Der findes mennesker, som sætter sig til rette i sofaen med YouTube, chips og en god flaske rødvin for at se videoer, hvor nørder fortæller om deres skrivemaskiner. Jeg er en af dem, og det er jeg, fordi skrivemaskinen for mig er en uudtømmelig kilde til at leve et kreativt og eftertænksomt liv. Du synes måske, det lyder vanvittigt, og at jeg må være en meget ensom tosse. Men hvad hvis jeg fortalte dig, at jeg har skrevet fire romaner på skrivemaskine, og at vi er mange, der finder dyb mening i de gamle maskiner, og at vi bliver flere og flere?

Før i tiden stod der skrivemaskiner på ethvert kontor og i ethvert ordentligt hjem, men i takt med computerens udbredelse blev skrivemaskinerne skrottet eller henvist til pulterkammeret i kælderen. I nogle årtier var de nærmest glemt, men en stadig større gruppe af kreative drømmere har genfundet de magiske maskiner og bruger dem til noter, brevskrivning, forfatteri, undervisning, installationskunst, ja, selv billedkunst og musik. Det er ikke bare et Rasmus-modsat oprør mod digitaliseringen, det er en erkendelse af, at de gamle blækkanoner kan noget dyrebart og værdifuldt, som kan få det til at sitre i vores skabertrang.

Du, kære læser, er sikkert et kreativt væsen, ellers ville du næppe læse med her, og jeg vil invitere dig ind i et univers af skrivemaskiner, hvor jeg er sikker på, at også du kan få et skud energi til din skriveglæde, som kan have trange kår i skærmenes tidsalder.

Jeg har talt med forfattere, kunstnere, lærere og reparatører om, hvorfor skrivemaskinen fascinerer dem, men jeg vil tillade mig at begynde med mig selv.

Den frie maskine

Jeg skriver dette på Glostrup Bibliotek, hvor jeg venter på, at jeg kan komme ud til en adresse i Karlslunde for at købe en smuk RUF skrivemaskine gennem DBA. Den bliver maskine nummer 34 i min samling, selvom jeg for længst har besluttet, at jeg ikke skal have flere. Men jeg kan ikke stoppe. Jeg er besat, og skrivemaskineblækket flyder i mine årer. Hvordan kan en maskine, som for længst burde være uddød i den digitale verden, have så stor tiltrækningskraft på mig?

En del af det handler om frihed. Skrivemaskinen er en selvstændig enhed helt afkoblet fra nogen anden infrastruktur. Det giver en følelse af uafhængighed, som kan være svær at finde i et gennemsystematiseret samfund. Når jeg engang imellem får købt en skrivemaskine, som jeg nok burde have undværet, fordi den har stået udendørs, halvt svejset sammen af rust, så kører jeg forbi Kasper Dyvelkov. Han er 18 år og nyder at istandsætte skrivemaskiner. Kasper føler den samme glæde ved den uafhængige skrivemaskine, som er ustoppelig i sin nøjsomhed. ”Jeg kan godt lide det mekaniske. At det hele ligesom er der. Der er ikke noget udefra, det hele er i maskinen. Den er ikke afhængig af strøm eller forbindelse til andet.” Bortset fra Kaspers begejstring for skrivemaskiner og hans imponerende tække med dem, så glædes jeg over hans unge alder. Skrivemaskinedillen, eller skrivemaskinerevolutionen som nogen kalder den, er vidunderligt tværgenerationel. Den består i høj grad af unge, der sætter et personligt præg på verden gennem tidligere tiders teknologi. De unge mærker, hvordan skrivemaskinen kan give næsten meditativ ro gennem skrivningens taktile udførsel. Det er meget på mode at tale om craft-psykologi, altså at vi gennem kreativt arbejde med hænderne skaber et rum, der er meget genkendeligt for for vores stenalderhjerner og dermed afslappende. Det gør sig i høj grad gældende for skriveglæden hos skrivemaskinebrugere. Mange af dem fortæller om den fysiske tilfredsstillelse ved at arbejde taktilt med ord. Den 21-årige Felix Abt udtrykker det således: ”Jeg har altid været fascineret af gammel tid og vores historie. Jeg har skrevet i hånden, men så opdagede jeg skrivemaskiner og fik en i min 20-års fødselsdagsgave. Jeg skriver på skrivemaskine, fordi jeg så sidder med noget i hænderne, der betyder meget mere end en computer. Jeg bruger den også til at skrive dagbog og personlige noter, og så skriver jeg en musical på skrivemaskine, og det har bare tiltalt mig.”

