, med fokus på årsag og konsekvens af historiens lunefulde logik. Jeg tror, teksten havde brug for hende.
Det føltes godt nok nyttigt!
Foreboding joy!
Mine forlæggere var begejstrede, mine betalæsere positive, og det hele var så storslået, at jeg blev ængstelig.
Galoperende foreboding joy!
Jeg irettesatte mig selv og nøjedes med at være lykkelig for mit held, indtil min veninde skældte mig ud og bad mig respektere eget potentiale i stedet for at lande det hele på held.
Jeg vidste ikke helt, hvilket ben jeg skulle stå på, men henover foråret lagde historien sig tilrette. Skelettet var stærkt, karaktererne føltes rigtige, og jeg puslede med formuleringer og slutnoter. Det var lige ved og næsten!
Der var rettelser på falderebet, som let kunne være gået min næse forbi. Eksempelvis da det gik op for mig, at min hovedperson nikker intet mindre end 17 gange i teksten. Dét går ikke! For hun er faktisk sjældent enig med folk. Jeg begyndte at rette i ting og sager, som der ikke skulle pilles mere ved. Jeg brugte lang tid på at klikke undo i de dage. Herefter stirrede jeg på skærmen i dagevis. Søgte efter mere at ændre på, men gik forgæves hver gang. Jeg tror, det var fordi, teksten var færdig.
Og så skete det!
Manus blev låst!
Jeg havde glædet mig til dette øjeblik, for teksten og jeg fik endelig fred for hinanden. Jeg kunne høre, hvordan den fløj afsted fra min indbakke med et lettelsens suk.
Først føltes livet lidt tomt. Hvad plejede jeg egentlig at bruge mine weekender på? Jeg savnede teksten – dog tror jeg ikke, at den savnede mig.
Så gik det op for mig, at det slet ikke var slut endnu. En anden proces gik i gang.
Det føltes godt nok!
Krusedulle-processen
Christina og jeg talte omslag, skrifttyper og kruseduller. Det var et sprudlende væld af muligheder, og jeg tror, vi begge havde det ret sjovt de dage.
Der var den dag, hvor jeg havde hele huset fyldt af blå akvareller og sæbebobler, og min kæreste listede omkring mellem de våde papirer og spurgte, hvad jeg mon lavede? Eller den dag, hvor jeg forsøgte at doodle med vilje og fandt ud af, at intention hører ingen steder hjemme i krusedulle-processen. Og så var der den dag, hvor Christina sendte mig nogle smukke, hjemmelavede tryk i grå-lilla toner.
”Hvad mon der sker, hvis sådan et print blev pletvis vådt og tørrede natten over?” skrev jeg.
Tre minutter senere modtog jeg et billede:
Jeg har aldrig forventet, at der var midler til noget fancy. Det kom bag på mig, hvor meget der kan lade sig gøre, når man har en Christina.
Og jeg tog fejl, hun er også en creative force i denne virksomhed.
Nu er omslaget færdigt. Illustrationerne er mine. Christina er grafisk designer og har fået det hele til at samle sig. Det er også hende, som fører pennen på vegne af min fortæller. Vi har nemlig leget med tekstens udseende, og det er blevet noget ganske særligt.
Det er godt!
Verdens ældste debutant
Her står jeg så, måske verdens ældste debutant, med hjertet i hånden, og venter på at min første roman kommer fra tryk. Jeg glæder mig. Jeg kan stå på mål for hvert eneste ord. Jeg er, helt uden omsvøb, stolt, taknemmelig og forventningsfuld. Baseret på uvirkelige hændelser udkommer netop, som regnen slår ned, og mørket sænker sig over Danmark. Scenen er sat.
Jeg spekulerer på, hvilken slags forfatter der træder ind på scenen forklædt som mig?
Sådan en lidt tilbagetrukket type, klædt i sort, med hovedet tænksomt på skrå? Eller måske den morsomme, drikfældige kunstner der fortsat vil tale værket ned gennem spøgefuld selvkritik? Muligvis springer jeg i fagmand og gemmer mig bag alle de fine litteraturteorier, jeg lærte på universitetet?
Jeg tror, de alle bor i mig.
Jeg er ikke bange for dårlige anmeldelser. Jeg har selv haft jobbet, og jeg ved, at det værste, der kan ske for en bog, er, at ingen synes noget som helst. Kritik åbner værket, lader det overskride sit eget indspiste univers og finder mening i andres. Det er en fornem proces, som kun sker, hvis fortællingen har bevæget noget i nogen. Jeg ved også, at alle bøger ikke er for alle, og at nogle mennesker lever af at være professionelt utilfredse.
Mest af alt er jeg bange for, at det bliver en fodnote. Jeg føler et vist ansvar over for teksten, mig selv, mit forlag og den tid, som er investeret i det. Men selvom kun en håndfuld trofaste venner og min mor køber et eksemplar, føles det stort.
Jeg forstår nu, at jeg ikke kan skrive en roman. Men jeg kan skrive en sætning, som bliver til et digt, som bliver til en novelle, som bliver til en roman. Det er vigtigt, for endelig ved jeg, hvor jeg skal starte og ende. Det arbejde, der før var så diffust, er pludselig meget konkret.
Det fineste, som er hændt mig over det sidste år, er, at jeg i teksten genkender min egen stemme blandt andres.
Dette er enden på begyndelsen.
Jeg har både sommerfugle og flagermus i maven.
Det føles godt!
Læs også redaktørens version af Louises rejse mod forfattertitlen. “En bog bliver til – forfatterversionen” af Christina Lassen-Andersen
Louises bog “Baseret på uvirkelig hændelser” udkommer officielt d. 14. november 2025. Du kan allerede nu forudbestille et eksemplar af bogen her.
Artiklen er skrevet af Louise Kjærgaard, der til november debuterer som forfatter på Fiktioner. Louise har arbejdet med litteratur i mange år og er uddannet i litteraturvidenskab fra Aarhus og Københavns Universitet.
Følg hende på Instagram.
HAR DU EN KOMMENTAR TIL ARTIKLEN,
SÅ HØRER VI RIGTIG GERNE FRA DIG PÅ KONTAKT@FIKTIONER.DK