Synes du, at nogle ting er så nemme for dig, at det føles som at have snydt? Du har jo aldrig rigtig anstrengt dig. Eller har du brugt alt for lang tid på at få hul på arbejdet, så du først blev færdig i ellevte time og resultatet blev derefter? Alligevel bliver det rost til skyerne. Helt ufortjent. Ann C. Schødt fra Potentialefabrikken skriver om impostor-syndromet og giver et par tips til at bryde vanerne.

De følelser findes der et navn for: Impostor-fænomenet. En impostor er en, der bluffer, snyder eller blot lader som om. Men det gør du i virkeligheden ikke. Det er kun din egen opfattelse af ikke at være lige så dygtig eller kompetent, som dem du sammenligner dig med.

Hvad er impostor-fænomenet?

Impostor-fænomenet blev oprindeligt opdaget og navngivet af de amerikanske psykologer Pauline Clance og Suzanne Imes tilbage i 1970’erne. De fandt, at det var særligt udbredt blandt kvindelige studerende, som trods flotte resultater alligevel tvivlede på deres evner. Senere forskning har vist, at det også er udbredt blandt mænd – selvom de er nok så succesrige.

På nettet bliver det oftest kaldt impostor-syndromet og flankeres som regel af en personlig historie, der afføder en masse likes og medfølelse. Men da jeg i 2015 fik tilladelse til at oversætte ”Clance Impostor Phenomenon Scale” til dansk, betonede Pauline Clance, at det ikke er et syndrom eller en diagnose, men derimod et fænomen. Hun er citeret for at sige, at hvis hun kunne gøre det hele om, ville hun kalde det impostor-oplevelser. Fordi det dækker over en overvældende følelse af ikke at kunne leve op til egne og andres høje forventninger, aldrig at kunne gøre noget helt godt nok. Efterfulgt af pinefulde impostor-tanker og frygt for at blive afsløret som inkompetent. Det er noget, de fleste oplever i større eller mindre grad i løbet af deres liv og karriere.

Fra 2015 til 2018 indsamlede jeg data fra online-versionen af impostor-testen, og mit professionelle arbejde med at hjælpe flere hundrede meget impostor-ramte siden 2012 har bekræftet det:

Impostor-fænomenet er en slags professionelt mindreværdskompleks, som rammer bredt ift. køn, alder, uddannelse og beskæftigelse. Dog er der en tendens til, at det især rammer minoriteter – hvilket kvinderne også var på universiteterne tilbage i 1970’erne. Tilsvarende kan det at have en anden uddannelse end kollegerne eller være autodidakt få dig til at føle dig mindre kompetent eller ligefrem forkert.

Når jeg møder ekstra mange blandt de 10 % bedst begavede, skyldes det både, at de rent statistisk og faktuelt er en minoritet, og at intelligens – i vores ellers så tolerante, moderne samfund – stadig er et tabu.

I denne artikel vil jeg fokusere på, hvordan og hvorfor impostor-fænomenet især er udbredt blandt skribenter og andre, der forsøger at leve af deres kreativitet og dermed gå en anden vej end flertallet.

Hvornår er det godt nok?

Når du arbejder med en tekst eller oversættelse, kan det altid diskuteres, om du skal vælge det ene eller det andet ord. Jo mere subjektive succeskriterierne for dit arbejde er, desto større er risikoen for at du bliver ramt af impostor-følelser.

Her illustreret med min videreudvikling af Kasper Holtens model:

Rent objektivt er der 29 bogstaver i alfabetet, som kan sættes sammen til 190.000+ ord. Den digitale udgave af Retskrivningsordbogen fra 2019 har 65.601 opslagsord og 413.596 former. Rækkefølgen af ordene følger nogle bestemte grammatiske regler. Er det mest korrekt at skrive som eller der?  Skal der være nutids-r? Og hvad med kommateringen?

Men bortset fra grammatikkens spinkle indhegning er kombinationsmulighederne uendelige. Især inden for lyrikken, hvor ordene kan sammensættes fuldstændigt frit.

Dermed kastes ethvert skrivende menneske for subjektivitetens løver, for hvornår er teksten god? Pedanter og perfektionister kan bide sig fast i enkelte sætninger eller formuleringer. Redaktører og kritikere kan flå det hele i stumper og stykker. Læserne er tilskuerne i den litterære arena – de vil underholdes og kan enten lide eller ikke lide teksten, læse den til ende og anbefale den eller forkaste og fordømme den.

Når du skriver, er du alene med det skrevne. Men hvad sker der, når du deler det med nogen? Hvornår er det godt nok til, at du tør lade andre læse det? Hvad synes de andre? Er det menneskeligt muligt at gøre alle parter tilfredse? Kan du overhovedet skrive?

Hvordan har du det med feedback?

Mange impostor-ramte har det ambivalent med at få feedback. På den ene side hungrer de efter at blive set, læst, rost og anerkendt. Nogle drømmer om berømmelse og hædersbeviser. På den anden side kan de få nærdødslignende symptomer alene ved tanken om den mindste antydning af skepsis eller kritik.

Jo mere påvirkelig eller sensitiv du er, desto mere vil du tage feedback personligt. Alt går rent ind hos dig og rammer kernen i dit allerømmeste mindreværd. Du identificerer dig med din tekst, og læsernes dom gælder liv eller død.