Felix taler meget varmt om skrivemaskiner og er specielt begejstret for et skrummel af en engelsk skrivemaskine i støbejern. ”Den larmer helt vildt, den hamrer derudaf og har en vildt højlydt klokke, så hele min familie kan høre, når jeg skriver. Jeg synes, den er fantastisk!”

Skriveflow

Den mentale tilstand, skrivemaskinen bringer brugere i, går igen i mange interviews med skrivemaskinebrugere. At der er tale om en maskine, som kan forandre din sindstilstand, kan skrivemaskinekunstneren Toke Mortensen tale med om. Han er musiker og billedkunstner og bruger skrivemaskinen som værktøj til fremstilling af sine billeder ved at skabe mønstre på papiret. ”Det tager fucking lang tid. Man sidder og trykker Z i fire timer. Hvis man kigger psykologisk på det, er der en stor belønning i at gennemføre det, og det er et hjernedødt meditativt rum, som jeg er meget glad for.”

Multikunstneren Birgit Bjerre har et personligt forhold til sine skrivemaskiner, som hun navngiver og bruger til at skabe et unikt udtryk gennem eksperimenter med papirtyper og papirnuancer. Hun begejstres af skrivemaskinens uforgængelighed, og den betydning en tekst får, når den maskinskrives. ”Mine forældre havde en skrivemaskine, og når de arbejdede på den, var det meget betydningsfuldt, hvad de skrev. Tingene fik betydning. Jeg skriver mange tekster som forfatter og billedkunstner, og jeg bruger skrivemaskinen til at iscenesætte teksten overfor publikum. Jeg er meget vild med den proces, skrivemaskinen giver mig. Jeg kan lide at sætte papiret i, at trykke på tastaturet og høre lyden, når jeg rammer papiret. Fordi jeg ikke kan slette noget, har alt en konsekvens. Jeg kan godt lide de små fejl og den dejlige håndgribelighed.”

Den nøjsomme ordmaskine

Skrivemaskinens nøjsomme tjenestevillighed, som et specialværktøj hævet over tidens krav om opdateringer og konstant skiftende medieplatforme, står i kontrast til dens barske kompromisløshed. Her er du alene med ordene og fastholdes i et fysisk rum af papiret, der er til stede og håndgribeligt i modsætning til verdens tiltagende diffuse og kunstige digitalisering. Skrivemaskinen lader dig kun skrive, så din hjerne forbinder den med denne ene handling. Du oplever at være indstillet på ordfremstilling fra det øjeblik, du sætter dig ved den. Det står i skærende kontrast til computeren med dens evindelige notifikationer, fristelser, opdateringer, nedbrud og advarsler. I en tid hvor mange har svært ved at koncentrere sig, kan det også være svært at samle sig om at skrive. Skærmenes påvirkning ses også i soveværelset, hvor et stigende antal mennesker har svært ved at sove, og her er rådet fra eksperterne, at man skal lade sengen være forbeholdt søvn. Den skal altså være et møbel, som kun tjener ét formål, så vi alene forbinder den med denne ene aktivitet, når vi lægger os i den. På samme måde er skrivemaskinen et specialværktøj, der sætter os i det rette skrivefokus, så snart vi ruller papiret i valsen.

”Der er ikke andet end teksten, når man skriver,” siger Birgit Bjerre. ”Der er ingen notifikationer, mails, det er ikke den, jeg ser Netflix på. Der er ikke noget forstyrrende. Når jeg sidder ved min computer, får jeg det sådan, at jeg vil væk fra den. Sådan har jeg aldrig haft det med min skrivemaskine.”

Det går igen blandt kunstnere, der bruger skrivemaskinen som en del af deres kreative proces, at de ser den som en vej til at skabe et frit, kreativt rum, hvor man uden ydre påvirkning kan forfine sit personlige udtryk. ”Min arbejdsproces er blevet meget hurtigere, for ellers har jeg skrevet i hånden med fyldepen,” siger musikeren Felix. ”Skrivemaskinen inspirerer mig til at udvikle mit sprog og den måde, jeg skriver på. Mit sprog er blevet mere raffineret, mere gammeldags ville folk måske sige, så det passer til den tid, hvor maskinen blev lavet. Jeg er blevet inspireret til at forbedre mit ordforråd, og jeg nyder æstetikken i det rigtig meget.”

Også digtere finder skrivemaskinens isolerede rum dragende. Poeten og performancekunstneren Elizabeth Torres bruger skrivemaskinen som en måde at koble af fra den støjende verden. Hun benytter også skrivemaskiner i sin poesiundervisning. Eleverne bliver ikke distraheret af computerens uendeligt mange muligheder, og hendes erfaring er, at eleverne bliver mere legende i deres tilgang, når de sidder ved en maskine, de ikke er vant til at benytte.

Skrivemaskiner i undervisning

Elizabeth Torres er ikke den eneste, der har fået øjnene op for skrivemaskinernes potentiale i undervisning. Selv har jeg kørt rundt til skoler med et klassesæt skrivemaskiner i bagagerummet og afholdt en del undervisningsforløb. Jeg har oplevet, hvor stor begejstring for skrivning, skrivemaskinerne skaber i et klasselokale. I en tid fyldt med forstyrrelser, hvor vores koncentrationsevne bliver stadig kortere, og vi bruger alt for mange timer foran skærme, skaber skrivemaskinen et analogt rum, hvor elevernes rå fantasi fylder den blanke side med liv. Jeg har oplevet, hvordan drenge, som meget bedre kan lide fodbold end skrivning, har en fest med at klapre løs i de gamle maskiner. Jeg har også set mange børn med diagnoser, som har svært ved at koncentrere sig ved en computer, skrive meget længe ved skrivemaskinen. For et barn er skrivemaskinen ny og spændende teknologi. Lyden af tasternes klapren, klokken, den taktile oplevelse, gør det sjovt at skrive. Børn forstår skrivemaskinen bedre end computeren, fordi de kan se mekanikken i aktion, mærke maskinens bevægelser og føle bogstaverne tredimensionelt på skrivemaskinens typer. Det er en legende genopdagelse af alfabetet og sproget. De ser deres arbejde blive trykt øjeblikkeligt, og det giver en fantastisk fornemmelse at skabe bogstaverne ved fysisk anstrengelse. Svage skribenter kan skrive smukt, og ingen stavekontrol fortæller dem, at de gør det forkert. Der er ingen røde streger, distraherende opdateringer eller popups, heller intet fristende internet eller en uoverskuelig brugerflade. Der er blot barnet, maskinen og ordene. ”En skrivemaskine er noget af det sejeste, du kan have, fordi den bare er, hvad den er,” sagde Vivian på 10 år efter et skrivemaskineforløb i skolen, og jeg kunne ikke udtrykke det bedre.

Jeg har endnu til gode at forlade en skole, uden at lærerne har erklæret, at de vil købe en skrivemaskine til klassen. Måske er min glæde ved skrivemaskinernes potentiale i skolerne smittet af på min kone, Nanna, der er skolelærer. I hvert fald lånte hun nogle skrivemaskiner af mig og lod dem flytte ind i klasselokalet. Hun fortæller om øget fokus og glæde ved at arbejde taktilt med ord. ”Jeg har nogle elever, der har svært ved at stave og nogen, der har svært ved at koncentrere sig. De skal også lære at bruge tekstbehandlingsprogrammer, men skrivemaskinen er bedre til at holde deres fokus. Inden de har logget ind på en computer, har de mistet koncentrationen.”