Hvis det er meget udtalt for dig, kan du med fordel bede en anden læse anmeldelser og skriftlig feedback. Eller helt lade være med at forholde dig til den.

Først når du har en vis faglig selvtillid som skribent, kan du distancere dig tilstrækkeligt til at forholde dig nøgternt til kritikken. For mange kommer det i takt med omfanget af det publicerede, alderen og erfaringerne, som får impostor-fænomenet til at aftage.

Impostor-ramte kan desuden have svært ved at tage imod og internalisere ros. De hører det ikke og kan have travlt med at bortforklare og nedvurdere det, de har gjort.

Hvornår er dit arbejde færdigt?

I princippet bliver et kreativt arbejde aldrig færdigt. Som i aldrig. For det kan altid blive en lille smule bedre. Her eller der. Der er altid nogen, som har meninger om det. Og selv når der er bred enighed om at dit arbejde er godt, vil der være mindst en, som er uenig med flertallet. Det er et vilkår.

Derfor bliver du nødt til at etablere nogle konkrete rammer for din kreativitet. Med tekster kan det være antal ord og en deadline. Velvidende at det for mange er ualmindeligt svært.

Impostor-ramte skribenter kan kæmpe med perfektionisme og en trang til at gennemlæse og rette – igen og igen. Andre kommer slet ikke i gang før aftenen før deadline, og så skriver de hele natten. Eller de bliver ved med at prokrastinere og gøre alt muligt andet end at skrive.

Det kan hjælpe at kende dit personlige præstationsmønster, så du kan motivere dig selv og skabe de rammer, der fungerer bedst for dig – i stedet for at piske dig selv med kronisk dårlig samvittighed og smide olie på impostor-bålet.

Hvornår er du nogensinde god nok?

Hvornår har du ret til at kalde dig forfatter? Er det når du har udgivet en bog – også selvom du er selv- eller medudgiver? Eller kun når et stort, anerkendt forlag har antaget og trykt din bog? Er det, når du får bibliotekspenge eller indtægter fra Copydan? Eller først når din bog får rosende anmeldelser i de største medier, og du bliver interviewet i Go’morgen Danmark?

Og lige så vigtigt, hvis du er impostor-ramt: Hvornår er du selv tilfreds med det, du har skrevet?

Frygten for at fejle, ikke at kunne leve op til andres og egne høje forventninger samt den indre kritikers sorte falkeblik på det, der ikke lige var topfantastisk, er kernen i impostor-fænomenet. Frygten og selvkritikken kan tage livet af enhver kreativitet allerede i fosterstadiet.

Jo mere impostor-ramt du er, desto sværere bliver det for dig at udfolde dine kreative evner. Fordi lavt selvværd og perfektionisme kan hæmme dig.

Hvor slemt er det med dine impostor-oplevelser?

Impostor-fænomenet er komplekst og individuelt i udtryk og intensitet, så hvornår giver det mening at gøre noget ved det? Har alle det ikke sådan? Skal du ikke bare tage dig sammen?

Jo højere du scorer i impostor-testen, desto sværere er det at slippe impostor-følelserne og sige pyt.

Hvis du scorer under 40 af 100 mulige, er du ikke ramt af impostor-fænomenet, men har tværtimod en god selvtillid og stoler på dine egne evner.

Omkring 50 kan siges at være normalt og dækker over, at du ligesom alle andre kan blive lidt usikker eller nervøs, når du skal præstere noget, der bliver bedømt af andre. Det kan f.eks. være, når du sender noget til et forlag eller skal holde et indlæg.

Hvis du scorer over 60, er du ramt i moderat grad og kan enten være yderst hæmmet i helt specifikke situationer, eller impostor-tankerne kan være penslet fint ud over det meste af det, du foretager dig. Forbered dig lidt mere, sænk skuldrene og gør dit bedste. Det går sikkert lige så godt, som det plejer. Skulle du endelig lave en fejl eller to, så er der ingen, der dør af det.

Når du derimod scorer over 80, vil du typisk have et lavt selvværd, der forgrener sig som et filtret rodnet under hele dit liv – både professionelt og privat. Selvværdet er vores personligheds fundament, som grundlægges under opvæksten. Mindreværdskomplekser er de revner og sprækker, tvivlen og frygten kan sive ned igennem. Sprækkerne kan måske lappes nødtørftigt og midlertidigt, når nogen roser dit arbejde. Du kan knokle og perfektionere dig inden for dit felt, så du præsterer dig til en vis selvtillid. Men det ændrer ikke grundlæggende din selvopfattelse, og derfor findes der heller ikke noget quickfix. Desværre.

For dig, der er hårdt ramt, vil impostor-fænomenet altid være en del af din personlighed. F.eks. har du altid høje forventninger til dig selv. Til gengæld kan du blive så bevidst om din indre impostor-trold, at du kan blive bedre til at tale den ned i æsken igen.

Ting du kan gøre

For det første hjælper det at vide, at der er et navn for det. Læse om det og blive klogere på den side af dig.

Dernæst kan det hjælpe at tale med andre om det, for du er langt fra den eneste, der kæmper med impostor-tanker og -følelser.

Her er nogle generelle, konkrete ting, du kan gøre:

• Øv dig i at lave fejl og tage små chancer
• Sig tak og ti stille, når nogen roser dit arbejde
• Bed om skriftlig feedback fra 6-10 personer, du kan lide
• Afstem forventninger og få sparring undervejs i processen