Nanna pryder gangene på skolen med elevernes maskinskrevne historier, og hun oplever, hvordan kollegaer og forældre roser dem, så eleverne bliver pavestolte. ”De har en stolthed ved maskinerne. Over at kunne ordne dem og at kunne noget, andre ikke kan. Det gør en stor forskel for dem, at de arbejder direkte og fysisk med blæk på papir.”

Skrivemaskinen i billedkunst

Musikeren og billedkunstneren Toke Mortensen har fundet sin egen unikke måde at bruge skrivemaskinen som værktøj til billedfremstilling. På YouTube kan man se kunstnere, der bruger skrivemaskiner til at lave billeder af kendisser eller seværdigheder, men det er ikke den slags billedkunst, der interesserer Toke. ”Jeg er musiker, og tilbage i midten af nullerne komponerede og eksperimenterede jeg med techno og andet elektronisk musik. Det handlede om metrik og mikroforskydninger i tonalitet og rytmik. Jeg boede i Berlin, hvor der var en klar visuel æstetik med gentagelser og ghost in the machine. Jeg købte en skrivemaskine og opdagede, at den skabte meget af den samme æstetik, fordi den har systematikken og rytmikken, men også et lag af mikroforskydninger.”

Toke laver abstrakte billeder ved at skrive flere lag af bogstaver oven på hinanden, men han arbejder også med oliemaling på sine skrivemaskiner. En teknik han aldrig har set andre anvende.

”Jeg skærer et stykke lærred til og laver motivet ved at putte malertape på lærredet. Med en spartel smører jeg to rigtig tykke lag maling på med kontrast. Jeg lader det tørre en dags tid og putter det i en modificeret skrivemaskine uden farvebånd. Jeg har et snoretræk med lodder i loftet, som holder lærredet fast i skrivemaskinen. Typerne slår igennem det første lag maling, så det andet dukker frem. Jeg blev træt af at arbejde på computer og gik over til analoge maskiner, fordi mulighederne for at redigere bagefter er rigtig bøvlede, og jeg kan godt lide det mind space, det tvinger en i.”

Skrivemaskinernes fremtid

Hvem skulle tro, at skrivemaskinen kunne have en fremtid i 2025?

Men meget tyder på, at de gamle maskiner har en særdeles lysende tid foran sig. Selv har jeg et par gange været med til at arrangere events, hvor folk fra hele landet mødes omkring skrivemaskiner, og det er fascinerende at opleve, at gennemsnitsalderen ved den slags arrangementer er meget lav. Tendensen kan også findes på sociale medier, hvor unge indvier hinanden i skrivemaskinens hemmeligheder og deler fifs og skriveoplevelser. I en verden, der bliver stadig mere kunstig og digital, giver det god mening, at kommende generationer længes efter det private og personlige kreative rum. I 2015 udkom bogen Typewriter Revolution – A Typist Companion for the 21st Century, og den betragtes som den moderne skrivemaskinebrugers Bibel. Den bog skabte en bølge af lyst til at bruge de gamle maskiner, som bundede i en genopdagelse af den uforstyrrede skabelsesproces.

Mens jeg skriver dette, har et kollektiv af filmskabere annonceret, at de vil skabe fem nye film, hvor de pålægger sig selv en række dogmeregler, som bl.a. betyder, at filmmanuskripterne skal skrives i hånden og uden adgang til internettet. Initiativet er et oprør, der skal forsvare den kunstneriske integritet og skabe kompromisløs filmfortælling. Samme oprørske tanker finder man i skrivemaskinens verden, hvor kunstnere kæmper for den personlige og private kreativitet og æstetisk og privat kommunikation, der skaber et originalt værk, du kan bearbejde i hånden.

Inden jeg overlader ordet til skrivemaskinemanifestet fra The Typewriter Revolution, vil jeg lige nævne, at denne artikel er skrevet på min trofaste og ydmyge Olivetti Studio 42 – en skrivemaskine produceret i 1946. Efter at have talt med de inspirerende kunstnere, forfattere og undervisere, der optræder i denne artikel, er jeg ikke i tvivl om, at skrivemaskinerne har en lysende fremtid, og at min Olivetti kommer til at spytte blæk på papir i mange, mange år efter min død.

---